Moderne design finder den røde og sexede tråd i palæstinensisk broderi

Foto: Sofie Pedersen
Foto: Sofie Pedersen

Palæstinas kvinder har en lang, stolt tradition for broderi, men det er tidskrævende og lønnen er dårlig. Derfor forsøger danske designere sammen med palæstinensiske kolleger og kunsthåndværkere at tænke broderi ind i nye sammenhænge med bredere appel og bedre indtjeningsmuligheder.

Idéudviklingen sker som en del af Det Danske Hus i Palæstinas toårige projekt Design in Context, hvor løbende faglig dialog og erfaringsudveksling mellem danskere og palæstinensere er kernen.

Fra Danmark deltager to studerende og en projektmedarbejder fra Danmarks Designskole og fra Palæstina deltager 12 studerende fra Fashion and Textile Institute in Beit Sahour og 12 kvinder fra forskellige håndværkskooperativer, der er organiseret under Dalia Association.

I den første workshop har hele gruppen fået en detaljeret indføring i betydningen af de broderier, der pryder den traditionelle palæstinensiske kvindedragt.

Det har overrasket de danske designere, hvor mange historier, der bliver fortalt i korsstingene på den traditionelle, løse kvindedragt, der dækker hele kroppen fra halsen til anklerne. Det gælder både hentydninger til kønsorganer, kvindens cyklus og opfordringer til potentielle bejlere.

Korssting med seksuelle undertoner

”Det er helt vildt så meget sex, der er i de korssting. Alt broderi med rød tråd har referencer til menstruation. Den lokale broderiekspert og designer Omar-Joseph Nasser-Khoury forklarede os, at mønstre med muslingeskaller symboliserer kvindens vagina.

Eller ’kvindens reproduktive organ’ som han kaldte det i de palæstinensiske damers påhør,” fortæller Maria Albertsen, der er projektmedarbejder ved Danmarks Designskole.

Hun bliver suppleret af studerende Josefine Gilbert:
”Dragten bliver på en fascinerende måde brugt til at udtrykke hele kvindens livscyklus. Hvis manden dør, vender hun sin klædedragt på vrangen for at udtrykke sin sorg. Når enken er klar til at møde en ny mand, broderer hun noget rødt på sin dragt.

Efterhånden bliver dragten fyldt med mere og mere rødt broderi. Ældre kvinder, som er færdige med mænd, broderer med mørkegrøn tråd på deres dragt. At få indblik i hele det komplekse samspil mellem køn, identitet og broderi er meget inspirerende og noget, som jeg gerne vil arbejde videre med hjemme i Danmark,” siger Josefine Gilbert.

Det er planen, at hun sammen sin medstuderende Tine Winther Rysgaard og projektmedarbejder Maria Albertsen skal besøge Palæstina op til fire gange om året for at deltage i workshops med de lokale designere og kunsthåndværkere.

Tradition i ny fortolkning

Formålet med den første fælles ’Design in context’ workshop har været at introducere deltagerne for hinanden, den palæstinensiske tekstiltradition og de lokale produktionsmuligheder.

Foto:  Sofie Pedersen
Foto: Sofie Pedersen

Derfor har det tætpakkede program også budt på besøg hos væve-, tekstil-, læder- og strikkefabrikker, og de danske designere er positivt overraskede over mulighederne, de har set.

”Nogle gange skal man helt ned i grundkonstruktionen, hvis man vil tænke nyt. Derfor er det fedt at se, at der for eksempel er en stoffabrik, som leverer gode jersey-kvaliteter til det lokale marked.

Det åbner mulighed for at kvinderne kan udvikle T-shirts med anderledes print eller broderidetaljer til en bred målgruppe,” siger Maria Albertsen.

Ayat Omran, som organiserer kvinderne fra håndværkskooperativerne, er meget positiv over for den inspiration, de danske designere bringer med sig. Hun forklarer, at broderikvinderne møder op med en klar forventning om at blive klædt bedre på til at producere produkter, der designmæssigt er eftertragtede og samtidig kan sælges med en god fortjeneste.

Foto:  Sofie Pedersen
Foto: Sofie Pedersen

”Problemet med det traditionelle broderi er, at det bliver så dyrt, at det kun appellerer til en snæver målgruppe af rige folk. Men hvis kvinderne kan nytænke deres håndværk, kan de lave produkter, der er billigere og rammer en bredere målgruppe.

Det kunne måske være en idé ikke i ugevis at brodere et helt tørklæde i traditionelle mønstre, men i stedet at bruge en detalje eller et lille udsnit fra et traditionelt mønster og anvende det i en anden sammenhæng. Tiden vil vise, hvad der kommer af interessante og brugbare idéer,” siger Ayat Omran.


Fakta
Design in context er Det Danske Hus i Palæstinas første længerevarende projekt og løber over to år. Programmet er en omfattende udveksling af ekspertise og erfaringer mellem danske og palæstinensiske designere og kunsthåndværkere. Målsætningen er at nytænke palæstinensisk tekstildesign og klæde lokale designere og kunsthåndværkere på til at udvikle produkter, der appellerer til det brede marked.
Design in context gennemføres med støtte fra KVINFO. Læs mere om programmet på dhip.dk