Den egyptiske feminismes ukendte soldat får nyt liv

Den ukendte soldat er Hawa Idris blevet kaldt. 80 år senere kender få egyptere hendes navn, og selv dedikerede feminister havde aldrig hørt om hende, før end at hendes erindringer blev fundet frem fra gemmerne på Det Amerikanske Universitet i Kairo. Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen

Hun er den eneste på fotoet, som er klædt i hvidt. Mens de andre kvinder poserer for fotografen i sorte kjoler og med en hånd på hoften eller under hagen, står Hawa Idris lidt for sig selv med et stift udtryk i ansigtet og knuger en lille håndtaske under armen.

Vi er tilbage i begyndelsen af 1930’erne, da det sort-hvide foto af en gruppe egyptiske feminister blev taget. Hawa Idris er kun 21 år gammel, men allerede opslugt af kampen for et mere retfærdigt samfund og ikke mindst for at sikre kvindernes rettigheder.

Men hverken på denne dag eller senere i hendes liv er det hende, som tiltrækker sig mest opmærksomhed. Hawa stiller sig i skyggen af sin elskede kusine, den feministiske frontfigur Hoda Shaarawi, i hvis hjem hun er vokset op. Men med sin dedikerede indsats er Hawa afgørende for, at den Egyptiske Kvindeunion kommer til at spille en prominent rolle i især 30’erne og 40’erne.

“Historien lærer os en masse, som kan synes langt væk, men som faktisk er utrolig relevant for os lige nu. Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at feminisme i Egypten ikke er et nyt fænomen, men går helt tilbage til slutningen af 1800-tallet.”  Hoda Elsaddaaf, kønsforskeren og grundlæggerne af The Women and Memory Forum

Den ukendte soldat er Hawa Idris blevet kaldt. 80 år senere kender få egyptere hendes navn, og selv dedikerede feminister havde aldrig hørt om hende, før end at hendes erindringer blev fundet frem fra gemmerne på Det Amerikanske Universitet i Kairo. Nu skal Hawas navn og fortælling frem i lyset gennem publiceringen af en erindringsbog og lanceringen af en udstilling med billeder fra hendes liv.

”Hun giftede sig aldrig, men ofrede alt for sit arbejde med børn og for det feministiske arbejde. Hun var en meget stærk kvinde,” fortæller Sania Shaarawi, barnebarn til Hoda Shaarawi, til lanceringen af udstillingen på et bibliotek i Kairo.

”Jeg elskede hende højt, og hendes erindringer lå hos mig. Jeg ønskede at gøre noget for hende og dele hendes historie med andre,” siger Sania Shaarawi.

Det er organisationen The Women and Memory Forum i Kairo, som har stået for arbejdet med at sætte Hawa Idris’ håndskrevne dagbogsnotater sammen til en erindringsbog. Dermed kommer der endnu en bog på hylden i organisationens bibliotek, som fungerer som et arkiv for kvindekampens historie i Egypten og i den arabiske verden.

”Jeg synes det vigtigt at forstå historien for at kunne forstå fremtiden. Historien lærer os en masse, som kan synes langt væk, men som faktisk er utrolig relevant for os lige nu. Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at feminisme i Egypten ikke er et nyt fænomen, men går helt tilbage til slutningen af 1800-tallet,” siger en af grundlæggerne af The Women and Memory Forum, kønsforskeren Hoda Elsadda.

Organisationen forsøger at arbejde imod den udbredte opfattelse i Egypten af, at kampen for kvinderettigheder er importeret fra Vesten. Vigtige dele af Egyptens nyere historie er gået tabt i den årelang politiske strid om landets identitet, og især den feministiske aktivisme er forsvundet ud af den nationale fortælling, da den hverken passer ind i den nationalkonservative eller islamistiske historieforståelse. Derfor kan en personlighed som Hawa Idris, der ikke blot satte sit aftryk på Egypten, men var internationalt aktiv, gå hen i forglemmelse, hvis ingen forsøger at skrive hendes historie ned.

”Den egyptiske kvindebevægelse går langt tilbage i tiden, og ved at dokumentere dette kan nutidens feminister tilbagevise det meget hyppige argument, at ligestilling er et ’u-egyptisk’ eller vestligt koncept, som ikke hører hjemme i Egypten. At kende sin historie giver legitimitet til nutidens kvindebevægelse,” siger Katarina Blomqvist, seniorkonsulent i KVINFO.

Udgivelsen af Hawa Idris erindringer og fotoudstillingen er støttet af KVINFO med midler fra Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) som en del af et projekt, der også indbefatter workshops og studieture til Danmark. KVINFO samarbejder desuden også med The Women and Memory Forum om databasen Who Is She in Egypt, som skal rette mere opmærksomhed på nutidens kvindelige eksperter og andre kvindeprofiler i det egyptiske samfund.

Rollemodeller for nutidens feminister

Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen
Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen
Det giver mig en følelse af at være en del af en bevægelse med dybe rødder. Vores kamp er ikke ny, og den slutter heller ikke i morgen. For alle de mange kvinder, som har været politisk aktive de senere år, er det vigtigt, at vi kender vores historie, og at der er nogle rollemodeller, vi kan lære af, ” Maissan Hassan, egyptisk feminist

I disse år kan det være sundt for aktivisterne at blive mindet om, at tidligere generationer stod overfor mange af de samme problemer. Det siger Maissan Hassan, en 32-årig feminist, som har været med til at gennemlæse og sortere Hawa Idris’ notater.

”Det giver mig en følelse af at være en del af en bevægelse med dybe rødder. Vores kamp er ikke ny, og den slutter heller ikke i morgen. For alle de mange kvinder, som har været politisk aktive de senere år, er det vigtigt, at vi kender vores historie, og at der er nogle rollemodeller, vi kan lære af, ” siger hum

I Hawas erindringer fra 60’erne og 70’erne er der mange bitre betragtninger over, hvordan den fremgang, som kvinderne opnåede som en del af kampen for Egyptens selvstændighed, blev bremset, da det nye styre sætter sig på magten i 1952.

På et af billederne i udstillingen om Hawa Idris ser man hende stå smilende side om side med Egyptens første præsident, Mohamed Naguib. Men blot nogle år senere forsøgte statsapparatet at monopolisere spørgsmålet om kvinderettigheder.

”Der er mange ligheder mellem det, vi gennemlever i dag, og det som Hawa gennemlevede på hendes tid. Det lærer os at være hårdføre i modgang, ” siger Maissan Hassan.

For KVINFO har dette præcis været hensigten med at støtte projektet.

”Historien viser os, at intet sker for første gang, der findes altid historiske paralleller, som vi kan lære af. Ved at udgive Hawa Idris erindringer og gennem en enkel fotoudstilling vises, hvordan det gik for Egyptian Women’s Union i 1950’erne. På den måde kan historien hjælpe os til at forstå samtiden og give mod til at kæmpe videre, ” siger Katarina Blomqvist.

 

Om KVINFOs samarbejde med WMF

Women and Memory Forum er en NGO startet i 1995 af en gruppe akademiske feminister, som nu 20 år senere stadig er aktive i WMF ved siden af deres universitetskarrierer.  WMF er et kønsforskningsbibliotek, arkiv og videnscenter, som formidler kønsforskning og kvindehistorie. WMF har i de senere år opbygget et omfattende arkiv af ”oral history”-optagelser om kvinders erfaringer i kvindebevægelsen i Egypten og særligt revolutionen fra en kvindevinkel. KVINFO har samarbejdet med WMF siden 2008 om ekspertdatabasen Who is She in Egypt og flere andre projekter, blandt andet en stor konference om islamisk feminisme i 2012, som resulterede i bogen ”Feminist & Islamic Perspectives; New Horizons of Knowledge and Reform” og nu senest udgivelsen af Hawa Idris memorier.