Landbrugsentusiaster vakte nysgerrighed på messe i Marokko

Tusindvis af besøgende lagde vejen forbi den danske ambassades stand på Afrikas førende landbrugsmesse i Marokko. Især LandboUngdom og landbrugsskolen MFR's partnerskab vakte interesse.

Den danske ambassade i Rabat var for første gang til stede på Afrikas førende landbrugsmesse, Salon International de l’Agriculture au Maroc (SIAM), som hvert år løber af stablen i Meknès i Marokko. Formålet var at hjælpe danske virksomheder med at finde kommercielle muligheder på det marokkanske marked, samt at udbrede kendskabet til ambassadens arbejde, herunder projekter under Det Arabiske Initiativ.

På seks dage fra 28. april til 3. maj 2015, var mere end 800.000 besøgende forbi de 1.200 udstillere fra 50 forskellige lande, og tusindvis lagde vejen forbi den danske stand, hvor repræsentanter fra LandboUngdom og den marokkanske landbrugsskole Maison Familiale Rurale (MFR) præsenterede resultaterne af deres partnerskab, der er finansieret under Det Arabiske Initiativ.

Projektet består i udveksling af viden og erfaringer mellem unge danske og marokkanske landbrugsinteresserede. På en workshop afholdt af de to partnerorganisationer præsenteredes opnåede resultater, blandt andet hvad angår læring om landbrug og samarbejde.

Vigtigt at støtte den marrokanske landbrugssektor

Den danske ambassadør Michael Lund Jeppesen glædede sig over, at netop LandboUndgom og MFR var med.

“Landbrugssektoren er af central betydning for Marokko og udgør 14 procent af landets BNP samt beskæftiger 44 procent af de erhvervsaktive. Derfor står en modernisering af landbrugssektoren højt på den nationale agenda. SIAM er som Afrikas førende landbrugsmesse et lysende eksempel på dette.”

Derudover var der også repræsentanter fra en række danske virksomheder til stede. Herunder Dansk Solenergi, som udstillede løsninger inden for solcelleteknologi, herunder også til landbruget. Peberfrugtproducenten PepperWorld markerede ligeledes sin tilstedeværelse og havde medbragt eksempler på sine produkter. Også repræsenteret var Danespo-Pionagri, der importerer og distribuerer kartoffelfrø og landbrugsudstyr.

“Denne 10. udgave af SIAM var en stor succes for de danske deltagere, der oplevede betydelig interesse fra marokkanske og udenlandske virksomheder, organisationer og privatpersoner. På messen blev information og erfaringer udvekslet og nye kontakter skabet, hvilket åbner op for fremtidige partnerskaber inden for landbrugs- og fødevaresektoren,” sagde ambassadøren.