El-Rehla styrker Egyptens beskæftigelse – med sand under fødderne

Egypten kæmper med høj arbejdsløshed og lav inklusion af kvinder og unge på arbejdsmarkedet. Organisationen El-Rehla samler arbejdsmarkedets parter på Sinai-halvøen for at finde løsninger på problemerne og styrke samarbejdet mellem de involverede institutioner.

Organisationen El-Rehla afholdt for anden gang deres employment ecosystem camp i Sydsinai fra den 15.-17. november i samarbejde med Oxfam og Wuzzuf – Egyptens førende online rekrutteringsportal

Eventet varede i tre dage og tiltrak over 50 professionelle, der er direkte involverede i arbejdsmarkedet – inklusive HR-managers, forretningsudviklere, konsulenter inden for læring og udvikling samt en række repræsentanter fra lokale og internationale organisationer.

”Arbejdsmarkedet og dets forskellige parter var den allerførste sektor, som vi ønskede at organisere en camp for og det er fordi, at vi anser arbejdsmarkedet som et af Egyptens absolutte smertepunkter,” siger medstifter af El-Rehla, Dalia El-Said.

Over 50 personer fra forskellige institutioner, der alle er involverede i bekæftigelse og arbejdsmarked deltog i El-Rehlas camp.

Egypten kæmper – som mange andre lande i Mellemøsten og Nordafrika – med en høj arbejdsløshed, særligt blandt unge. Landet har en stor uformel arbejdssektor og en tendens til faldende inklusion på det formelle arbejdsmarked. Desuden rangerer Egypten lavt på World Economic Forum’s Global Competitiveness Index fra 2019, som nr. 93 ud af 140 lande.

Vi anser arbejdsmarkedet som et af Egyptens absolutte smertepunkter

Dalia El-Said
El-Rehla

Det er nogle af grundene til, at organisationen El-Rehla har taget udfordringen op og nu forsøger at skabe mere samarbejde mellem arbejdsmarkedets forskellige parter.

”På grund af de konstante fyringer og det store skel mellem udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet, mente vi, at det var vigtigt at organisere en employment ecosystem camp, så alle de væsentlige institutioner, der indgår i arbejdsmarkedets kredsløb, får mulighed for at mødes og indgå partnerskaber, så de kollektivt kan forsøge at finde strategiske løsninger på de her problemer,” siger El-Said.

Det er afgørende, at campen finder sted udenfor deltagernes vante omgivelser. Ifølge arrangørerne rusker det op i deres vante tankegange.

”Vi tror på værdien af at bringe folk sammen”

En række temaer, der relaterer sig til ansættelse og arbejdsmarked, var i fokus i løbet af campens tre dage: Tiltrækning af talenter, HR-trends, arbejdsmiljø, tidlig tilbagetrækning, kløften mellem arbejdstageres kompetencer og virksomhedernes behov, organisationskultur og spørgsmålet om, hvordan fremtidens arbejdsplads skal se ud.

”Manglende samarbejde mellem interessenterne på arbejdsmarkedet er en af de allervæsentligste grunde til, at det egyptiske arbejdsmarked er sløvt. Dette retreat er en fantastisk mulighed for alle involverede for at mødes og lære om hinanden og sammen navigere udenom de faldgruber, der findes i systemet,” siger Amira Amin, der er head of career coaches team hos Wuzzuf.

Både facilitatorer og deltagere skal op og tale foran gruppen i løbet af campen. Ideen er, at alle skal forsøge at dele deres tanker, holdninger og usikkerheder med resten af gruppen.

Også Oxfam ser store fordele ved El-Rehlas camp og har derfor valgt at støtte den med midler fra Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.

”En af grundene til, at Oxfam har valgt at støtte campen, er, at den tilbyder en platform, hvor arbejdsmarkedets forskellige parter kan finde sammen i en uformel atmosfære, hvor al konkurrence er taget ud af ligningen, så de konstruktivt kan diskutere, hvordan man kan styrke synergien gennem samarbejde. Vi mener, at det vil styrke både interessenterne og arbejdsmarkedet som helhed,” siger Youmna El Khattam, der er Youth Participation and Employment Program Coordinator hos Oxfam. 

“Vi tror på værdien i at bringe folk sammen og skabe nogle rammer, der gør dem i stand til at løse nogle af de udfordringer, vi står overfor. Efter noget tid vil arbejdsmarkedets kredsløb forbedres og der vil ikke længere være brug for hjælp fra eksternt financierede programmer,” siger El Khattam.

Drop den traditionelle networking

Det ser ud til, at det er ved at være passé at sætte folk i et konferencerum, hvor de i kaffepauserne chatter lidt og udveksler visitkort. I hvert fald, hvis du spørger El-Rehla. Organisationens industri-specifikke retreats er et forsøg på at gentænke måden, vi netværker på. En af de metoder, som El-Rehla bruger, er den såkaldte ”White Space Time” for deltagerne.

”Vi tager deltagere med professionelle ligheder eller karriereinteresser ud af det daglige program og sætter dem sammen i mere intime og afslappende rammer, som gerne skulle medvirke til, at de slipper deres strategiske tankegang og åbner op for en mere flydende og kreativ strøm, der egner sig bedre til at skabe samarbejde mellem sektorerne,” sige El-Said.

Hun tilføjer:

”Omgivelserne er afgørende for, at campen kan blive en succes. Det, at den finder sted langt væk fra deltagernes vante omgivelser, gør, at det er lettere for dem at komme med et åbent sind, reflektere sammen og måske også revurdere deres egne vaner og arbejdsgange. Det sker gennem forskellige aktiviteter, som ikke kan finde sted i et normalt kontormiljø,” siger El-Said.

”Vi sikrer os altid, at deltagerne er fuldt ud nærværende og opfordrer dem til at udsætte sig for så lidt teknologi som muligt, mens campen står på. Vores erfaring er, at det er sådan, de få mest ud af den” siger hun.

En stor del af campen handler om at skabe rammerne for, at deltagerne kan udvikle nogle meningsfulde relationer, der helst skal vare længere end forretningskontakter ofte gør.

I det hele taget handler campen om at hive deltagerne ud af deres vanlige omgivelser og dermed også ud af deres vanlige tankegang.

”Det er en perfekt mulighed for at bryde ud af det daglige trommerom og den stress, det kan skabe at være meget fordybet i den tekniske eller driftsmæssige side af ens arbejde. Campens placering er ideel til at skabe balance mellem at gøre forretning og knytte bånd – og det er det, der skaber en kreativ og uortodoks tankegang hos deltagerne,” siger Hassan Abdel Qahar, der er managing partner and career coach hos Discover Your Talents (DYT).

Identifikation, tillid og samarbejde

En stor del af programmet er dedikeret til at hjælpe deltagerne med at komme ud af deres skal, sige deres meninger og dele deres usikkerheder.

“Når først folk får løsnet op, så tager de deres forskellige professionelle hatte af og begynder at skabe oprigtige forbindelser til hinanden. Forbindelser, der bygger på alt det, de har tilfælles,” siger El-Said.

”Vi oplever, at når de pludselig får mere at vide om hinanden, så er det lettere at skabe identifikation. Og når først den er skabt, så kommer tilliden og dermed villigheden til at samarbejde,” siger Amira Hossam, som er facilitator på El-Rehla.

”En af de primære mål for dette retreat er at forbedre beskæftigelsessektoren ved at gøre deltagerne i stand til at udvikle realistiske strategier. Når det er sagt, så sørger vi stadig for at engagere hele spektret af arbejdsmarkedets interessenter på campen,” siger Hossam.

Hun tilføjer:

“Vi vil styrke kommunikationen mellem deltagerne og på den måde også give de organisationer, som de repræsenterer, et løft, så de bærer deres del af ansvaret i det kredsløb, som udgør arbejdsmarkedet. Derudover giver vi deltagerne en chance for at afsøge forskellige muligheder for at indgå i professionelle partnerskaber eller udvide deres forretninger.”

Campens afslutning er kun begyndelsen. El-Rehla og de andre organisatorer sørger for at sikre sig, at den efterfølgende kommunikation fortsætter.

”Vi gør alt, hvad vi kan for, at de ideer, der blev diskuteret i løbet af opholdet og de anbefalinger, der blev fremsat, bliver inkluderet i en omfattende rapport, der bliver delt ud til alle deltagere. Derudover sætter vi deltagerne sammen i online-grupper,” siger El-Said.

”Vi organiserer også møder hvert kvartal, så deltagerne kan følge op på, hvor langt de er kommet med at realisere de mål, de satte under campen.”

Hvad siger deltagerne?