Design in Context

Palæstinensiske kvinder og danske designstuderende finder inspiration og slipper kontrollen.

Med kufferten fyldt til randen med inspirationsbøger, garn og et tætpakket program for de kommende fire dages workshops, ankom Tine Winther og Josefine Gilbert den 14. februar til Ramallah.

De to designstuderende fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole udgør sammen med den danske designer Maria Albertsen den danske del af partnerskabsprojektet Design in Context, der sammen med den palæstinensiske designer OmarJoseph NasserKhoury har det designfaglige ansvar for projektet.

Projektet blev skudt i gang i september måned sidste år, og dette er Tine og Josefines anden rejse til Palæstina.

Februar måneds workshop handlede om at lade sig inspirere og at turde slippe kontrollen. Kvinder fra DALIA association og designstuderende fra Fashion and Textile Institute i Beit Sahour blev sat til at lave blindtegninger og silhuetter, brodere mønstre og eksperimentere med farver og forskellige materialer.

Alt sammen for at slippe kontrollen og finde den indre inspiration – også selvom man i processen laver noget, der er grimt. Som Esra, en af de palæstinensiske designstuderende sagde: ”jeg har altid set Project Runway (amerikansk realityshow, red.), men først nu forstår jeg det rigtigt. Nu forstår jeg, hvad det er, de laver.”

Efter fire intense dage pakkede Tine og Josefine de nu halvtomme kufferter og vendte tilbage til det vinterkolde Danmark, men til juni er de tilbage på palæstinensisk jord, hvor en ny workshop venter.

Formålet med projektet er at inspirere de palæstinensiske kvinder og designstuderende til at arbejde på nye måder med traditionelt palæstinensisk broderi og forholde sig kreativt til sin egen produktion.

Der er planlagt workshops frem til sommeren 2014, hvor projektet munder ud i en række udstillinger med de produkter, deltagerne producerer.

Udover de konkrete målsætninger er ønsket at give kvinderne og de studerende ejerskab af deres produktion og herigennem styrke deres position i samfundet samt at etablere netværk mellem kvinder og studerende såvel som institutioner i Danmark og Palæstina.

Yderligere information

Det Danske Hus i Palæstina (DHIP) startede i efteråret 2012 projektet Design in Context med støtte fra KViNFO. Design in Context (DiC) er et to-årigt designprojekt, der gennemføres i samarbejde mellem Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole (DKDS) i København, kvindeorganisationen DALIA Association og Fashion and Textile institute i Beit Sahour, Palæstina.

Af Sofie Dahl, Det Danske Hus i Palæstina