Diplom i dialog: Kampen mod religiøse stereotyper

Et medlem af Det Muslimske Broderskab, en shiamuslim, der har smidt tørklædet, og en kristen studerende har én ting til fælles: et diplom i interreligiøs forståelse som har udfordret deres fordomme om hinanden.

Emad er medlem af Det Muslimske Broderskab og sheik i Al-Fayoum, Egyptens ældste by 130 kilometer sydvest for Kairo. Al-Fayoum er en mindre by med en blandet befolkning, og sheiken fremhæver, at han har kristne blandt sine bekendte. Men han understreger, at der er sket en stor mental forandring med ham over de sidste måneder.

”Tidligere ville jeg ikke have drømt om for alvor at tale med en person af en anden overbevisning end jeg selv har. Dialogprogrammet har ændret den måde, jeg tænker på,” siger han.

Religiøse ledere har en meget vigtig rolle at spille lige nu for at sætte en stopper for uhyrlighederne omkring os. Der er ingen tid at spilde Mireille, en kristen studerende fra Damaskus.

Programmet, som sheiken har deltaget i, hedder ”Leaders for Interreligious Understanding” (LIU) og er arrangeret af den folkekirkelige organisation Danmission i samarbejde med lokale partnere fra Syrien, Libanon og Egypten.

Formålet med seminaret er at uddanne ledere og meningsdannere fra Mellemøsten og Danmark i øget forståelse og debat mellem religionerne. Seminarets 40 deltagere fra Syrien, Libanon, Egypten og Danmark fik i Beirut i november diplom på, at de har gennemført et lederkursus i interreligiøs forståelse.

Sheiken er ikke den eneste, der føler, at seminaret har udfordret hans fordomme. ”Seminaret har grundlæggende forandret mit liv. Det har oversat dialog fra teori til praksis”, siger Yassmine, en ung muslimsk kvinde med et markant og resolut ansigt og et hvidt tørklæde om håret.

Dialog i en krisetid

Det er ikke fordi, der kun er ros til arrangørerne. Men det meste af kurset høster ubetingede lovord: ikke mindst fordi deltagerne har haft til opgave at arrangere et interreligiøst forløb i deres hjemstavn. Eksempelvis arrangerede Yassmine, der er redaktør på den egyptiske avis Al Akbar, et kursus for journalister fra Egyptens ledende medier for at forbedre branchens etik.

”Medier går altid efter, hvad der sælger bedst, også selv om det kan udløse og puste til farlige spændinger mellem religiøse grupper. Det er altafgørende, at journalister overholder etiske retningslinjer, så de ikke bidrager til at skabe religiøse stereotyper”, siger hun.

Ines, en gnistrende libanesisk kvinde med langt, krøllet, rødblondt hår i en dristig sort blondekjole, illustrerer, hvor svært det er at nedbryde religiøse stereotyper, selv hvis man har viljen til det. Ines, der er klinisk psykolog, er vokset op som shiamuslim, men valgte som 38-årig at tage sløret af og leve sekulært.

”Jeg føler stadig smerten over at forlade min religion. Jeg håber, at jeg i løbet af helingsprocessen vil blive i stand til at tale med hvem som helst. Jeg har stadig svært ved at nærme mig et medlem af Det Muslimske Broderskab. Det er meget pinefuldt for mig.”

Fakta:

”Leaders for Interreligious Understanding” (LIU) er et træningsprogram for 40 religiøse og sekulære ledere og meningsdannere fra Libanon, Syrien, Egypten og Danmark. Dialogseminaret, som Danmission står bag, skal ruste deltagerne til at agere i interreligiøse sammenhænge og skabe større forståelse mellem folk fra forskellige religioner.

Mens dialogseminaret finder sted i Broumana, en landsby i bjergene øst for Beirut, hærger voldsomme uroligheder regionen. Egyptens politiske splittelse og borgerkrigen i Syrien blot 75 kilometer væk demonstrerer med al tydelighed, at der er akut mangel på interreligiøs forståelse i Mellemøsten. Libanon er i stigende grad ved at importere Syriens sekteriske uroligheder. Eksempelvis blev den iranske ambassade i Beirut angrebet af to selvmordsbombere i november, hvor 25 mennesker blev dræbt.

Mireille, en kristen studerende fra Damaskus, illustrerer de stigende spændinger mellem religionerne:

”Jeg har mistet mange venner. De er blevet dræbt i Syriens borgerkrig, er i fængsel, eller krigen har drevet os fra hinanden,” siger den sortklædte unge kvinde med mørkt, halvlangt hår og et sølvkors dinglende om halsen.

”Religiøse ledere har en meget vigtig rolle at spille lige nu for at sætte en stopper for uhyrlighederne omkring os. Der er ingen tid at spilde.”