Damaskus tur-retur

Ahmed, fieldcommander fra Free Syrian Army Foto: Jens Nauntofte

Kanariefuglene synger så det er en fryd i hotellets gård, mens morgenkaffen serveres. Vidste man ikke bedre, kunne man tro at man er landet i paradis. Men i samme øjeblik man træder ud på gaden går sagens alvor op for én. Jeg befinder mig i et land i krig.

I hovedstaden Damaskus er det en spøgelseskrig. Inde i den gamle bydel, hvor jeg bor, virker det meningsløst at tale om en borgerkrig. Uden for centrum er der tyst. Her og der er forretningsskodderne lukket ned, i protest mod shabihaernes massakrer. Overalt ses soldater, checkpoints, og de berygtede shabiha-bøller står i små klynger under træerne og holder øje med folk.

Ved den store moske efter fredagsbønnen spredes folk hurtigt, for det massive opbud af politi og soldater er truende. Enhver ved, at bliver man taget med på stationen, så skal man gennem frygtelig tortur og risikerer at forsvinde i de dybe fængselskældre. Metodisk renses hovedstaden for regimemodstandere.

”Hvordan er livet?” spørger jeg en midaldrende mand, der står og venter på et gadehjørne.
Han kikker mistænksomt op og ned ad mig, svarer så kort ”Jeg skal på arbejde, undskyld” og forsvinder. Hans trænede øje når lynhurtigt at konstatere at der i mit kølvand er et par sikkerhedsfolk, der nøje tjekker alt hvad jeg gør, og derfor nu har fokus på ham.

Jeg er i Syrien på et journalistvisum, altså lovligt på arbejde. Det er de sikkerhedsfolk, der følger mig som usynlige skygger, også. Jeg ringer til en gammel bekendt, først er han glad og ivrig, efter et halvt minut tier han og forsvinder ud af røret med et ”undskyld, en anden gang”. Telefonlinjen knaser og er så død.

Ingen rører en finger

De vestlige regeringer og USA’s udenrigsminister Hillary Clinton gentager dagligt deres krav om at Syriens præsident Bashar al-Assad skal gå af. Men ingen af dem foreslår, at Vesten som i Libyen skal gribe militært ind og hjælpe modstandshæren, The Free Syrian Army (FSA).

I Vesten er man rædselsslagen over de fire store massakrer, som regeringsstyrker og deres bøller, de såkaldte shabihas, nyligt har begået. Alle protesterer, men ingen rører en finger. I Damaskus møder jeg ingen, der kan forestille sig at præsident Bashar al-Assad skulle træde tilbage.

Det er utænkeligt. I et diktatur går en diktator ikke af, han truer med at blive!

På besøg hos Assad-regeringens talsmand, Jihad Makdissi, skænkes kaffe med et stort smil. Han er kattevenlig og spørger til de økonomiske problemer i EU.

Makdissi har været diplomat i London i fem år, og har taget embedseksamen i Frankrig og Storbritannien. Han ved antageligt mere om britisk end om syrisk politik. ”Vi har støttet Kofi Annans mission” siger han, ”det fortjener den. Tag ned på Meridien hotellet og snak med FN-observatørerne.

De er ude i marken hver dag og gør et godt stykke arbejde!” Det er rent sludder. Makdissi ved udmærket godt, at FN-soldaterne er bundet på mund og hånd. De siger ikke et ord ud over goddag og farvel.

Jihad Makdissi bliver pludselig kølig og får et ondt snært i øjet, da jeg spørger om massakrerne. ”Jeg tør vel antage, at De ved hvem der står bag de massakrer?” siger han skarpt. ”Vi har nøje studeret de videoer, som oprørsstyrkerne har lagt ud på YouTube. Man kan på uniformer, emblemer og skægvækst afkode deres oprindelse.

De er i stigende grad frivillige jihadis, salafister, der nu overtager krigen mod os. De står bag massakrerne og skyder så skylden på regeringshæren. Vi er jo ikke idioter. Vi begår ikke harakiri, for at tilfredsstille disse religiøse galninge!”.

På besøg hos the Free Syrian Army

I taxa op langs Syriens vestgrænse – på libanesisk side – når jeg frem til rebellernes forsyningsbaser. Her henter FSA, The FreeSyrianArmy, ammunition og madvarer.

De virker selvsikre og dybt optaget af deres praktiske gøremål. De er i krig, og det kræver koncentration om alle detaljer med våben og ammunition.

En fieldcommander er netop på besøg for at få skiftet forbindingerne på sine skudsår. Jeg byder på kaffe, og overraskende indvilliger han. Måske fordi han kender min tolk, Rami.

Ahmed Abu Barry, knap 30 år gammel, med stort skæg er lav af vækst, men kraftigt bygget. Han siger, at han var med fra første dag, da modstandskampen begyndte, umiddelbart efter regeringens massakre i byen Dera’a.” De første fra Dera’a, der sluttede sig til os, var kriminelle typer. Men dem fik vi genuddannet, andre faldt hurtigt på slagmarken, fordi de var uerfarne med at konfrontere en professionel hær”.

FSA er det guerillanetværk, der dagligt tager kampen op mod den syriske regeringshær. ”Hvor mange er I, i dag” spørger jeg Ahmed. Det er han ikke meget for at sige, antageligt må han slet ikke besvare det spørgsmål. Han nøjes med at sige at antallet af fightere skal tælles i titusinder, og at tallet er 5-cifret.

Ahmed lægger vægt på, at den vigtigste rekruttering sker ved at lokke regeringssoldater til at desertere. Især hvis de kommer med våben, er det dobbelt bonus for FSA. ”Vor største tilgang af mandskab og våben er ikke udefra, som du sikkert tror, men ved at åbne armene for de landsmænd, der ikke vil kæmpe i Assads hær mere”.

Jeg spørger Ahmed om han er salafist (ortodoks yderliggående islamist). Han svarer ja, og lader med et smil hånden glide ned over sit fuldskæg, som havde jeg allerede gættet det. Alle salafister lader skægget på hagen vokse langt. Ved siden af Ahmed sidder en jihad-kriger fra Libyen, der lige er ankommet for at slutte sig til den hellige krig mod Assad-styret.

”Vi har en retfærdig sag” erklærer Ahmed, ”og derfor vinder vi denne krig. Assad er mange gange værre end Gaddafi, og derfor kommer disse mujahedins (hellige krigere) fra Libyen, Algeriet og Gaza.

Det er på denne slagmark at Mellemøstens skæbne nu skal afgøres” slutter Ahmed, griber sit Klashnikov-gevær og hilser med hånd til hjertet, da han forsvinder hen til bilen der venter på ham. Tilbage til slagmarken!