Dogme95 vækket til live på kvinde-filmfestival i Kairo

I 1995 satte Dogme-genren gang i debatten om frihed og begrænsninger i dansk filmkunst. Nu er den måske relevant i Egypten. Instruktør Annette K. Olesen genoplivede - midlertidigt - Dogme95 på Cairo Women’s Film Festival.

Den iranske filminstruktør Abbas Kiarostamis debuterede i 1970 med en kort børnefilm, hvis handling er ganske simpel.

“Alle filmfolk her i denne region er tvunget til at forholde sig til begrænsninger.” Amal Ramsis grundlægger af Cairo International Women’s Film Festival

En dreng er på vej hjem med brød fra bageren, da han i en lang, snæver gyde støder på en aggressiv, gøende hund. Drengen står længe og overvejer, hvordan han mon skal komme forbi hunden og hjem til sin mor. Da han endelig finder ud af at kaste lidt brød til hunden, holder den ikke blot op med at gø, men følger logrende i hælene på drengen hele vejen hjem. Her bliver hoveddøren imidlertid lukket foran snuden på den glade hund, som lægger sig til at vente på, at en ny dreng kommer gennem gyden.

Mange børn vil nok kunne genkende angsten for et dyr, der er i øjenhøjde med dem selv. Men for den voksne iraner vil konfrontationen med frygten i trange rum uden flugtveje kunne give associationer til noget større i samfundet.

”Jeg synes det er en meget politisk film. Det er bare meget indirekte og subtilt”, siger den egyptiske instruktør Amal Ramsis.

Hun fortæller om ‘Brødet og Gyden’, som kortfilmen hedder, fordi hun mener den er et godt eksempel på, hvordan begrænsninger i den kunstneriske frihed kan føre til interessante og originale filmproduktioner i Mellemøsten. Lidt på samme måde som da en række danske instruktører pålagde dem selv en række begrænsninger med Dogme 95 og indspillede nyskabende og internationalt anerkendte film.

Begrænsninger skaber kreativitet

Vi snakker om Dogme, fordi Amal Ramsis som grundlægger og leder af Cairo International Women’s Film Festival har inviteret Annette K. Olesen til at give en masterclass om det danske filmeksperiment. Det er 12 år siden Annette K. Olesen havde premiere på den sidste af de ti danske Dogme-film, men tankerne bag filmoprøret er stadig meget relevante i en mellemøstlig sammenhæng, mener Amal Ramsis.

”Alle filmfolk her i denne region er tvunget til at forholde sig til begrænsninger”, siger instruktøren.

”Der er selvfølgelig en vigtig forskel, fordi Dogme-instruktørerne selv valgte sig deres begrænsninger. De blev ikke pålagt dem udefra. Men det er stadig den samme udfordring. Hvordan forholder du dig til begrænsninger og forsøger at bruge dem kunstnerisk?”, siger hun.

Når de iranske instruktører gennem 40 år har haft så stor succes, mener Amal Ramsis, at det skyldes, at de med kreativitet har omgået begrænsningerne og skabt nogle unikke værker. Havde de været frie til at indspille alle de film, de ønskede, var det ikke sikkert, at resultatet var blevet ligeså originalt.

”Selvfølgelig er frihed altid at foretrække, men hvis du er en dygtig filmmager kan begrænsninger være godt for din kreativitet”, siger Amal Ramsis mellem to forestillinger på festivallen.

Begrænsningens kunst

Kortfilmen ‘Brødet og Gyden’ fra 1970 blev den første af mange børnefilm, som Abbas Kiarostami lavede for filmafdelingen på Teherans Institut for Intellektuel Udvikling af Børn og Unge, som han selv var med til at grundlægge. Ved at lave film til børn og unge kunne Kiarostami og andre iranske filminstruktører undslippe nogle af de begrænsninger, der normalt ville blive lagt på voksenfilm, og adressere vigtige problematikker i landet gennem poetiske og allegoriske fortællinger med børn i hovedrollerne. Filmafdelingen blev med tiden en af de af mest respekterede iranske filmstudier og spillede en vigtig rolle i udviklingen af den iranske ‘new wave’-bevægelse.

For egyptiske filmfolk er begrænsninger af alle slags også en del af hverdagen. Ikke kun når der er emner, det kan være svært at beskæftige sig med. Men også når der næsten ikke er penge til andet end mainstream film, der kan sælge mange biografbilletter. Det tog eksempelvis instruktøren Tamer Said ni år at færdiggøre hans længe ventede film ‘In the Last Day of the City’ – som for nylig havde sin verdenspremiere på Berlinalen – selv om filmen er blevet lavet på et meget lille budget.

Begrænsningerne er frustrerende og kan være dødelige for kreativiteten. Men det er vigtigt altid at huske, at de også kan føre til noget positivt, mener Amal Ramsis. Derfor synes hun, det var en god ide at få Annette K. Olesen til at fortælle om, hvordan danske instruktører helt frivilligt pålagde dem selv begrænsninger i filmkunstens navn. For hvad end man som instruktør med vilje spænder ben for sig selv, eller om det er undertrykkende regimer eller konforme produktionsselskaber, der gør det, så kan benspændet fremme kreativitet.

”Det er en god øvelse at betragte begrænsninger, som noget der kan være positivt. At det ikke nødvendigvis er dårligt, at man ikke kan gøre lige som man har lyst til”, siger Amal Ramsis.

Annette K Olesen og Amal Ramsis til Cairo Womens filmfestival. Foto: Rasmus Steen
Annette K Olesen og Amal Ramsis til Cairo Womens filmfestival. Foto: Rasmus Steen

En håndgranat i æstetikken

Derfor står Annette K. Olesen en februar-aften i Kairo foran en fyldt sal på det tyske kulturinstitut, Goethe Institut, hvor publikum netop har set hendes Dogme-film, ‘Forbrydelser’.

”Jeg er her ikke for at promovere ideen Dogme”, lægger den 50-årige instruktør ud med at slå fast, ”for Dogme er død”.

Cairo Womens Film Festival har i år landefokus på Danmark og i alt seks danske film på programmet. International Media Support (IMS), som støtter kvindelige egyptiske dokumentarister, har i år støttet festivalen og sørget for at både Annette K. Olesen og andre danske instruktører har kunnet komme til Kairo. IMS arbejder med dokumentaristerne som en del af et regionalt dokumentarfilm-program under Det Arabiske Initiativ.

Annette K. Olesen viser Dogme95’s ti ‘kyskhedsløfter’ på skærmen i salen og forklarer, at ideen med Dogme var at gøre op med den herskende fokus på æstetik, specialeffekter og genrer i filmverdenen. Fokus skulle tilbage på filmmediets essens – historiefortællingen og skuespillet. Men med tiden blev Dogme til en genre i sig selv og begik dermed selvmord. ‘Forbrydelser’ blev den sidste danske film under Dogme95.

Men derfor kan der stadig godt være behov for det, som Dogme fungerede som, da det blev født i midt halvfemserne, forklarer Annette K. Olesen.

”Der er stadig brug for en håndgranat i æstetikken”. 

“Der er brug for flere kvindelige instruktører, ikke bare her i Egypten, men i hele verden, for vi har brug for at se verden gennem kvinders perspektiv.” Amal Ramsis grundlægger af Cairo International Women’s Film Festival

Dette skyldes ikke mindst at æstetik kan være dyrt, og det er et endnu større problem nu end tidligere. Over hele verden er filmbranchen presset af udviklingen i medieforbrugere i en online tidsalder, hvor adgangen til film aldrig har været lettere og billigere. Jo større budget en film har, jo større er derfor risikoen for at en producent vil blande sig i de kunstneriske visioner for at sikre sig, at filmen kan give overskud.

”Det som Dogme beviste er, at du ikke behøver alt muligt dyrt udstyr og teknik for at lave en god film. Det kræver blot et godt manuskript og nogle dygtige skuespillere. Vi instruktører tror ofte, vi har brug for et stort budget for at kunne lave en stor film, men det er ikke sandt. Jeg kan lave en film blot med en mobiltelefon”, siger Annette K. Olesen og vifter med en usynlig telefon i hånden.

Trailer – 9th Cairo International Women’s Film Festival, 2016 from Amal Ramsis on Vimeo.

En kvinde-filmfestival for mænd som kvinder

Begrænsninger og benspænd er en global udfordring, og Amal Ramsis håb er, at denne erkendelse vil give opmuntring til unge, egyptiske kvinder, der møder megen modstand, når de forsøger at lave film.

”Målet med festivalen er at opmuntre flere kvinder til at turde blive filmmagere, selv om det er svært. Det er vores måde at støtte dem på, at vi viser dem film fra hele verden og giver dem mulighed for at udveksle erfaringer med kvinder fra hele verden. For der er brug for flere kvindelige instruktører, ikke bare her i Egypten, men i hele verden, for vi har brug for at se verden gennem kvinders perspektiv”, siger festivallederen.

I år er det niende gang, at festivalen afholdes, og den bliver ved med at vokse – både i antallet af film og i størrelsen af publikummet. Til stort set hver en filmvisning er salene fulde, og som Amal Ramsis påpeger, adskiller Cairo Womens Film Festival sig på et afgørende punkt fra de fleste andre kvindefilms-festivaller rundt om i verden.

“Vi begynder at kunne ane en lille udvikling i antallet af unge, der griber kameraet og kommer ud med et godt resultat.” Rasmus Steen, dokumentarprogramleder, IMS

”Normalt er publikummet overvejende kvinder på sådan en festival. Men her er halvdelen af publikum som regel mænd, og de engagerer sig ligeså meget i diskussionerne om kvinderne”, siger hun.

Det samme oplevede Rasmus Steen, som er ansvarlig for IMS’ program for iransk og arabiske dokumentarfilm. De sidste to år har IMS støttet Cairo International Women’s Film Festival. “Festivalen har et stærkt fokus på kvinder og den tætte kontakt mellem deltagere og publikum giver anledning for konstruktiv og faglig dialog”, siger han. “Det er et unikt forum for kvindelige filminstruktører og producere ikke kun fra Egypten og den arabiske verden men også internationalt fra Sydamerika og Europa.”

Rasmus Steen glæder sig generelt over at se, et stigende antal unge kvinder i de arabiske og iranske filmmiljøer.

“IMS har støttet arabisk og iransk dokumentarfilm gennem de sidste 10 år, og vi begynder at kunne ane en lille udvikling i antallet af unge, der griber kameraet og kommer ud med et godt resultat. Men lad det være sagt, at der er lang vej endnu før især dokumentarfilm i MENA bliver et kommercielt fortagende, der kan stå på egne ben,” siger han.

IMS dokumentarfilmprogram

  • Over 300 filmfolk har deltaget i programmet, hvoraf mere end 50 procent er kvinder.
  • 11 co-produktioner er etableret mellem arabiske, iranske og danske filmfolk. Tre af disse har modtaget internationale priser, seks film er stadig i produktion.
  • Deltagere i IMS’ filmkurser har produceret 65 korte dokumentarfilm. Alle er blevet screenet på filmfestivaler. To har modtaget internationale priser.
  • Den syrisk producerede dokumentar “Return to Homs” vandt juryens pris på Sundance Film Festival 2014 i USA og blev nomineret til Årets Bedste Dokumentarfilm på IDFA 2013. Filmen skabte massiv offentlig debat internationalt herunder artikler i The Guardian og New York Times og tv-transmissioner i mere end 40 lande verden over. Til dato er filmen set af omkring 40 millioner seere.