Nyt speciale stiller skarpt på skilsmisser i Marokko

Med den banebrydende familielov i Marokko har kvinder fået adgang til skilsmisse.

Nu behøver kvinden blot at insistere på, at hun ikke kan forsones med sin mand, for at være berettiget til skilsmisse. Men hvordan virker loven i praksis?

Den marokkanske familielovs fokus på fastsættelse af skyld og økonomiske rettigheder i skilsmissesager er i praksis med til at spænde ben for lovens krav om forsøg på forsoning ved alle skilsmisser.

Det viser mit speciale, der blev vurderet på København Universitet i maj 2010. På baggrund af en analyse af 105 domsafsigelser konkluderer specialet, at domstolenes praksis i stedet i mange sager kan være medvirkende til at forstærke spliden mellem parterne.

Dette sker fordi dommerne har skønsret til at tildele økonomiske rettigheder, på baggrund af hvem de ser som skyld i skilsmissen.

Marokko fik en ny familielov i 2004, som blev hyldet både i Marokko og internationalt som et stort skridt for kvinderettigheder i MENA-regionen. Meget er blevet skrevet om loven og dens implementering, ikke mindst i regi af Det Arabiske Initiativ, hvor flere organisationer arbejder med projekter, der skal støtte op om loven.

Langt mindre er dog skrevet om den praktiske implementering af loven i de marokkanske familiedomstole.

Dette nye speciale leverer derfor et sjældent indblik i juridisk praksis som den har udviklet sig for skilsmissesager i Marokko siden 2004. Det følgende præsenterer nogle af de vigtigste konklusioner i specialet.

Kvinders vej til skilsmisse

Marokkos familielov fra 2004 blev med rette hyldet for at have formået at tildele kvinder en række nye rettigheder uden at bryde med den islamiske tradition, som er en grundlæggende del af identiteten for mange marokkanere.

Nu behøver kvinder blot at insistere på, at de ikke kan forsones med deres mand, for at være berettiget til skilsmisse.

Den måske vigtigste ændring var indførelsen af shiqaq (splid mellem parterne), som en gyldig årsag for kvinder til at søge skilsmisse. Det eneste bevis, der er nødvendigt for at påvise shiqaq er at den, der begærer skilsmissen, insisterer på ikke at kunne forsones med sin ægtefælle.

Dette er et vigtigt skridt for marokkanske kvinder, som tidligere ofte kunne få deres skilsmissebegæring afvist, fordi de ikke kunne bevise at manden havde begået nogen fejl. Nu behøver kvinder blot at insistere på, at de ikke kan forsones med deres mand, for at være berettiget til skilsmisse.

Med indførelse af shiqaq som gyldig grund for kvinders skilsmissebegæring, samt en række restriktioner på mænds islamisk baserede frie ret til skilsmisse, har familieloven fra 2004 formået at opnå i praksis lige adgang til skilsmisse for mænd og kvinder.

Det grundlæggende fokus i loven er dog fortsat at bevare familiens enhed. Derfor stiller loven krav om at dommerne i alle skilsmissesager skal forsøge at forsone parterne. Men forsoningsforsøgene bliver besværliggjort af den omstændighed, at kvinden er nødt til at insistere på at der er splid mellem parterne for at kunne opnå skilsmisse for shiqaq.

Desuden har parterne økonomisk interesse i at tale dårligt om modparten og give dem skylden for ægteskabets sammenbrud. Skyldsspørgsmålet er vigtigt, fordi dommerne skal tildele økonomiske rettigheder til parterne i henhold til deres respektive ansvar for skilsmissen.

Islamisk familielov opererer ikke med fælleseje mellem ægtefæller. (…) Til gengæld skal manden betale et engangsbeløb til konen som en slags trøst (…)

Islamisk familielov opererer ikke med fælleseje mellem ægtefæller. Dette betyder, at i tilfælde af skilsmisse har en hjemmegående husmor uden lønarbejde ikke ret til at få del i sin mands ejendom, uanset hvor mange år hun har bidraget til familiens velbefindende ved praktisk husarbejde.

Til gengæld skal en mand, hvis han lader sig skille, betale et engangsbeløb til konen som en slags trøst, foruden kost og logi de første tre måneder.

Disse finansielle regler er bevarede i Marokkos familielov fra 2004 og det er op til dommeren at fastsætte størrelsen af disse beløb på baggrund af graden af “urimelighed” i mandens skilsmissebegæring.

Samtidig med, at kvinder har fået praktisk taget lige adgang til skilsmisse, har loven dog også åbnet for at domstolen kan pålægge “den ansvarlige part” at betale kompensation til den anden ægtefælle.

Dette betyder at domstolen også kan pålægge kvinder at betale til deres mænd efter en skilsmisse. Størrelsen af denne kompensation afhænger ligeledes af dommernes opfattelse af hvem der er skyld i skilsmissen.

Når en kvinde søger skilsmisse for shiqaq, er der intet direkte krav om, at hun skal forklare, hvori spliden består, men begge parters anklagepunkter mod hinanden vil som oftest komme op i løbet af domstolens forsoningsforsøg.

På baggrund af disse forklaringer skal dommerne afgøre, hvem der er skyld i skilsmissen. Disse afgørelser vil ofte være grundede på dommernes individuelle værdier og skøn, da lovgivningen ikke udstikker mange regler.

Hvem er skyld i skilsmissen?

Disse regler for økonomiske rettigheder betyder, at fokus i skilsmisseprocedurer oftest peger bagud mod at fastslå, hvem der er skyldig i ægteskabets opbrud, i stedet for at pege fremad mod en fælles løsning der kunne sikre gode relationer mellem ægtefællerne efter skilsmissen.

Når en kvinde søger skilsmisse for shiqaq skal hun altså bevise at der er splid mellem parterne hvilket giver hende grund til at fastholde hendes modsætninger med manden. Desuden ved begge parter at sagens økonomiske udfald afhænger af hvem dommerne opfatter som ansvarlige for skilsmissen.

Dette giver begge parter grund til at udpensle den anden parts dårlige opførsel og forsøge at dæmonisere dem i dommernes øjne.

Dermed frembringer procedurerne i Marokkos familiedomstole en situation, hvor ingen af parterne har umiddelbar interesse i at lytte til den anden parts version eller at indgå de kompromisser, der ville være nødvendige for en reel mæglingsproces.

Derfor ender skilsmissesager næsten altid med, at dommerne skal fastsætte de økonomiske rettigheder efter at have udsagt skilsmissen. Dermed er parternes økonomiske relationer fuldt overladt til dommernes skøn.

Begge parter ved, at sagens økonomiske udfald afhænger af, hvem dommerne opfatter som ansvarlige for skilsmissen

Gennem læsning af 105 skilsmisseafgørelser fra familiedomstole i hele Marokko kan dette nye speciale påpege at parternes anklager mod hinanden ofte handler om vold eller nægtelse af samliv.

Der blev bevilliget skilsmisse i stort set alle sager, der var anlagt på grund af shiqaq. Den eneste undtagelse var en sag hvor manden var forsvundet. I dette tilfælde kan der ikke gives skilsmisse for shiqaq, fordi forsoningsforsøgene ikke kan gennemføres uden begge parters deltagelse.

Kvinden var derfor henvist til i stedet at søge skilsmisse under en særlig procedure for skilsmisse for ”fravær”, som indebærer at ægtemanden skal efterlyses tre gange i landsdækkende tv, hvorefter skilsmissen kan afsiges uden hans tilstedeværelse.

I resten af sagerne blev der bevilliget skilsmisse og dommerne skulle derfor tildele økonomiske rettigheder på baggrund af deres opfattelse af, hvem der var ansvarlig for skilsmissen. I nogle domsafsigelser udspecificerede dommerne hvem de så som ansvarlig. Andre gange var formuleringerne mere vage, men dommernes opfattelse kan læses indirekte ud af de tildelte beløbs størrelse.

I sager hvor parterne ikke bor sammen, vil diskussioner i domstolen oftest handle om, hvem der var skyld i at samlivet ophørte. Mange gange er det ord mod ord om, hvorvidt det var manden der smed konen ud, eller hun selv flyttede og har nægtet at vende tilbage.

I disse sager vil dommerne ofte tildele økonomiske rettigheder til fordel for den part, der mest overbevisende kan argumentere at det var den anden der afbrød samlivet. Til gengæld tages der sjældent hensyn til, hvilke årsager der fik vedkommende til at forlade ægtesengen.

Når det handler om familievold er der store regionale forskelle på, hvordan disse sager bliver behandlet. I nogle domstole udløser anklager om vold i hjemmet store kompensationer, og de tildelte beløb har endda været støt stigende fra lovens vedtagelse i 2004 frem mod de sidste sager i specialets datamateriale, som blev behandlet i 2009.

Andre steder behandles familievold næsten som en naturlig del af livet, som ikke giver anledning til nogen kompensation.

Disse forskelle viser at der stadig er mange ting at tage fat på for organisationer, som ønsker at støtte kvinders rettigheder i Marokko med udgangspunkt i familielovgivning.

Specialet konkluderer, at den unikke blanding af islamiske og modernistiske værdier som er udtrykt i Marokkos familielov, er en afspejling af bredere værdier i det marokkanske samfund. Så længe disse to værdisæt eksisterer side om side i et samfund, vil der være en konstant afvejning af værdier som vil påvirke enhver proces til at fremme kvinders juridiske stilling i familiesager.

Ane Skov Birk er MA i Islamic Law og kandidat i Arabisk og samfundsfag. Hun arbejder pt. som international observatør i Palæstina, hvor hun også studerer palæstinensisk familielov på Hebron Universitet.

Speciale er tilgængeligt via Kvinfos bibliotek eller ved direkte kontakt til: Ane Skov Birk