Rapportage fra radiorapporteringens maskinværksted i Yemen

IMS støtter de uafhængige medier i Yemen. Foto: Rick McCharles Flickr

Undervisningen fandt sted i Sana’a og Aden; begge notorisk usikre steder at opholde sig i for udlændinge på grund af risikoen for bortførelser eller at blive fanget i krydsild, bombeattentater eller vejsidebomber. Det havde to vigtige konsekvenser.

Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg siger, og hvordan jeg opfører mig. Alle tror, jeg er korrupt, fordi jeg er tv-vært tv-journalist og deltager i IMS medietræning

En var, at modtagelsen af læreren, i dette tilfælde undertegnede, var overvældende. Jeg blev overdænget med gaver og taksigelser, som alle tog udgangspunkt i at jeg, trods balladen og risiciene, var dukket op. Da det var overstået, begyndte de systematisk og med stor entusiasme at suge al den erfaring, mit gamle liv rummer, ud af mig.

“Alle tror, jeg er korrupt, fordi jeg er tv-vært”

En anden konsekvens var, at jeg meget hurtigt måtte erkende, at man ikke kan undervise effektivt i journalistik og fortællekunst i Yemen uden at referere til den virkelighed, journalisterne arbejder i. De er under voldsomt pres og arbejder i et medielandskab, som er fragmenteret, sekterisk, korrupt, og hvor fordomme og politisk pres gør kampen for en fri presse vanskelig. At lade som om, at de ikke lever i en sådan virkelighed og i stedet holde mig til de fine teorier, ville ikke have fungeret.

DR journalist og forfatter Frank Esmann underviste yemenistiske journalister i radio journalistik på et IMS kursus i Yemen. IMS arbejde for frie og uafhængige medier i Yemen og resten af MENA-regionen er støttet af Det Arabiske Initiaiv.

”Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg siger, og hvordan jeg opfører mig. Alle tror, jeg er korrupt, fordi jeg er tv-vært,” som en ung tv-journalist, der har fattet interesse for radioen, udtrykte det. Journalisterne er med andre ord ikke bare oppe mod censur og politisk pres men også mod en udbredt opfattelse, at de selv er del af et råddent system.

Så jeg valgte at tage tyren ved hornene og engagere dem i en ti dage lang, intens og dybt engageret dialog om radio-journalistik. At det lykkedes skyldtes ikke mindst, at jeg var velsignet med en fremragende tolk, og at initiativtagerne til workshoppen, Yemen Times, er klar over, hvor skoen trykker.

Politiske, sekteriske eller stammerelaterede motiver i journalistikken

Klassen i Sana’a var den mest homogene. Alle 13 elever arbejdede for Yemen Times Radio og deres baggrund og erfaringer var nogenlunde identiske. De to klasser i Aden, hver på 15 personer, talte til gengæld alt fra unge uden nogen baggrund overhovedet til erfarne tv-værter, radioreportere, en psykolog og to jurister.

Mine historier bliver med jævne mellemrum ændret, så indholdet støtter en bestemt holdning til et bestemt problem radioreporter og deltager i IMS medietræning

Workshoppens overordnede tema ”Fra journalistik til storytelling” holdt, men krævede justeringer undervejs. Etik og grundlæggende journalistiske principper om fairness og balance i dækningen og klare skillelinjer mellem kommentarer, rapportering og reklame optog mere tid end forventet, primært fordi koncepterne er fremmede men attraktive for dem i den forstand, at de hurtigt accepterer dem som sunde, men ikke fandt lejlighed til at kunne bruge dem.

”Mine historier bliver med jævne mellemrum ændret, så indholdet støtter en bestemt holdning til et bestemt problem – skønt det overhovedet ikke svarer til virkeligheden,” sukkede en frustreret radioreporter. Bemærkningen afspejlede det generelle indtryk fra undervisningen og de holdninger, jeg kunne registrere i klasserne:. De yemenitiske medier er fordomsfulde og en stor del af journalistikken har politiske, sekteriske eller stammerelaterede motiver.

Hvem gider se tv med skovsø og korancitater

Det præger de unges daglige arbejde. Til gengæld ser de store muligheder i radioen og de sociale medier. En ung kvinde trak mig en dag hen foran et fjernsyn og pegede på skærmen, hvor et billede af en blinkende skovsø var ledsaget af endeløse Koran-citater.

”Hvem gider se det?”, hviskede hun. Senere så jeg forsiden af hendes iPad, hvor ikonerne for velkendte radio-laboratorier og andre eksperimenterende stationer stod opmarcheret. Det engang så dominerende signal fra de store moskeer har ikke længere samme styrke blandt de unge.

De klassiske principper i storytelling forstod de uden besvær. Danmarks Radio har gennem årerne udviklet nogle meget brugbare redskaber, og dem tændte de på – ligegyldigt, om modellerne refererede til fortællingerne fra 1001 Nat eller amerikanske action-film. Mine bestræbelser på at undervise via dialog frem for forelæsning spillede sandsynligvis en rolle. Endnu vigtigere var, at jeg lod dem afprøve teorierne i praksis ved at sende dem ud i den yemenitiske virkelighed og komme hjem med en lille reportage om folkets forventninger til den ny regering og ny premierminister.

Ind i radiorapporteringens maskinværksted

Det førte til to blændende reportager og en række gode, første forsøg. Under gennemgangen af indslagene, klip for klip, var det for det første muligt at tage dem med ind i radiorapporteringens maskinværksted, for det andet at drøfte de forhindringer, der kan opstå – og de kompromisseer, der skal indgås – når man som reporter skal prøve at besvare et spørgsmål, som i bogstaveligste forstand dagligt får folk til at myrde hinanden.

I processen lærte jeg dem, at i den situation, de befinder sig i, har journalisterne få andre muligheder end at arbejde på og med de eksisterende platforme. Jeg lærte dem også, at systematisk efterkritik af deres udsendelser kan være et stærkt våben i kampen for den frie journalistik – ikke mindst hvis de husker, at efterkritik ikke altid bør rettes mod den journalist, der har lavet indslaget, men mod redaktøren, der har censureret eller forvrænget det.

Læs også artiklen Yemenis are losing faith in their media