Kvindelig hip-hop – i Libanon og Ørestaden

Chantal Harmouche fra Libanon og danske Ladybox har tidligere arbejdet sammen i projektet Turntables in the Camps. Nu mødes de igen i DR's koncerthus.
Chantal Harmouche fra Libanon og danske Ladybox har tidligere arbejdet sammen i projektet Turntables in the Camps. Nu mødes de igen i DR's koncerthus.

Who is it? spørger Safaa Hathut vagtsomt, før hun åbner døren til sit hotelværelse, selvom hendes far viser sig at være på værelset sammen med hende. Hun er araber, født og opvokset i byen Akka, der ligger i Israel og hedder Akko på hebraisk.

Selv omtaler Safaa sit hjemland som det okkuperede Palæstina. Den 25-årige rapper får ikke lov at rejse alene til udlandet, og derfor er en af hendes forældre altid med.

Safaa virker sej i sit streetwear, med det lange hår udslået. Chantal Harmouche, der er 22 år og fra Beirut, bor et par værelser længere nede ad gangen. Hun er stilmæssigt på samme frekvens.

De udstråler begge ‘female power’. Pigerne mødte hinanden for en uge siden her i Danmark, men har allerede planer om fremtidige samarbejder.

De rapper på arabisk og er for tiden involveret i CKUs undervisningsprogram ”Verden i Bevægelse”. Lørdag aften står Safaa og Chantal desuden på scenen i Koncerthuset sammen med den kvindelige danske dj/mc duo Ladybox.

Anledningen er 250-jubilæet for Carsten Niebuhrs Arabiske Rejse og den storstilede koncertaften, hvor moderne musik møder historiske toner, og Europa møder Arabien.

Rapper om den menneskelige historie

“I den sang vi fremfører, fortæller jeg om, at jeg ikke kan tage til Palæstina, og at Safaa ikke kan komme til Libanon. Vi kan ikke engang ringe til hinanden. Det er et stort politisk spørgsmål mellem Libanon og Israel. Men vi bruger os selv som eksempel: to mennesker, i stedet for to lande, der er forhindret i at besøge hinanden.

Sådan gør jeg altid i min musik, prøver at finde den menneskelige historie bag en større politisk problemstilling,” forklarer Chantal.

Safaa nikker og fortsætter: “Hvad angår politik er jeg magtesløs, men jeg forestiller mig, jeg kan ændre noget socialt. I mine sange taler jeg derfor om at være arabisk kvinde i vores samfund, hvordan det føles, og at vi ingen frihed har. Der er stadig døtre, som slås ihjel på grund af æresdrab.

Og mange i lokalsamfundet accepterer heller ikke, vi er arabiske kvinder, der rapper, men vi bliver flere og flere. Piger kommer hen til mig og siger, at jeg har inspireret dem. Jeg føler, jeg ændrer noget.”

“CKU og deres samarbejdspartner Rapolitics havde rimelig nemt ved at finde frem til os, for der er stadig få kvindelige rappere i Mellemøsten,” siger Chantal. “Ligesom Safaa lider jeg under det faktum, at jeg er kvinde, arabisk, og forsøger at udtrykke mig via rap. I Libanon er der kun én anden pige, der gør det her, og hendes navn er Malikah.

Vi får en del opmærksomhed nu, men da jeg begyndte, var det ret hårdt.”

Workshops i Libanon og Danmark

Chantal har tidligere arbejdet sammen med danske Ladybox og dj-kollektivet Den Sorte Skole i Libanon i forbindelse med projektet Turntables in the Camps. Det er støttet af CKU og tilbyder workshops for børn og unge i palæstinensiske flygtningelejre.

Målet er at vise dem, at alle og enhver kan blive dj eller mc, uanset hvor de er fra. Hip hop er en global ungdomskultur.

“Jeg tror børnene gennem Turntables in the Camps fik en følelse af, at de kunne forandre ting, hvis de havde mål her i livet, og at rap måske kan være vejen til et andet liv, et liv udenfor lejrene.

Mange af dem sender mig stadig deres vers og spørger, om jeg vil rette nogle ting for dem. Her i Danmark er meningen med vores workshop at fortælle, hvordan mennesker lever i Mellemøsten og selvfølgelig at undervise i rap.”

“Når vi træder ind i klasselokalet, er det svært at se, om eleverne er interesserede, men så snart vi begynder at lære dem at rappe og skrive tekster eller fortæller vores historie, følger de med. Til slut battler de mod hinanden og går virkelig op i det.

Rap er unges musik. De siger yeah! straks vi sætter beat’et på,” fortæller Safaa.

“Ja, man ser potentielle fremtidige rappere,” smiler Chantal. “Og de danske børn tilføjer os som venner på Facebook for at holde kontakt.” Hun har selv rappet siden, hun var 14. Safaa begyndte som 15-årig.

Rap som gadeundervisning

“Der er en stor hip hop scene i Akka. Børn helt ned til 10 år rapper. Rap fungerer som en slags ‘gadeundervisning’, for i skolerne lærer vi kun om jødernes historie.

Det er israelerne, som bestemmer, hvad der skal undervises i, men gennem musikken kommer de palæstinensiske børn til at kende deres egen historie,” forklarer Safaa.

CKUs undervisningsprogram er hendes første erfaring med at stå foran en klasse. Hun fortæller særlig begejstret om workshoppen på Forsvarets Sprogofficersskole.

“De skrev tekster på arabisk, rimede på arabisk, og det var rigtig fint at se dem rappe. Officerseleverne var optaget af vores historier om livet i Mellemøsten og havde millioner af spørgsmål. Vores forbindelse med dem var virkelig god.”

Måske børn – men i hvert fald musik!

Det er op ad formiddagen. Snart skal Chantal og Safaa af sted med ‘tourbussen’, ud at møde endnu en klasse et nyt sted i Danmark. Der er dog tid til et sidste spørgsmål: Hvor ser de sig selv om 5-10 år?

“Det bliver jeg altid spurgt om i interviews, siger Safaa og griner. Jeg fortæller altid, at jeg forestiller mig, at jeg stadig rapper, og at mit album er færdigt.”

“Come on!” protesterer Chantal. “Du har da mere end et album ude om 5-10 år? To, tre, fire albums mindst!”

“Næsten ingen køber albums længere. Folk vil bare downloade musikken, men jeg håber at få flere koncerter gennem en udgivelse – også udenfor Palæstina. Det vil gøre min musik mere kendt.

Måske er jeg gift og har et barn, bare 1. Det er nok for mig, og jeg laver selvfølgelig stadig musik, ingen tvivl om det,” slår Safaa fast.

“Jeg har svært ved at se mig selv gift, jo okay, måske hvis han var rapper eller producer … Om 10 år har jeg forhåbentlig mit eget pladeselskab. Indrømmet, jeg har høje ambitioner,” siger Chantal.