Kampen for en vej ud af håbløsheden

Arkivbillede

De unge i flygtningelejren Ein el-Hilweh i Libanon har meget få muligheder for at bryde deres sociale marginalisering, og lejren er kendt som et arnested for radikale grupper.

Tre måneders arbejde i Libanons ’zone of terror’ med at etablere et magasin for de unge i lejren, som DUF støttede, gav indsigt i de unges kamp for flere rettigheder. Det blev til specialet ’Mellem Fængsel og Frirum – et studie af ungdomsliv i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon’.

Yousif Rahbeh er 19 år gammel og er ved at tage en bachelor i sociologi på universitetet. Men på semesterets første dag når han aldrig frem. I stedet bliver han stoppet ved lejrens checkpoint og tilbageholdes i flere timer uden forklaring.

Han kommer ikke på universitetet den dag. Omstændighederne i hans liv fik dog Yousif til at fortsætte sin uddannelse og han møder op på universitetet næste dag.

It’s very tough that the military is outside the camp. We do not feel like, we are humans, but like we are animals. When we go out, they will search us, and ask for our identity cards, search the cars. (Yousif Rahbeh, 19 år)

De palæstinensiske flygtninge udgør Libanons fattigste og mest rettighedsberøvede samfund, idet mere end halvdelen af dem bor i lejre, der minder om slumkvarterer, hvor de fastholdes som en politisk og socialt marginaliseret gruppe. Ein el-Hilweh er Libanons største flygtningelejr, der i dag fungerer som et samfund afsondret fra resten af landet.

En svær ungdom

Ungdommen betragtes oftest som en positiv tid, hvor alle muligheder ligger åbne. Den rummer kreativitet, morskab og ikke mindst frihed. I Ein el-Hilweh, er de unges valgmuligheder begrænsede og ungdommen mister nemt sin positive status.

De unge har svært ved at positionere sig selv, for der vil altid opstå ulemper ved de valg, der normalt fremstår som fordele.

Uddannelse er den oplagte vej ud af den uheldige position de er i, men i sidste ende er det ikke nogen særlig sikker vej. Derfor vælger nogle unge mænd, efter at skolesystemet har svigtet, arbejdsløsheden rammer dem eller stofmisbrugsproblemer omsværmer dem, at melde sig under fanerne hos et af de mere radikale partier i lejren. Billedet af denne vrede, unge palæstinensiske mand tegnes gang på gang, men det er alt andet end fyldestgørende.

Mødet med en gruppe af Ein el-Hilwehs unge viste, at det er langt fra alle, der vælger en så ekstrem vej. Disse unge palæstinensere ser ikke en tilbagevenden til Palæstina som deres tilværelses endegyldige mål.

Men den palæstinensiske nationalitetsfølelse lever indenfor lejrens mure i bedste velgående, om end i en mytisk og narrativ form. Derimod stiller de krav om, at landet, der modtog deres familier for mere end 60 år siden, ikke længere ignorerer dem, men anerkender dem, hvis ikke som borgere, så blot som mennesker.

It’s our right to have a normal life, to get an education. We are humans and not animals. In other countries they talk about animals rights, but here in Libanon, we need to fight for our basic human rights. (Hanan Al Khatib, ung 25 årig palæstinensisk kvinde)

Konstant forhandling

I Ein el-Hiwehs rum kan de mål, de unge styrer efter, altid risikere at skulle omstruktureres på grund af de reglementer, som den libanesiske stat fortløbende indfører, ændrer eller ophæver overfor de palæstinensiske flygtninge.

Også den varierende, altid tilstedeværende fare for vold internt i lejren spiller en stor rolle, som de må navigere deres tilværelse i forhold til. Der har været mange voldelige og politiske magtkampe af bandekrigskarakter i Ein el-Hilweh.

Det er kontrollen over lejren, der kæmpes om, og der er ikke nogen overordnet myndighed, der sørger for opretholdelse af lov og orden. Mahmoud Abbas’ sekulære Fatah-parti, sidder nominelt på tronen i lejren, men de seneste års fattigdom og desperation har fået en gruppe beboere til at søge ly hos de bedre organiserede og finansierede islamiske fraktioner.

På grund af det autoritære vakuum er Ein el-Hilweh blevet tilflugtssted for efterlyste kriminelle og for internationale jihaddist netværk.

To be honest, I see them as stupid, they don’t know better, but at the same time I understand them. Many of them have been trying to find a job, but since this is impossible, they need to do something with their lives.

It makes you crazy not doing anything, just hang around all day long, another thing is the economic situation of the family. Some are lucky to have parents with enough money to support the family, and the parents encourage taking an education. (Yousif Rahbeh, 19 år)

Vælger uddannelse på trods

På trods af det voldelige miljø de unge befinder sig i, ses der hos nogle en fasttømret tro på, at en uddannelse vil kunne forbedre de unges forudsætninger.

Valget om uddannelse kan ses som de unges forsøg på at undvige den marginale indflydelse, de har på deres liv. På trods af den ydmygelse Yousif dagligt udsættes for på hans vej til universitetet, er det for ham nærmere et spørgsmål om at leve med begrænsningerne og derigennem navigere de sociale forhold for at skabe en meningsfyldt tilværelse.

It is the only way to make us good persons, or to give us something in our head – to have something to fight with. It’s the only way to prove that we are good people and not bad people. As they like to say about us: they are Palestinians in the camp, they don’t have any education or any tolerance. (Yousif Rahbeh, 19 år)

Muligheden for at træffe dette valg er desværre kun til stede for en lille gruppe. Uheldigvis fører uddannelse sjældent til, at i de unge i Ein el-Hilweh kan forlade livet i flygtningelejren og få gode civile jobs ude i samfundet. I stedet må de nøjes med et job på det lokale marked, rengøringsjob, eller på lossepladsen.

I august 2010 blev det offentliggjort, at den lov, der udelukkede palæstinenserne fra mere end 70 jobs på arbejdsmarkedet i Libanon, skulle ophæves. Dog vil palæstinenserne fortsat som andre udlændinge ikke kunne bestride funktioner som advokat, læge eller stillinger i militær og politi.

De unge i Ein el-Hilweh er positive overfor dette tiltag, efterfulgt af en vis portion skepsis. For hvem vil ansætte dem? Libanesernes diskrimination af dem som gruppe vil meget muligt fortsætte. Forbliver de formelle lovforslag formelle og viser sig blot at være en måde for Libanon at lukke munden på de kritiske røster i integrationsdebatten, kan en konsekvens være intensivering af konfliktaktiviteter blandt de palæstinensiske flygtninge.

Af Anne Frisenette, kandidat i Europæisk Etonologi fra Københavns Universitet