DaSommerskolen er snart slut, men der er ingen eksamen. Faktisk er der heller ikke noget pensum. Og ingen af eleverne har på noget tidspunkt lavet lektier. De har som sådan slet ikke haft nogen fag og ikke nogen lærere, der ønsker at blive omtalt som lærere.
I stedet slutter sommerskolen af med en markedsdag. Her skal eleverne fremvise og forhåbentlig sælge noget af alt det kunst og håndværk, som de har arbejdet på de seneste to måneder. Eleverne har selv indkøbt materialerne i Kairos butikker ud fra deres egne budgetter, og i fællesskab har de planlagt markedsdagen og besluttet, hvordan overskuddet skal fordeles.
Hverdagen på skolen Mesahat består af praktik. Mesahat betyder ’rum’, og skolen forsøger at skabe rum for naturlig indlæring. Målet er, at eleverne skal elske at lære og blive gode til at lære på egen hånd. I løbet af sommerskolens to måneder har eleverne fået viden og erfaring med blandt andet kunst, teamwork og matematik uden at blive undervist på traditionel vis.
»Verden forandrer sig hver dag, og der er hele tiden noget nyt at lære. Derfor er det afgørende, at børnene bliver i stand til at lære selv, så de kan tilpasse sig og finde deres vej gennem livet«, siger Nariman Mostafa, grundlæggeren af Mesahat, som ikke kun driver en sommerskole, men også har undervisning i det normale skoleår.
“I den almindelige skole skal man bare gøre, hvad der bliver sagt. Og hvis ikke man gør det, følger der en hård straf.”
Nour Khaled
Elev på Mesahat
Metoderne på Mesahat er radikalt anderledes end på en normal egyptisk skole, som på mange måder kan minde om det, vi i Danmark førhen kaldte for ’den sorte skole’. Udenadslære, streng disciplin og ofte korporlig afstraffelse er en del af en normal skoledag.
»Jeg elsker at gå i skole, men jeg er ikke i stand til at lære noget i den almindelige skole med dens hårde metoder. Jeg er bange for at gå der«, siger Nour Khaled, en 11-årig pige som går på Mesahat.
»I den almindelige skole skal man bare gøre, hvad der bliver sagt. Og hvis ikke man gør det, følger der en hård straf. Det betyder ikke noget, hvad man selv ønsker«, siger hun.
Højskoler er efterspurgte
Nariman Mostafa er en af de egyptiske ’changemakers’, som har været på et højskoleforløb organiseret af det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo. Siden 2012 har DEDI forsøgt at overføre nogle af grundtankerne bag de danske folkehøjskoler og aftenskoler til Egypten. Programmet, som har titlen ’Civic education for participation’ (CEFP), er et af DEDI’s største og længstvarende programmer, som indtil videre har uddannet 400 socialt og politisk aktive egyptere.
»Der foregår en dramatisk omstilling i Egypten i disse år, men det formelle uddannelsessystem er svækket, og mange unge mangler nogle afgørende kundskaber. Derfor er der stor interesse for de modeller, der kendes fra de danske højskoler og aftenskoler, hvor undervisningen tilpasses den enkeltes ønsker og behov«, forklarer Hans Christian Korsholm Nielsen, direktør for DEDI.
Deltagerne i programmet har anvendt deres nye færdigheder i alt fra parlamentarisk politik til opstart af nye civilsamfundsorganisationer. En af dem er eksempelvis ved at lave en oplysningskampagne, der skal få unge engageret i de kommende lokalvalg, mens en anden har grundlagt en organisation, der hjælper kvindelige flygtninge med at integrere sig i det egyptiske samfund.
“Det er utroligt afgørende for Egypten, at især unge kan blive engagerede borgere. Derfor giver vi dem mulighed for at styrke deres evner og tilegne sig de færdigheder, som er nødvendige, hvis de skal spille en aktiv rolle i samfundet.”
Shahdan Arram
Leder af CEFP-programmet hos DEDI
Nysgerrighedens flamme
Det er dog ikke kun fra de danske højskoler, at Nariman Mostafa har fundet inspiration til Mesahat. Det er derimod fra Indien og fra USA. Metoden hedder ’selfdirected education’ og bygger på den grundide, at når elevernes naturlige nysgerrighed er drivkraften bag læringen, så optages viden og kundskaber meget nemmere og styrker børnenes evner til at selv at tage initiativ i livet.
På Mesahat bestemmer eleverne derfor selv, hvad de vil beskæftige sig med hver dag. Det gælder selv, når en elevs ønske er at riste skumfiduser.
»Mine venner vil få et chok, når jeg fortæller dem, at vi ristede skumfiduser i skolen i dag«, siger Nour Khaled med et skælmsk smil. »Hvis de overhovedet tror på mig, vil de insistere på, at det umuligt kan være en rigtig skole, jeg går på«.
Mens sommerskolens seks elever sidder omkring trangiaen og rister skumfiduser, lærer de om ilden og dens natur. Underviseren – som på Mesahat ikke har titlen lærer men ’facilitator’ – bestemmer ikke, hvad eleverne skal lære, men hjælper dem med at finde svar på de spørgsmål, der dukker op i deres egne hoveder.
En af drengene, Selim, er særligt fascineret af ilden. Så da de er færdige med at riste skumfiduser, vil han prøve at sætte ild til andre ting. Hvor de fleste lærere nok ville lægge tændstikkerne i en højde, hvor børn ikke kan nå dem, sætter ’facilitatoren’ sig ud på legepladsen med Selim og hjælper ham med at tænde ild til alt, hvad han kan finde.
“Jeg er sikker på, at Selims fascination af ild vil føre et sted hen. Den vil vokse sig til en interesse for naturvidenskaberne.”
Nariman Mostafa
Grundlægger af Mesahat
Det handler ikke kun om at lade Selim lære om ild. Men om ikke at slukke hans nysgerrigheds flamme.
»Jeg er sikker på, at Selims fascination af ild vil føre et sted hen. Den vil vokse sig til en interesse for naturvidenskaberne og give ham en helt naturlig lyst til at lære at forstå, hvordan ting bliver til, og hvordan vi mennesker kan skabe nye ting«, fortæller Nariman Mostafa.
Eksamensbevisernes samfund
Det er dog ikke nemt at få samfundet til at acceptere så radikalt anderledes ideer om undervisning. Statsapparatet ønsker ikke at afgive dets monopol på at fastlægge skolegangen, og mange forældre er nervøse for, at deres børn ikke vil klare sig godt, hvis de forlader en skole uden anerkendte eksamensbeviser.
Derfor er det afgørende for Nariman at kunne argumentere overbevisende for sin ide og vide, hvordan beslutningstagerne tænker.
»Vi lever i eksamensbevisernes samfund, så Mesahat kan ikke vokse, hvis ikke det lykkedes at få legaliseret vores undervisning og få udarbejdet en anerkendt eksamensform«, siger Nariman Mostafa. Det var grunden til, at hun tog på et af DEDI’s skoleforløb, som havde fokus på ’public advocacy’.
»Jeg er egentlig uddannet tandlæge. Så jeg vidste ikke noget om, hvordan man overbeviser samfundet og magthaverne om ens ideer. Derfor var det perfekt for mig at kunne komme på sådan et forløb«, siger hun.
“De normale skoler dræber vores ideer. Hvad end jeg synes er interessant, så er jeg tvunget til at gøre alt på deres måde.”
Mazen Khaled
Elev på Mesahat
Sammen med en gruppe forældre er Nariman nu ved at udarbejde et ’policy paper’ til uddannelsesministeriet, som skal være første skridt på vej mod en anerkendelse af Mesahat.
En af dem, der håber, at hun får succes, er 10-årige Mazen. Han vil nemlig gerne kunne fortsætte på Mesahat, så han kan realisere sin drøm.
»De normale skoler dræber vores ideer. Hvad end jeg synes er interessant, så er jeg tvunget til at gøre alt på deres måde«, siger Mazen Khaled.
»Her på Mesahat har jeg selv valgt at lære at gå på jagt og at svømme og at tale forskellige sprog. Det er præcis det, jeg får brug for, når jeg bliver stor. For min store drøm er at blive opdagelsesrejsende«.
