Kairo borgere skal passe på de gamle monumenter

Mens Egypten går fra krise til krise, fortsætter det hårde liv for langt størstedelen af Egyptens mere end 90 millioner indbyggere, hvoraf over 20 millioner bor i hovedstaden.

Men ikke alt er som før. Egypterne forsøger på mange forskellige måder at få indflydelse på deres fremtid.

I en gade i det gamle ‘Islamic Cairo’ har borgere, frivillige og embedsmænd i mere end et halvt år arbejdet på ideer til at løfte kvarteret. Al-Khalifa gaden er en tæt bebygget jordvej med butikker, skoler – og nogle af de vigtigste historiske monumenter i Kairo.

Ashraf Shahat står i sin kiosk, der ligger lige over for Kairos ældst bevarede moske, Ibn Touloun. Det er også den største. Murene og minareterne står pudset og rent og minder om bydelens tidligere storhed.
Her er ingen turister.

”Vi har arbejdet med det projekt her i et halvt år, og helt ærligt: vi er ved at være trætte,” siger Ashraf.
Han har deltaget i seminar, i workshops og i arbejdsgrupper med frivillige studerende, arkitekter og kunstnere og en god del af al-Khalifa gadens beboere.

Altsammen for at planlægge, hvordan gadens øvrige monumenter kan renoveres ligeså fint som moskeen, og gaden holdes ren, så der kan trækkes besøgende til, og både de og beboere selv kan få vakt interessen for al-Khalifa gadens monumenter og historien bag.

Ashraf Shahats interesse i projektet er indlysende. Hans kiosk, en lille købmandsbutik, ligger lige over for moskeen, og hvis området bliver løftet, kommer der flere kunder.

”Det er en fantastisk ide. Jeg har selv arbejdet i turistbranchen i mange år, så det er grunden til, at jeg er med. Hvis vi restaurerer monumenterne, og folk får et forhold til dem, kan det betyde noget for hele området.”

Ashraf fortæller, at han hver fredag tager sine tre døtre med ud at se på nogle af Kairos historiske steder.
”Min kone er lidt træt af det, men det betyder meget for mig,” griner han.

Den gamle hovedstad lå her

Anledningen til besøget på al-Khalifa denne fredag formiddag er, at en gruppe frivillige skal lære stedet at kende. Det er studerende, de fleste kvinder, men også et par mænd. De læser arkitektur, kunst, litteratur og pædagogik på AUC, det amerikanske universitet i Kairo.

De har meldt sig til at lave et forløb for børn på den lokale skole, der er opkaldt efter Shagaret al-Durr, en af de få kvinder, der har haft magten i den islamiske verden.

Det er en fredelig fredag formiddag før bønnen, da vi går gennem al-Khalifa gaden.

May al-Ibrashy fører an og forklarer og gestikulerer. Hun er arkitekt og leder af al-Athar Lina projektet, som det hedder.

Det går ud på at inddrage beboerne i at udvikle ideer til, hvordan Aa-Khalifa gadens monumenter og omgivelserne kan renoveres og gøre gaden til et bedre sted for beboere og besøgende. Projektets navn “Al-Athar Lina” betyder direkte oversat: “Hvem tilhører monumenterne?”.

Foto: Lene Frøslev
Foto: Lene Frøslev

Det er ministeriet for kulturarv (på engelsk: Ministry of Antiquities) og Dansk-Egyptisk Dialog Institut (DEDI), der har sponsoreret hele den indledende fase og har ansat May al-Ibrashy som leder af projektet.

Det her var hovedstaden i det gamle Kairo, forklarer May de unge frivillige. Det var Ahmed Ibn Touloun, der grundlagde området. Efter ham kom Saladdin., og mamloukkerne udviklede byen.

I denne gruppe er det ikke nødvendigt med mange forklaringer på, hvem mamloukkerne og den store arabiske hærfører Saladdin var. Det ved de godt i forvejen.

”Det var kaliffen Said Nafisa fra Fatimidedynastiet, der oprindeligt gav gaden dens religiøse betydning,” fortæller May og tilføjer, at gaden er hellig.

Et hårdt kvarter

Det er en usædvanlig flok, der går gennem den smalle gade, hvor biler og små lastbiler presser den gående ind mod siden af den bulede og hullede jordvej. De moderne studerende stikker ud, selvom kvinderne bærer tørklæde.

Vi er to danske kvinder, der stikker endnu mere ud med vores bare hoveder, men vi møder kun nysgerrige og venlige blikke.

Fem af gadens beboere er for alvor gået ind i projektet. Der har været mange flere med til møderne, men disse fem er med til det hele. En af dem er den lokale slagter, Usama, hvis efternavn jeg ikke fik fat i.

Han vinker os hen til en moske, der er forfalden og næsten begravet i affald. Den ligger lige over for hans slagterbutik.

Det er langt fra alle, der tror på, at der kommer noget ud af at blande sig i, hvordan tingene kan forandres, fortæller Usama. ”Der bor mange gode, fornuftige mennesker her,” siger han.

Foto: Lene Frøslev
Foto: Lene Frøslev

Men der er også mange, hvor det bare gælder om at være den stærkeste. Det har skabt en hård mentalitet, hvor det at tænke er dødsdømt. Usama er født på al-Khalifa gaden for 45 år siden; han har to brødre og tre søstre, der alle er gift og har børn, men ikke han.

”Det er en forfejlet institution,” griner han og mener ægteskabet. ”Der findes ikke noget bedre end frihed!”
Han er stolt af at bo midt mellem Kairos gamle monumenter. ”Det tragiske er, at folk her ikke kender deres egen historie.

De ved ikke, at det her sted engang var den arabiske verdens centrum. Det kan vi takke vores tidligere ledere for, at vi ikke kendte til,” siger Usama, og henviser til den afsatte præsident Mubarak, der ikke magtede at løfte den største del af Egyptens befolkning ud af fattigdom og værne om historiske steder som al-Khalifa gaden.

Usama beskriver beboerne på al-Khalifa gaden som den lavere middelklasse. Men selvom flertallet bare vil “spise og sove”, så er han alligevel optimistisk.

Det, der er tegnet på de her papirer, skal ske, siger han og henviser til de forslag, han har været med til at udvikle i al-Athar Lina projektet.

”Hvis det bliver gennemført, vil det forandre hele bydelen. Den arabiske verden skal kende kvarteret; vi skal gøre folk interesserede, og så vil mentaliteten også ændre sig her.”

Det er allerede ved at ske med de unge fra en helt anden kant: Internettet og de sociale medier.

”Selv de fattige her har internet,” siger Usama.
”Hvis de ikke har råd, stjæler de det. Jeg ved godt det er en kliché, men det åbner børnenes og de unges øjne for, at der er en verden udenfor.

Pludselig bliver de interesserede i andre ting, for eksempel i Ultraerne” (som er fans af Cairos fodboldklub al-Ahly, og som har været forrest i kampene med politiet siden revolutionens start, red.).

Han korrigerer dog lidt det billede af venlighed og interesse, som vi mødte i gaden.

”Det kan godt være, I ikke lagde mærke til det. Men der var mange, der lavede grin med, at vi var der, da vi var gået forbi dem. Det er ikke, fordi folk ikke ønsker forandringer.

De har bare mange års erfaringer for, at de ikke kommer. Så det at være med til at forsøge at lave noget om, appellerer langt fra til alle beboerne. De tror simpelthen ikke på det. ”

Der skal penge til

Men planerne for området er nu klar og på papir. Et sted var der før en sundhedsklinik. Den vil beboerne gerne have åbnet igen, og så er der også plads til beboerlokaler til kultur og aktiviteter for børnene. Et andet sted skal der laves park og sportsplads.

Alle monumenterne skal ryddes for skrald og renoveres, og der er flere arkitekter, der gerne stiller op med gratis teknisk bistand.

Men uanset de frivillige skal der penge til, og de skal rejses nu. Ministeriet, som har været med i projektet, og den lokale guvernør har været meget positive og har bidraget aktivt i de forberedende fase, men de har ingen penge at gøre godt med. Derfor er det store spørgsmål, om de gode ideer bliver ført ud i livet.

”Nu skal vi ud at søge penge,” siger May al-Ibrashy, og man er ikke i tvivl om, at hun kan få ting til at ske. Hun har arbejdet med bevarelse af historiske bygninger i Kairo, siden hun var studerende, og er gammel nok til at have set det hele falde sammen igen efter 5-10 år.

Det er derfor, det er så vigtigt at inddrage beboerne, så de er med til at beslutte, hvad der skal ske, og de passer på monumenterne, når de er renoveret,.

Skolen er centrum

Efter traveturen vender flokken tilbage til udgangspunktet: Shagaret al-Durr skolen. Her forklarer May de unge, hvad de skal i gang med sammen med børnene.

Børnene i 3. til 5. klasse skal lære monumenterne at kende. De får fire lektioner med forskelligt indhold: Der skal laves aktiviteter i monumenterne, for eksempel en skattejagt.

Børnene skal tegne monumenterne; de skal lave modeller af dem, og de skal fortælle historier om dem. Historierne skal de fortælle videre til de mindre børn i skolen, og senere skal de rundt på andre skoler i kvarteret og udstille de ting, de har lavet, og fortælle om monumenterne.

Foto: Lene Frøslev
Foto: Lene Frøslev

I midten af februar holder al-Athar Lina projektet et stort offentligt møde for alle beboere og frivillige, hvor planerne lægges frem. Det sker på Shagaret al-Durr skolen, hvor skoleinspektøren hedder Ashraf Salahedin Hussein. Han er selv en af de lokale frivillige i al-Athar Lina projektet. Ja, i virkeligheden er han frivillig langt ind i sjælen.

Skolen er velholdt, omend skrivepultene er gammeldags og utidssvarende set med danske øjne, og det ville pynte med en gang maling.. Men det er tydeligt, at der arbejdes på at gøre klasselokalerne og skolegården til et venligt sted. Tegninger og læsebøger pryder væggene, og der er ryddeligt og rent.

Det er inspektøren selv, der har betalt mange af de forbedringer, vi ser, fortæller han.

”Fodboldbanen i gården, lamperne i klasselokalerne, toiletterne. Det er nødvendigt, for regeringen lever i en anden verden. Den kan vi ikke vente på,” siger Ashraf Hussein.

Jeg spørger ham, hvad hans kone siger til, at han bruger sin løn på skolen. Det forbløffer ham, og han peger på gardinerne i sit kontor.

”Dem har min kone syet. Hun hjælper mig med at holde skolen.” Han elsker sit job og kan navnene på alle 350 elever i skolen. Ashraf fortæller, at for at blive lærer på skolen, skal man elske sit job. Og det kan man hurtigt se, om læreren gør.

Det var måske noget af sin egen indstilling, han Ashraf Hussein mødte, da han for godt et halvt år siden åbnede sin skole for Al Athar-Lina projektet.

”For at være helt ærlig, så blev jeg så overvældet af Doktor Mays begejstring, at den smittede af på mig,” siger han med et smil.

”Men nu tror jeg på det. Det er ikke kun skolen, der skal være i orden, men at det, der er omkring den, og folk skal være med til at lave det om,” siger han.