Ny bog går bag om Det Arabiske Forår

Arabiske Forår – Baggrund og konsekvenser opruller begivenhederne under revolutionerne og afslører de tvetydige alliancer mellem vesten og de arabiske ledere.

En ung tuneser, Muhamed Al Bouazizi satte den 17. december 2010 ild til sig selv, og en steppebrand af protester bredte sig fra Nordafrika til Mellemøsten. Da Zayn al-Abidine Ben Ali flygtede til Riyadh og Hosni Mubarak stod til fald, gik skåltalerne i vesten. Men ikke alle diktatorer bøjede af for befolkningens krav.

I Libyen, Yemen, Syrien og Bahrain hænger despoterne stædigt fast, og kun våbnene taler fra paladserne.

I Arabiske Forår – Baggrund og konsekvenser giver en række danske eksperter deres bud på de udfordringer Nordafrika og Mellemøsten står over for. Både de lande hvor revolutionerne er lykkedes og de lande, som er på vej mod borgerkrig.

Forfatterne kaster også lys over den fejlslagne Mellemøstpolitik, som afslører vestens vekslende alliancer mellem de diktatorer, der ønsker reformer, og de som holder befolkningen i et jerngreb.

Ifølge flere af forfatterne har frygten for islamismen og ønsket om stabilitet i de arabiske lande nemlig været hjørnestenen i vestens Mellemøstpolitik. Bekymringen for Iran er større end viljen til at støtte demokratiske reformer. Derfor forstummer kritikken, når vores saudiske allierede undertrykker sin egen befolkning og rykker ind i Bahrain.

Historien har ikke lært os noget

Herhjemme har man forsøgt at forstå og begribe det arabiske oprør igennem to prismer. Optimister hylder Jasminrevolutionen og sammenligner revolutionsbølgen med Murens fald i 1989, hvor de kommunistiske regimer i Østblokken blev væltet af befolkningen.

Skeptikere frygter, at de arabiske oprør gøder jorden for nye islamiske stater. De kigger med gru tilbage på den Iranske revolution i 1979. Her blev Shahen styrtet af Ayatollah Khomeini.

Altså blev en ven af Vesten – ganske vist diktator, udskiftet med en mere grufuld af slagsen, som frøs USA ude og lukkede for oliehanen til vesten. Historien har således vist os, at det ikke nødvendigvis er dem, der starter revolutionen, som sætter sig på magten.

Det er de to analogier, vi læner os op ad, når vi skal lægge en strategi for, hvordan det nye Nordafrika og Mellemøsten skal håndteres. Denne tankegang udfordrer forfatterne i bogen.

Arabiske Forår – Baggrund og konsekvenser giver en fremragende indføring i landenes nyere historie og sekteriske forhold, som diktatorerne bruger strategisk til enten at samle eller splitte sin befolkning. Og ikke mindst bruger regimerne det islamiske spøgelse til at manipulere vesten.

Vestens tvetydighed

På TV-skærmene og i avisspalterne har Danmarks øjne især været rettet mod Egypten, Yemen, Syrien og Libyen, men Bahrain har været uden for mediernes bevågenhed.

Heldigvis ikke i bogen. Demonstranterne på Perlepladsen i Bahrain har fået den plads, der tilkommer dem. Lars Erslev Andersen forlod landet lige inden saudiske kampvogne rullede ind og giver en øjenvidne beretning fra et spirende oprør, der blev trampet ned. Både han og Thomas Fibiger belyser den lille stats kompleksitet med en befolkning af overvejende shiamuslimer over for et herskende sunni-muslimsk kongedømme.

Geografisk ligger Bahrain imellem Iran og Saudi Arabien, og politisk er staten klemt af spændingerne imellem de to stridende stormagter og ikke mindst vesten. USA’s femte flåde har base i Bahrain og vores allierede mod islamismen – Saudi Arabien, skal vi ikke rage uklar med. Derfor kigger vi væk, når saudiske soldater nedskyder fredelige demonstranter på Perlepladsen.

Da Muammar Gaddafi satte jagerfly efter demonstranterne, var historien en anden. I løbet af få uger indførte NATO et flyveforbud med støtte fra Den Arabiske Liga og med Saudi Arabien i spidsen. Som månederne går, er alliancen stadig i færd med at bombe Gaddafi ud af Libyen.

Siden 1980’erne har Gaddafi haft et anstrengt forhold til Den Arabiske Liga, som ifølge Ulla Holm, skyldes hans visioner om panarabisk enhed under sit eget lederskab mod imperialismen og zionismen. Man kan driste sig til at tænke, at muligheden for at komme af med Gaddafi var årsagen til ligaens carte blanche til at NATO kunne intervenere i Libyen.

Et arabisk efterår?

Arabiske Forår – Baggrund og konsekvenser skal læses – især af de politikere herhjemme, som skal navigere i det nye arabiske landskab. I bogen kommer forfatterne både rundt om de revolutioner, der lykkedes, og de som blev bragt til tavshed. For eksempel iranernes oprør i 2009. Til gengæld mangler tunesernes stemme.

Det Arabiske Forår sprang ud i Tunesien, men siden er tuneserne stort set glemt af medierne – og desværre også af bogen.

Efter endt læsning trænger flere spørgsmål sig på. Hvordan skal befolkningen finansiere det nye Arabien? Hvad sker der med revolutionen i Egypten, når turismen svigter, og der ikke er mad nok til at brødføde de 80 millioner indbyggere? Daniel Korski påpeger, at omvæltningerne i regionen kun har forværret den socioøkonomiske situation, og at investorerne holder sig tilbage.

Det kan uden tvivl kaste skygger over reformerne og føre til et arabisk efterår. Økonomi kommer til at spille en afgørende rolle, hvis de ønskede forandringer skal realiseres i den arabiske verden. Det var trods alt arbejdsløshed og magtesløshed, der fik Muhamed Al Bouazizi til at antænde sig selv.

Arabiske Forår – Baggrund og konsekvenser. Lars Erslev Andersen, Helen Hajjaj og Clement Behrendt Kjersgaard (Red). Med bidrag af Clement Behrendt Kjersgaard, Lars Erslev Andersen, Rasmus Alenius Boserup, Lasse Ellegaard, Ulla holm, Daniel Korski, Thomas Fibiger, Sune Engel Rasmussen, Martin Ledstrup, Morten Valbjørn, Julie Pruzan-Jørgensen, Leila Stockmarr, Hans Henrik Fafner og Søren Hove.