Diaries of a little Dictator

Billede fra Youtube

Serien er blevet kendt i hele regionen for sin uforfærdede satire og dristige afmaskering af det syrisk regime. Masasit Mati består af skuespillere, forfattere, scenografer, skulptører, musikere og filminstruktører, der lever i eksil i Beirut, hvor de opererer undercover.

Det er ukendt hvor mange syrere der lever i eksil i Libanon, men det uofficielle tal løber op på omkring 100.000, mange af dem kunstnere. Jeg er på vej til at møde tre af dem. En instruktør, en forfatter og en skuespiller.

Tre ud af et team på 10, der kalder sig Masasit Mati. De har med stor gennemslagskraft skabt en kompromisløs og konfronterende satirisk dukketeater serie, Top Goon – Diaries of a Little Dictator, som siden december 2011 er blevet distribueret via Youtube.

Indtil videre er der produceret én sæson, som til dato har haft 194.356 seere. Anden sæson, støttet af CKU, er undervejs.

”Should I stay or should I leave? The big question is where can I make the best effort?” Det spørgsmål har mange syriske kunstnere stillet sig, og for Jameel, Top Goons instruktør, blev løsningen at rejse.

Han hedder ikke Jameel i virkeligheden, men af hensyn til hans og gruppens sikkerhed bruger vi i dagens anledning dæknavne. Og her skal svaret på valget af eksil også findes.

Fra Beirut kan de kæmpe uden frygten for at blive fængslet, tortureret, eller det der er værre. Både Jameel, forfatteren Faris og den kun 22 årige skuespiller Sally, har alle siddet i fængsel.

Og frygten er reel. Musikere har fået halsen skåret over for at synge latterliggørende sange om præsidenten, en karikaturtegner har fået brækket arm og fingre for at tegne Assad, der forsøger at få et lift ud af byen.

Ikke desto mindre er den kunstneriske opstand stigende, og frygtløsheden har taget over. Eller som Jameel siger, da jeg spørger ham om man har overvundet frygten.

”It’s not about overcoming fear, it’s about facing it.” Han bryder sig heller ikke om metaforen the wall of fear has come down, som er hyppigt anvendt i medierne. Frygten er allestedsnærværende, men forskellen er at den ikke længere er styrende.

“Who wants to kill a million?”

I Top Goon – Diaries of a Little Dictator, bliver Assad, som titlen antyder, gjort til en lille ynkelig mand, pillet ned fra sin piedestal og renset for guddommelighed.

Og udover at dukketeatret er valgt som form fremfor ’rigtigt’ teater fordi det er en sikrere ramme at arbejde i, så har dukketeatret også et fantastisk satirisk potentiale.

”The puppets can ridicule”, fortæller Jameel, ”and we hope the series will shatter the cult of the personality that has been created around Assad”, fortsætter han.

I serien bliver han kaldt Beshar eller Beeshu som er en slags pussenusse navn, og hans karakter svinger mellem et forkælet barn, der lider af ADD og en fordærvet autokrat, der hele tiden skal trøstes.

I det første afsnit med titlen Beeshu’s Nightmares, som blev lanceret i december 2011, er Assad iført pyjamas og nathue. Han vågner brat af et mareridt, hvor han har drømt, at den syriske befolkning ikke længere elsker ham og vil stille ham for en dommer.

Det kan han simpelthen ikke forstå. ”Why do they want to topple the regime. I swear to God, I haven’t killed as many as my fathers”, klynker Beeshu. I en senere episode, Who wants to kill a million, deltager en læspende Assad i et quiz show hvor han skal besvare spørgsmål for at ’vinde’ flere døde end tidligere deltagere som Mubarak og Gaddafi.

Undervejs støder han på et spørgsmål, han ikke kan besvare, og kan vælge at bruge en livline eller ringe til en ven. Desværre finder han ud af at han ikke har nogen venner at ringe til.

Det er dog kun i dukkeserien, at Assad offentlig indrømmer, at han ikke har nogen venner længere.

I et interview på ABC NEWS, som Masasit Mati har valgt at bringe som et afsnit i sig selv for at understrege, at serien ikke overdriver, men at virkeligheden overgår fiktionen, nægter Assad at træde tilbage før at befolkningen ikke længere bakker ham op.

Det er også dette interview der har inspireret introen til afsnittene, der altid begynder med Assad, der synger ”I’m not crazy.” I interviewet fortæller han nemlig journalist Barbara Walters, at regimet ikke slår folk ihjel. ”No government in the world would killits people unless it’s led by a crazy person.

Materialet kommer helt af sig selv, nærmest uden satirisk omskrivning. ”We have to be grateful for all the material and good fun Assad has given us ”, siger Jameel med den utvetydige ironi, som kendetegner Masasit Matis tilgang.

Friheden er konkret

Serien er meget simpelt bygget op. Og det er Masasits Matis ambition at nå ud til en bred befolkning.

Navnet er opkaldt efter det sugerør man bruger til at drikke Mati, en hverdags te som indtages af de fleste syrere dagligt, og hvis navn signalerer, at gruppen henvender sig til manden på gaden og et ønske om at samle en befolkning på tværs af økonomiske og sociale skel.

Skel som allerede er i opløsning, fordi revolutionen har udlignet hierarkiet og, som Jameel siger, ”. That’s the great thing about the revolution. Before people were not together, now they suddenly meet because there’s a space.” Og han mener det helt bogstaveligt. Folk mødes og taler sammen.

Og selvom ens baggrunde kan være meget forskellige knytter frihedstrangen. ”I’ll tell you a story”, starter Faris, en af seriens manuskriptforfattere. ”We went to an agricultural area in the mountains.

We sat with the farmers talking about the future with the cows in the background. And the farmer says. We all want freedom, but you know what kind of freedom I want.

I want my cows back that they have stolen from me. Your freedom is a concept, not a concrete one.” Med andre ord, hvad enten trangen til frihed handler om ytringsfrihed eller køer, så deler syrerne den.

Og samtalen, debatten og refleksionen er målet med Top Goon – Diaries of a Little Dictator. Afmaskeringen af regimet. Italesættelsen af den sociale uretfærdighed, lighed for loven, ligestilling. Masasit Mati har også lavet afsnit der handler om piger der sætter sig op imod deres fædre, om kvindernes rolle i revolutionen osv. osv.

Der skal skabes en kritisk kultur. Etableres en konstruktiv debat, som ikke kun peger fingre men også vender blikket ind ad. Derfor vil næste sæson og de kommende episoder bl.a. forholde sig kritisk til oppositionen. De nye afsnit kan ses til efteråret.

Efter et par timer, 17 kopper kaffe og 2 pakker smøger senere siger vi farvel til hinanden, dér i solen på en fredelig fortovscafé i Beirut, fjernt fra kampene og den virkelighed, som vi har talt om.

Jeg er ikke sikker på, at jeg helt kan fatte, hvad det vil sige at sætte livet på spil for at skabe en bedre fremtid. Og det er mit privilegium. Men Jameels sidste ord, før vi tager afsked, sidder stadig i mig og begrænser sig ikke til frontlinjen i det arabiske forår.

”The revolution is about rediscovering your own humanity.”This is also a personal revolution for each and one of us.” Der er meget på spil, og meget mere end blot at vælte en diktator.