Foto: Christina Nordvang Jensen

Jordanske kvinder på barrikaderne for ordentlige forhold under Corona

Coronanedlukning har ramt det jordanske arbejdsmarked og ikke mindst lønmodtagerne hårdt økonomisk. To fremtrædende kvinder i Jordans fagbevægelse gør en stor indsats for medlemmernes løn og sikkerhed under Coronakrisen.

Det jordanske samfund begynder langsomt at vende tilbage til mere normale tilstande efter Coronanedlukningen. Landets forretninger, cafeer og restauranter er genåbnet, og jordanerne må igen rejse på tværs af landet.

Under nedlukningen var det kun jordanere med centrale samfundsfunktioner såsom sundhedspersonale og ansatte i forsynings- eller fødevareindustrien, der måtte forlade deres hjem for at gå på arbejde.

Det satte den jordanske fagbevægelse under pres. Både den del af bevægelsen, der repræsenterer de arbejdere, der ikke længere havde et job at passe samt de faglige organisationer, der varetager frontlinjemedarbejdernes interesser.

Jordanske Rana Abu Lauha er i dag næstformand i landets serviceforbund og forkvinde for landsorganisationen GFJTU’s ligestillingsudvalg. Foto: Christina Nordvang Jensen

Rana Abu Lauha er næstformand i det jordanske serviceforbund, som er én af Ulandssekretariatets partnere under DAPP-programmet. Sammen med sine kolleger har hun haft travlt med at sikre deres medlemmers ret til at få løn, selvom de ikke længere kunne møde fysisk på arbejde.

“Det har blandt andet resulteret i, at udearbejdende mødre, der var nødt til at arbejde hjemmefra under lock-down, har fået deres fulde løn. Samtidig har det været en omfattende opgave at sikre medlemmerne viden om, hvad COVID-19 er, og hvordan man kan undgå sygdommen,” siger Rana Abu Lauha.

Dansk-arabisk ligestillingsnetværk gør en forskel

Udover sit engagement i den jordanske fagbevægelse, har hun siden 2015 også været medlem af Ulandssekretariatets dansk-arabiske ligestillingsnetværk, som arbejder for ligestilling og faglige rettigheder for kvinder.

Den viden og de værktøjer, jeg har opnået gennem mit medlemskab af kvindenetværket har haft stor indflydelse på mit arbejde for at sikre kvindernes rettigheder.”

Rana Abu Lauha
Næstformand i Jordans serviceforbund

Netværket mødes to gange årligt for at udveksle erfaringer og få ny viden om, hvordan man kan arbejde med ligestilling ud fra et fagligt perspektiv. Og under Coronakrisen har Rana Abu Lauha haft god brug af de værktøjer og de forbindelser, hun har fået gennem netværket:

”Den viden og de værktøjer, jeg har opnået gennem mit medlemskab af kvindenetværket har haft stor indflydelse på mit arbejde for at sikre kvindernes rettigheder,” siger Rana Abu Lauha og tilføjer om sit eget forbunds håndtering af Coronasituationen:

”Gennem netværket har jeg lært af erfaringerne fra andre lande, og det har beriget mit eget syn på tilsvarende sager her.”

Foruden stillingen som næstformand i Jordans serviceforbund er Rana Abu Lauha også forkvinde for ligestillingsudvalget i landsorganisationen GFJTU (General Federation of Jordanian Trade Unions) og medlem af kvindekomitéen i ITUC, som er den internationale sammenslutning af fagforbund og repræsenterer flere end 200 millioner arbejdere i over 160 lande.

Det dansk-arabiske ligestillingsnetværk samlet til 1. maj i Fælledparken sidste år. Rana Abu Laura ses yderst til venstre. Foto: Søren Bjerregaard Jepsen

Bonusser blev ikke suspenderet

Bushra Al-Salman er næstformand i Jordans fødevareforbund, der ligesom serviceforbundet også er én af Ulandssekretariatets partnere. Forbundets medlemmer har under nedlukningen af landet arbejdet for at sikre, at der var fødevarer nok til jordanerne.

“Sikkerhed på arbejdspladserne og smitteforebyggelse har derfor stået højt på fødevareforbundets dagsorden det sidste halve års tid. Det har blandt andet gennemført en række informationsindsatser for at sikre medlemmerne viden om covid-19,” siger Bushra Al-Salman.

Fødevareforbundet har under Coronakrisen oplevet, at mange arbejdsgivere ville sløjfe nogle af de bonusudbetalinger, der er en etableret del af det jordanske lønsystem. Det er dog lykkedes forbundet at sikre, at bonusserne vil blive udbetalt, selvom det sker senere end oprindeligt planlagt.

Fagbevægelse bekymret over lov

Den triumf bliver mere markant set i lyset af, at den jordanske regering under Coronakrisen har vedtaget en meget omdiskuteret lov vedrørende arbejdsmarkedet.

Loven har blandt andet gjort det muligt for arbejdsgivere i de hårdest ramte sektorer at sætte deres medarbejdere markant ned i løn. Nogle arbejdere har oplevet en lønnedgang på 50 procent.

Fortalerne for loven har fremhævet, at den sikrer, at almindelige mennesker fortsat har noget at leve for under Coronakrisen. Men Jordans fagbevægelse frygter på den anden side, at mange af dens medlemmer ikke længere kan betale de mest basale udgifter som mad og husleje – og derfor er Bushra Al-Salman meget taknemmelig for den støtte, Ulandssekretariatet har ydet til blandt andet træning i forhandlingsteknik.

”Vi håber, at Ulandssekretariatet fortsat vil sikre os kurser og workshops til glæde for arbejderne i fødevaresektoren,” siger hun.