Danseforestillingen Damascus på Outgames

Med en let sommerbrise i ryggen indtager tre mandlige dansere fra Damascus elegant den udendørs Outgames scene ved Den Sorte Diamant. De er iført lyse jakkesæt – og bevæger sig til et lydspor bestående af gadestøj fra Damascus, blandet med arabiske technobeats.

To mænd med lipgloss og lyserøde underkjoler, glade Outgames-deltagere og kendte ansigter fra det danske mellemøst-miljø er den 29. juli mødt op for at se danseforestillingen ’Damascus’ af Nønne Mai Svalholm – og samtidig få et indblik i, hvad der foregår i hovederne på Mellemøstens mænd.

Som optakt til forestillingen har Nyhedsbrevet om Det Arabiske Initiativ nemlig inviteret til en peptalk om manderoller i Mellemøsten.

”Mænd i Mellemøsten har et hårdt liv. De bliver presset økonomisk og mange af dem bliver først gift, når de er i slutningen af 30’erne,” siger Mozn Hassan. Hun arbejder for NGO’en Nazra i Cairo og sammen med filosof Thomas Burø indleder hun aftenen med en ping-pong om mænd og identitet.

”Mellemøstens mænd bærer en kæmpe byrde på deres skuldre. De skal forsøge deres kone, de skal være stærke, de skal være potente og de skal beskytte deres familie.

Når en mand lever i et samfund med en patriarkalsk struktur, bliver det let opfattet som et svaghedstegn hvis han har nogle andre værdier,” pointerer Thomas Burø.

Derfor ligger der en stærk signalværdi i, at det i danseforestillingen ’Damascus’ er mænds drømme, der er i centrum. Bag forestillingen står den århusianske koreograf Nønne Mai Svalholm, der gennem dansens universelle sprog tager livtag med mandeidealer i Syrien.

De tre mænd i de lyse jakkesæt danser deres drømme om succes, berømmelse, magt og den store kærlighed ud i den danske sommeraften, mens tilfældigt forbipasserende danner en kødrand omkring scenen.

Forestillingen er støttet af Center for Kultur og Udvikling, mens Dansk-Egyptisk Dialoginstitut har støttet Mozn Hassans besøg til Danmark. Nønne Mai Svalholm er i øjeblikket i gang med at organisere en turné rundt i Syrien for forestillingen, og planlægger sideløbende en række workshops om manderoller i regionen.