Filmisk fortælling i Palæstina

Tahreer and Assa

Vi taler tit om sandheden som noget helligt. Som noget vi skal stræbe efter og beskytte. Vi taler om de hårde facts, om de beviselige klimaforandringer og om den udbredte hungersnød i Afrika.

Og vi taler om virkeligheden for palæstinenserne under besættelsen.

Men på trods af den frie adgang til alverdens statistikker og fakta er vi som mennesker i stand til at fortrænge og leve vores hverdagsliv uden større bekymringer.

Måske er det et kynisk overlevelsesinstinkt, men den amerikanske professor Judith Butler forsøger at forklare det ud fra et filosofisk perspektiv: har en afdød person ikke først været i live i et menneskes bevidsthed bliver det en filosofisk umulighed for mennesket at sørge over den afdøde.

Journalistikkens begrænsninger

Det kan være en forklaring på den udbredte afmagtsfølelse og koldhed over for nyheder fra verdens brændpunkter. Journalistikken er selvsagt nødvendig, men den har sine begrænsninger, og adgangen til følelsesliv er en af dem.

Film derimod, kan – uden hensyn til nyhedskriterier – give os adgang til følelser og psykologier hos mennesker fra fjerne og ukendte virkeligheder, på en så overvældende måde, at menneskerne på skærmen kommer til live, lige der for øjnene af os.

Håndgribelig sympati?

I efteråret 2012 befandt jeg mig i Ramallah. Palestinian Centre for Peace and Democracy havde i samarbejde med KBH Film & Fotoskole fået realiseret projektet Youth:Occupied og bragt tolv unge mennesker, danskere og palæstinensere, sammen for at lave film om palæstinensernes virkelighed.

Sammen med min palæstinensiske kollega Hanna Atallah skulle jeg agere mentor for gruppen, som på forhånd havde forberedt sig på emner og temaer.

Men Gaza var under angreb og i vores Facebook-feed konfronterede vores nye venner os med billeder af døde palæstinensiske børn. Og så startede diskussionen: et billede af et dødt barn burde være det ultimative bevis på en systematisk undertrykkelse, men havde det virkeligt den ønskede effekt?

Kunne vi i samarbejde udtrykke os gennem lyd og billeder på en måde, der ikke skabte afmagt, men håndgribelig sympati og indlevelse i andre menneskers liv?

Følelser og intellekt

Svaret blev heldigvis ja. De tolv unge endte med at producere tre vidt forskellige film. Den ene om et brødrepars håb og drømme i flygtningelejren Qalandia.

Den anden blev et poetisk billeddigt om kollektive og personlige minder fra opvæksten i en lille landsby uden for Jenin. Den tredje et portræt af Palæstinas eneste harmonikaspiller, der måtte håndtere, at hans familie i Gaza igen var i direkte livsfare, mens han sad på Vestbredden uden mulighed for at gøre andet end at udtrykke sig gennem sin kunst.

Alle lykkedes de med missionen: at få skæbnerne til at komme til live og publikum til at blive rørt. Det oplevede vi alle på egen krop under de mange visninger i både Palæstina og Danmark, hvor publikum responderede med følelser frem for intellekt og på de små 20 minutter hver film varede, havde publikum fået et lille indblik i en kompleks virkelighed af undertrykkelse og håb.

Fremtid og kontinuitet

Undervejs opdagede vi dog en mangel på kontinuitet for projektets palæstinensiske deltagere. Palæstina har ingen filmindustri og ingen højere kunstnerisk filminstitution at søge hen mod.

Hvor skulle de gå hen efter projektets afslutning? Flere havde fået blod på tanden og vist talent for at lave film. Men hvad så nu?

Efter lange samtaler og diskussioner blev vi enige om, at vi med Youth:Occupied i bagagen ville arbejde for at skabe et permanent filmværksted i Palæstina, et FilmLab, hvor talenter og nysgerrige kunne få lov at eksperimentere med filmmediet i både kunstnerisk og aktivistisk forstand.

Yough:Occupied
Yough:Occupied

Det kræver først og fremmest lokal opbakning, hvis projektet skal være fremtidssikret. Men energien er der og nysgerrigheden for at udforske metoder, der ligger langt fra Tv-mediets utålmodige journalistik, er også til stede.

Behovet for et sådant filmværksted kan ikke undervurderes. Unge mennesker har både ret til og brug for at udtrykke sig om deres egen virkelighed. Det er på tide, at palæstinenserne får mulighed for at fortælle deres egne historier. Historier der også i fremtiden vil være relevante at dykke ned i.

De tre film blev vist i Grand teatret i København den 1. februar 2013, hvor de modtog stående bifald fra en fyldt sal. Både de palæstinensiske filmmagere og deres danske samarbejdspartnere var til stede og svarede på spørgsmål fra publikum efter filmene.

Af Denniz Göl Bertelsen, Københavns Film –og Fotoskole

Projektet Youth:Occupied er blevet til som et partnerskab mellem Københavns Film og Fotoskole og den palæstinensiske organisation Palestinian Center for Peace and Democracy, PCPD. Læs mere om partnerne på kbhfilmogfotoskole.dk og pcpd.org

Projektet Youth:Occupied var støttet af Mellemfolkeligt Samvirkes Mellemøstpulje DEMENA. Puljen støtter samarbejde mellem danske organisationer og organisationer i Mellemøsten og Nordafrika.

Samarbejdet skal sigte på at fremme unges deltagelse, engagement og indflydelse i regionen og samtidig styrke dialog og gensidig forståelse mellem unge fra Danmark og unge fra regionen.

Puljen har tre årlige ansøgningsfrister – næste frist er 1. maj. For mere information kontakt Mettine Due, eller online.