Egypten på vej mod Demokrati

Billederne af ’ungdomsoprøret’ på Tahrir-pladsen er printet ind i vores bevidsthed, og det samme er mediernes fortælling om revolutionen som båret af sociale medier som Facebook og Twitter. Denne bog fortæller en anden historie om Det Arabiske Forår – en historie om en rettighedskamp, der er startet fra neden og har den egyptiske arbejder i centrum.

Egypterne ved godt, at den egyptiske revolution ikke startede med demonstrationerne mod Hosni Mubarak i januar 2011, men længe før med en faglig kamp og strejkebevægelse, der har dannet grundlag for Egyptens rolle i Det Arabiske Forår.

En konkret, faglig kamp, som har ført til at en ny uafhængig fagbevægelse og en ny bevidsthed om rettigheder har vundet frem.

En kvindes centrale kamp

Syerske og mor til fire –­ Wihad Demerdash – var i 2006 en hovedkraft bag organiseringen af 24.000 tekstilarbejderes strejke i Mahalla nord for Kairo, hvor hun stod for mobiliseringen af 7.000 kvinder. Strejken blev en stor succes og inspirerede arbejdere over hele landet til at strejke og stille krav.

Hendes historie viser, at det altså i høj grad var arbejderne, der viste vej i kampen for sociale og økonomiske rettigheder, og det er den kamp, der danner bagtæppe for de brede demonstrationer, der førte til den egyptiske revolution og Hosni Mubaraks fald.

Bogen er en antologi med bidrag fra:

Pernille Bramming: journalist og redaktør på Weekendavisen og forsigtig optimist i forhold til den politisk-økonomiske situation i Egypten.

Lasse Ellegaard: journalist på Dagbladet Information, skriver om militærets kyniske udnyttelse af de unge demonstranter – ’militærets nyttige idioter’, som han kalder dem – og beskriver militærets økonomiske og politiske magt.

Eva Plesner: journalist, bosat i Kairo, skriver om fagbevægelsens kamp for fodfæste – og om de sidste ti års strejker og aktioner, der danner bagtæppe for revolutionen.

Henrik Vistisen: antropolog og konsulent for bl.a. ILO, analyserer Egyptens økonomi og fremtidsperspektiver i forhold til arbejdsløshed, uddannelsesbehov og vækst.

Wafaa Osama: arbejder for Ulandssekretariatet i Kairo, skriver sammen med journalist Helen Hajjaj om ILO konventionerne og deres (manglende) implementering på det egyptiske arbejdsmarked. Det er præget af underbetaling, børnearbejde, ulighed, kontraktansættelser mv.

Billederne i bogen er taget af Tine Harden og Flemming Weiss Andersen.
Forord af udviklingsminister Christian Friis Bach, af LO og FTF formændene Harald Børsting og Bente Sorgenfrey – og af Ulandssekretariatets sekretariatschef Mads Bugge Madsen og Henrik Als.

Bogen er redigeret af tidligere DR-journalist Helle Schøler Kjær, der er kommunikationskonsulent i Ulandssekretariatet LO/FTF Council.

For yderligere informationer og kontakt til bogens forfattere, kontakt
Helle Schøler Kjær,
Kommunikationskonsulent og redaktør
Ulandssekretariatet LO/FTF Council
Tlf. 27520406/ Mail: hsk@loftf.dk