”Det, der står på murene, kommer direkte fra hjertet”

Hvis du vil vide hvad egypterne føler lige nu, så kig på murene på Mohamed Mahmoud Street.

Her folder et levende kunstgalleri sig ud, og Kairos graffitikunstnere bruger deres spraydåser flittigt: i kampen med sexchikane i det offentlige rum, i protest mod Mohamed Morsi og til minde om det blod, der har flydt i Kairos gader i revolutionens navn.

”It’s all about getting your message out,” siger to af Kairos mest omtalte graffitikunstnere Mira Sihadeh og Ammar Abu Bakr.

Jeg var ude i fredags for at lave en silhuet af en kvindelig mavedanser. Pludselig blev jeg omringet af en gruppe mænd, der kiggede på mig, som om jeg var en freak.

De havde vilde øjne, og en af mændene gik i gang med at skrubbe graffitien af muren. ’Vi har ingen sexchikane her,’ sagde han i en tone, som havde jeg fornærmet ham personligt. ’Go-go-go,’ råbte han så. Som om, jeg var en irriterende flue. Men helt ærligt, så generer det mig ikke. Jeg forventer nærmest, at sådan noget vil ske.”

Mira Shihadeh kan ikke lade være med at smile lidt, mens hun fortæller historien. Hun er et energibundt af revolutionær kraft. Yogalærer om dagen – graffitiaktivist om natten. Eller rettere i de små morgentimer.

”Jeg tager altid ud på gaden tidligt om morgenen. Jeg tegner hurtigt, og så er det bare run-run-run,” siger den spinkle kvinde. Hun har kun været på gaden og lave graffiti fem gange i alt – men hendes streg er blevet kendt vidt og bredt.

”Jeg kan tegne – og jeg har noget at sige.

Jeg prøver at lave mine tegninger simple – og så kaste dem derud. Folk skal kunne afkode mine tegninger med et enkelt blik,” siger Mira.

Vi sidder på en husbåd på Nilen og taler om den rolle, graffitien spiller i Egypten lige nu. Med udsigt over byens lys og med Kairo-trafikken som et dyttende baggrundstapet, fortæller Mira, at den aktuelle situation i Egypten har givet hende endnu mere blod på tanden. Sexchikanen skal stoppes – og graffitien er hendes våben.

”Med alt det her Morsi halløj har jeg bare lyst til at få en masse sexede kvinder op på murene. Det skal være i fuld størrelse, og tegningerne skal være akkompagneret af korancitater, der hylder kvinden,” slår Mira fast.

mia-hero-

Graffiti mod sexchikane

Mira Shihadeh fortæller, at kvinder i Kairo dagligt udsættes for sexchikane, og på Mohamed Mahmoud Street midt i storbyen er det blevet så slemt, at mange kvinder nu vælger at gå en anden vej.

Og netop her, på en afskallet mur i en sidegade til Mohamed Mahmoud Street, troner hun frem – Mira Shihadehs graffitiheltinde.

En sexet kvinde i lårkort, der retter sin spraydåse mod alle sine harrassers, så de flyver i alle retninger. Et graffitiværk, der har fået ikonisk status, og som er blevet spredt på Facebook med lynets hast.

En løftet pegefinger til Kairos mænd om at holde fingrene fra byens damer.

”Det er en kvindelig superhero med slør. Hun er stærk – og hun giver ikke op. Men ukendte gerningsmand bliver ved med at male en penis på hende. Ja, den penis var der på et tidspunkt i flere måneder.

Jeg har fjernet den flere gange, men den bliver ved med at komme tilbage,” siger Mira Shihadeh mens hun ryster på hovedet.

Et levende kunstgalleri

Mohamed Mahmoud Street i centrum af Kairo ligner en slagmark. Udbrændte bygninger, når man kigger op – og glasskår og murbrokker, når man kigger ned. I baggrunden, for enden af gaden, anes Tahrirpladsens bannere og flag.

Mohamed Mahmoud Street er den gade, der leder ned til Tahrirpladsen, og når demonstrationerne bliver hede, forplanter de sig hertil.

cairo-1

Tanks og politi med visir holder til i sidegaderne til Mohamed Mahmoud Street, der er barrikaderet af mure, der blevet sat op for et år siden. Bag murene ligger den mest forhadte institution i Egypten, nemlig landets Indenrigsministerium.

Det er indenrigsministeriet, der står bag sikkerhedsstyrkernes angreb og den tortur, som mange anholdte stadig udsættes for – og derfor har mange egyptere rettet deres vrede mod netop dette sted.

Ud over at være centrum for heftige gadekampe, er Mohamed Mahmoud Street også centrum for ”The Revolution Graffiti”. Murene i gaden er et stort farverigt sansebombardement: Stencils af egyptiske kvinder, politiske slogans, tags og portrætter af revolutionens martyrer.

Et mindesmærke over de kampe, der er kæmpet – og det blod, der har flydt i revolutionens navn. En kommentar til de aktuelle sammenstød med Det Muslimske Broderskab. Et opråb om at stoppe sexchikanen af kvinder.

Muren bruges til det hele, og folk, der defilerer ned af gaden bliver – helt uden at betale entré – gæster på Kairos kæmpestore åbne kunstgalleri.

”Graffitien bliver hele tiden malet over, så kunstnerne har travlt med at forny deres værker. Murene fortæller historien om, hvor Egypten er henne lige nu, og det er tydeligt, at graffitien er blevet mere dyster,” fortæller Mia Gröndahl.

Hun er svensk fotograf og har fulgt graffitien i Kairo siden den første tusch ramte muren. Hun kender hver eneste ’tag’ i byen og udgiver i vinter en bog om revolutionens graffiti.

”Graffitien er den fremmeste forsvarer for ytringsfriheden. Jeg tror slet ikke, graffitikunstnerne er klar over, hvor stor en rolle de spiller. For to år siden kunne ingen udtrykke sig frit – nu kan alle tage en tusch eller en spraydåse og skrive, hvad de vil. Graffiti er en enkel og direkte måde at sige, hvad man tænker, fortæller”, Mia Gröndahl

cairo2

Hun har sagt ja til at give en guided tour på Mohamed Mahmoud Street.
”Ih, se – her er kommet en ny stencil, siger hun begejstret,” mens hun kigger på et billede af et kvinde, hvis hår former den arabiske verden. ’Kvindeintifada i den arabiske verden’, står der på arabisk ved siden af billedet.

Ved siden af hænger stencils af nogle af Egyptens mest kendte kvindelige filmstjerner – ikoner, der skal minde egypterne om, at kvinder er stærke, magtfulde og har en naturlig plads i det egyptiske samfund.

Et ungt kærestepar – hun med slør, han i cowboyjakke – stopper op og kigger på et andet stort, nyt graffitikunstværk af den mere makabre slags. Det forestiller en række af kranier – med blodrøde hjerner, der flyder ned mod fortovet.

”Egypt is going down,” siger kvinden, da vi spørger hende, hvad billedet får hende til at føle.

Mia Gröndahl fortæller, at graffitien er en blanding af aktivisme og kunst med et budskab.

”Det, der står på murene, kommer direkte fra hjertet – og det lader sig ikke censurere. Lige nu er budskabet: Glem ikke dem, der ofrede deres liv for revolutionen. Murene afspejler en følelse af, at Morsi spotter på den frihed, som folk er gået i døden for,” forklarer Mia Gröndahl.

Foto: Mia Gröndahl

Martyrer med maltrakterede ansigter

For enden af Mohamed Mahmoud Street, helt oppe ved Tahrir pladsen, ligger the American University. Muren foran universitetet er graffitiens arnested – det var her, det hele startede med kæmpe graffitikunstværker i revolutionens tegn.

På fortovet er der lavet mindesplads for revolutionens martyrer. Guldrammer af unge mænd med vandkæmmet hår. Kigger man op på muren, er det er andet billede, der møder en.

Her er det ikke helgenportrætter, men graffiti af forvredne og maltrakterede ansigter, der toner frem. Graffitien udgør et dystert mindesmærke over de martyrer, der har mistet livet i revolutionens navn.

”Jeg vil vise hvordan folk er blevet mishandlet. Det er slut med de pæne billeder,” forklarer Ammar Abu Bakr, der er kunstneren bag de makabre portrætter.

Han er lektor på Kunstakademiet i Luxor og er en af graffitiscenens mest anerkendte kunstnere lige nu. Han har, siden revolutionen brød, ud lavet kæmpe store portrætter af revolutionens martyrer – blandt andet har han lavet et stort maleri af de 74 fodboldfans, der blev dræbt i Port Said.

”For et år siden skød politiet bevidst efter folks øjne – jeg tror 300 øjne gik tabt på Mohamed Mahmoud Street,” fortæller Ammar Abu Bakr, der også er mødt op til vores møde på husbåden. Med sin pensel gik han i gang med at portrættere de aktivister, der havde mistet et øje.

Og da en aktivist havde filmet den politimand, der bevidst skød efter øjnene, lavede Ammar en stencil af ham, med titlen ”Wanted.” Betjenten blev aldrig stillet til ansvar, selvom han var let at genkende.

Ammar fortæller, at hans graffiti nu har taget en ny retning – han er begyndt at lege med korancitater i sin graffiti. Han er selv religiøs inden for sufi-islam, der er en spirituel gren inden for islam, der udtrykker den kærlighed og forbundethed, der er mellem Allah og mennesket. Sufismen har fokus på at give – og på at alting hænger sammen.

”Jeg kan mærke det egyptiske folk – og jeg vil gøre alt for dem. Jeg har brugt alle mine penge på mailing, ” siger Ammar Abo Bakr med et lille smil.

Med korancitaterne vil han konfrontere det Muslimske Broderskab med deres egen politik.

”Jeg bruger min graffitikunst til at sende en besked til folk. Koranen er for alle, og jeg håber at få folk til at stoppe op og tænke en ekstra gang over tingene,” siger Ammar Abu Bakr.

Åbner et imaginært rum

Da Ammar Abu Bakr gik i gang med at portrættere revolutionens martyrer, begyndte kvinder at komme hen til ham på Mohamed Mahmoud Street med billeder af deres døde sønner og bad ham om at lave deres portræt.

”Graffiti er fascinerende, fordi den bryder grænser. Du kan ikke ignorere en mur – og ingen kan bryde det forhold der opstår mellem kunstneren, muren og tilskueren.

Graffitien skaber en følelse hos publikum og reflekterer deres smerte, drømme og frygt.” Sådan siger Angie Balata, der følger det kulturelle undergrundsmiljø i den arabiske region og skriver artikler for det engelsksprogede webmagasin Kalimat Magazine.

Hun fortæller, at graffitien på mange måder har forandret Egypten.
”For det første har graffitien givet egypterne ejerskab til byens gader. Den har indtaget det offentlige rum, hvor den bryder det grå og triste.

For det andet åbner graffitien op for et imaginært rum, hvor der er plads til alle – og plads til at diskutere. Graffitien skaber en sfære, hvor du kan blive set, hørt, talt til – og talt om,” fortæller Angie Balata.

Oven i det har graffitien på det kunstneriske niveau skabt et community og styrket den uafhængige kunstscene. Graffitikunstnerne går forrest, og nu er de etablerede gallerier i Kairo begyndt at spørge efter graffitikunst. Ammar Abu Bakrs graffitikunst kan lige nu opleves på et galleri i Zamalek.

Tilbage på Mohamed Mahmoud Street fortæller Mia Gröndahl, at hun for et stykke tid siden mødte en ung kvindelig studerende, der havde fundet en efterladt spraydåse på gaden.

Efter en smule tøven var den unge kvinde gået i gang med at lave graffiti – og nu har hun fået det i blodet, fordi det gør hende ’fri og lykkelig’.

Revolutionens graffiti er kommet for at blive – selvom den bliver malet over igen og igen.

Center for Kultur og Udvikling støtter et stort projekt med fokus på aktivisme, kvinder og graffiti. Projektet består af en række workshops, der siger mod at styrke netværket blandt graffitikunstnere i Cairo, Luxor og Alexandria. Temaet er ”Getting your message out” – og vil også indeholde en event i København.