Foto: Simon Læssøe

Job og indflydelse skal man kæmpe sig til

Høj arbejdsløshed, politisk mistillid og uddannelser, som ikke kvalificerer til de få job, der er. Mange unge i Jordan står over for flere udfordringer end løsninger, og mens nogle synker hen i passivitet og desillusion, er der andre, som kæmper hårdt for at forbedre deres liv, og som organiserer sig og råber op.

Jordans 100-års jubilæum som stat den 11. april blev en spagfærdig affære. Ud over kongehusets officielle markering var fejringen stort set fraværende.

Årsagen er naturligvis, at landet står midt i en kraftig anden bølge af Covid-19-smitte, men alligevel var det svært ikke at se en form for symbolik: En hårdt presset stat med en af verdens yngste befolkninger – 63 procent er under 30 – som ikke har meget at fejre.

Pandemien har slået bunden ud af et allerede presset arbejdsmarked og sendt den i forvejen høje ungdomsarbejdsløshed helt op på 47,8 procent ved årsskiftet ifølge ngo’en Jordan Labour Watch.

Problemet for Jordans unge er ikke mangel på adgang til uddannelse, men mangel på jobs: Arbejdsmarkedet generer ganske enkelt ikke nok nye jobs til de store ungdomsårgange. Dertil er uddannelserne ikke i tilstrækkelig grad målrettet arbejdsmarkedet, hvilket betyder, at virksomheder i brancher som forretningsservice og mere praktisk betonede erhverv har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft på trods af den tårnhøje arbejdsløshed.

En uddannelse er ikke nok

22-årige Ahmad Elayyan har et år tilbage på sit ingeniørstudie. Han er en af dem, som kan se frem til at komme ud på svært arbejdsmarked, som hans uddannelse ikke nødvendigvis har kvalificeret ham godt nok til.

”Universiteterne her fokuserer kun på den akademiske del, mens mere erhvervsrettede kurser på de private universiteter er dyre … Meget dyre,” understreger han og lader forstå, at kurserne med hans baggrund i en palæstinensisk middelklassefamilie er uden for rækkevidde. Samtidig er markedet for supplerende uddannelse noget af en jungle.

”Nogle studerende bliver udnyttet, og der er mange vildledende annoncer og ubrugelige kurser,” siger han.

Selv har Ahmad Elayyan, parallelt med sine studier, deltaget i et gratis forløb for ungdomsledere hos en ngo, som også tilbyder kurser i jobsøgning, giver mulighed for praktikophold og andet mod, at deltagerne lægger nogle frivillige arbejdstimer i organisationen.

”Hvis du ikke har forbindelser, ender du let med et job inden for et andet felt, end det, du har uddannet dig inden for,” siger han – underforstået til en ringe løn, som er svær at leve af.

Barrierer og ulige vilkår

Historier som Ahmad Elayyan kender Oroub El Abed alt for godt. Hun er ph.d. i udviklingsstudier fra University of London og har senest ledet et projekt for Centre for Lebanese Studies, hvor hun har undersøgt livsvilkårene for unge i Jordan. Projektet er baseret på data fra en spørgeskemaundersøgelse og 145 dybdegående interviews med unge fra forskellige grupper i samfundet, og det er ledsaget af en online udstilling, hvor nogle af de unge er blevet bedt om at tegne deres livsbane ledsaget af deres personlige, ofte hjertegribende, beretninger.

Oroub El Abed understreger, at det er svært at generalisere, for de unge i Jordan lever under meget forskellige vilkår, der blandet andet styres af deres køn, økonomiske baggrund, og om de er oprindelige jordanere, efterkommere af palæstinensiske flygtninge eller blandt de senest tilkomne flygtninge fra Gaza, Irak eller Syrien.

Hun fortæller, at mange af de unge i hendes undersøgelse møder barrierer, der får dem til at føle sig fanget på sidelinjen uden for alvor at kunne leve deres liv. Flere forbandt ungdom med initiativ og lyst til at ændre på egne vilkår, men deltagerne, der kom fra mindre privilegerede familier, identificerede sig slet ikke længere som ”unge”.

”’Siden jeg blev 18 har jeg haft ansvar for at forsørge familien. Jeg ser ikke mig selv som ung’ eller ’Jeg ville gerne skabe forandringer, men jeg ser ikke mig være i stand til at være en forandringsagent’ – det hørte vi ofte,” fortæller hun og citerer fra nogle af svarene i undersøgelsen.

Også i Oroub El Abeds projekt kom problemet med, at uddannelserne ikke i tilstrækkelig grad er målrettet erhvervslivet frem, men de unge pegede også på andre faktorer, der skaber problemer i overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked. Nogle får for eksempel stipendier til uddannelser, de ikke er særligt interesseret i, og ender så med eksempelvis en kandidatgrad i geografi, selvom de gerne vil have en karriere i forretningsverdenen. For mange er uddannelse også et spørgsmål om status. Argumenter som: ”Jeg kan ikke finde en kvinde og blive gift, hvis jeg ikke har en universitetsgrad” blev flere gange fremført i undersøgelsens interviews.

I familier uden tradition for uddannelse er der andre barrierer – især for pigerne, hvoraf mange gav udtryk for, at deres fædre ikke stolede på dem, fortæller Oroub El Abed:

”Et eksempel var en ung pige fra Øst Amman (den fattigere del af byen, red.), som fik tilbudt en læreplads som frisør, men hendes far ville ikke lade hende tage bussen derhen. Her er den typiske holdning fra fædrene, at datterens fremtid er at blive gift.”

Arbejdsløshed avler politisk apati

Den ringe jobsituation er ikke noget godt udgangspunkt for at skabe forandring – hverken for den enkelte eller på samfundsplan.

”Når unge ikke har et job, bliver de passive. De ser ikke nogen grund til at engagere sig, eller de har måske ikke penge til transporten,” siger Osaeed Zakarneh. Han arbejder for Action Aid Jordan, hvor han blandt andet er tovholder på MS Action Aids-samarbejde med ungdomscentret Liwan, der ligger i Amman, samt på oprettelsen af en række lignende Youth Hubs i andre af landets provinser.

I hovedstaden er vilkårene for de unge anderledes end i resten af landet, fortæller han:

”I Amman er flere af de unge i arbejde. Der er mange iværksættere, men de er virkeligt politisk frustrerede og tror ikke på den politiske proces. Til gengæld er der mange ungdomsgrupper og mange sociale bevægelser, hvor de unge prøver at engagere sig og skabe forandringer.”

Spørgsmålet er, hvor langt uden for det privilegerede vestlige Amman de unges engagementet reelt når ud, og her oplever Osaeed Zakarneh, at stemningen ændrer sig, jo længere væk man kommer fra Vest-Amman. Som eksempel nævner han udfordringerne med at etablere en Youth Hub i Azraq, en mindre by i Zarqa-provinsen i det østlige Jordan, der blandt andet huser en stor flygtningelejr for syriske flygtninge. Her er de unge ”frustrerede over regeringen, over det private erhvervsliv, over gamle politikere, og det er svært at få dem til at tro på ngo’er,” siger han.

Desuden er en del af arbejdet også gået med at etablere tillid mellem de forskellige grupper i området – beduinstammer, drusere, syriske flygtninge – som kun er i sparsom kontakt med hinanden til daglig og ikke vant til at arbejde sammen.

Overordnet set mener han, at det går fremad, langsomt måske, men fremad. Så optimistisk er Oroub El Abed ikke:

”Vi er i en fastlåst situation, og jeg kan ikke se en vej ud for de unge. Jordan er en ung stat, som bliver regeret af partier af den gamle skole. Du har de her 40-50-årige mænd i regeringen, som alle er børn af tidligere ministre og har præcis den samme tankegang, som deres fædre. Tingene bevæger sig virkelig ikke.”