‘Det Arabiske Initiativ er alt andet end varm luft i ringbind’

For folketingsmedlem Karen Ellemann(V) var rejsen til Mellemøsten hendes første med Folketingets Udenrigsudvalg. Hun mener, at styrken ved Det Arabiske Initiativ er let at få øje på, når man ser på de enkelte programmer.

For det nyvalgte folketingsmedlem Karen Ellemann(V) var rejsen til Mellemøsten hendes første med Folketingets Udenrigsudvalg. Hun mener, at styrken ved Det Arabiske Initiativ er let at få øje på, når man zoomer ind på de enkelte programmer.

Karen Ellemann har som nyvalgt folketingspolitiker netop været på sin første rejse med Udenrigsudvalget – til Yemen og Jordan – for at kigge nærmere på Det Arabiske Initiativ.

”Jeg synes, det har været utrolig inspirerende at se en måde at lave u-lands bistand på, der er så konkret. Styrken ved Det Arabiske Initiativ er, at der for hvert enkelt program er blevet lavet nogle meget klare målsætninger, som har en direkte effekt på folks hverdag. Det oplevede jeg både i Yemen og i Jordan.”

Karen Ellemann bladrer lidt i en mappe, der er fyldt til randen med dokumenter om Det Arabiske Initiativ. ”Det er dejligt at opleve, at Det Arabiske Initiativ er meget andet end varm luft i ringbind .

Alle de vidtløftige ord og hensigter er der – men de bliver også udmøntet i projekter, der har en helt klar og forståelig målsætning,” siger hun.

Øjenåbner for journalister

Hun kommer med et dugfriskt eksempel fra sin smuttur til Den Arabiske Halvø. ”I Yemen mødte vi Lotte Dahlmann fra International Media Support (IMS), som fortalte os om et kursus for journalister, de netop har afholdt i Yemen.

Bagefter talte jeg med en af de kvindelige yemenitiske journalister, der havde været med på kurset, og det var tydeligt, at det havde været en øjenåbner for hende.

Kurset havde givet hende nogle redskaber, som hun kunne gå direkte ud og bruge i sit arbejde som journalist,” fortæller Karen Ellemann.

I løbet af de intense dage i Mellemøsten har Karen Ellemann bl.a. diskuteret kønsroller med unge kvinder i Yemen og mødt parlamentarikere i Jordan. Især møderne med regionens ildsjæle har sat sine præg på den energiske politiker.

”I Jordan besøgte vi radiostationen Ammannet, hvor journalister – ofte med store personlige omkostninger – kæmper for at formidle de historier, de synes er vigtige. Radioen kan høres på internettet over hele verden, men i Jordan har der været flere eksempler på, at hjemmesiden er blevet lukket.

Jeg synes, det er vigtigt at støtte de ildsjæle, der har et oprigtigt ønske om forandringer,” pointerer hun.

Men når man kigger på det store billede, kan det så ikke være ligegyldigt om der render nogle ildsjæle rundt i Yemen og Jordan og er blevet mere oplyste? Regimets folk bliver jo siddende på magten?

”Ja, det er rigtigt, at Danmark med sin støtte til ildsjælene ikke er med til at omstyrte nogen regimer. Men vi sender alligevel et signal til magthaverne om, at vi bakker op om de mennesker, der kæmper for forandringer. Og det tror jeg er et meget vigtigt signal at sende. Men vi skal også holde fast.

Blandt flere af de partnere, vi mødte, kunne man mærke en nervøsitet for, at Danmark vælger at trække sin støtte væk, når tingene begynder at køre.

Hvis støtten til ildsjælene skal føre nogen steder hen, er det vigtigt, at vi ser det som et langsigtet samarbejde som vi også fra dansk side forpligter os til at holde ved lige,” slår Karen Ellemann fast.

Synes du, at Det Arabiske Initiativ er pengene værd?

”Ja, det mener jeg absolut, det er. Med Det Arabiske Initiativ får vi fat i nogle ’demokratiambassadører’ i de mellemøstlige lande, og samtidig får vi i Danmark et langt mere nuanceret syn på Mellemøsten.

Styrken ligger i de partnerskaber, der opstår mellem danske og mellemøstlige partnere. For vi skal huske på, at fordommene eksisterer på begge sider,” siger Karen Ellemann.