På revolutionens sidelinie

Unge i andre arabiske lande har kunnet se til, mens deres jævnaldrende er gået forrest i at vælte styrerne i Egypten og Tunesien.

Og revolutionens vind har tydeligt kunnet mærkes hos de ungdomspolitikere fra Libanon og Palæstina, som DUF i februar havde samlet i Danmark – men med helt forskellige lokale perspektiver.

Et par kærlige fornærmelser ryger gennem luften mellem en af de danske og en af de libanesiske deltagere. Stemningen i vandrerhjemmet i Raadvad er legesyg, selv om det er sidst på dagen, og folk er trætte.

Og når man spørger de arabiske deltagere, så er de helt enige om én ting: ”Vi støtter revolutionen”

Men ellers så er både perspektiv og konsekvenser meget forskellige alt efter om de kommer fra Libanon eller Palæstina og hvilken politisk gruppe de tilhører.

Suheir Alami er palæstinenser og tilhører Fatahs ungdomsorganisation. Hun erkender, at revolutionen udfordrer det palæstinensiske selvstyres politik – men også at der er nødt til at ske forandringer i den arabiske verden.

”Vi kan tydeligt mærke der er mere aktivitet blandt de unge”, siger hun og behøver ikke at gå længere end til sin egen bror, der aldrig har været politisk aktiv før, men nu har kastet sig ud i en kampagne mod splittelsen mellem Hamas i Gaza og hjemmestyret ledet af Fatah.

Andre har demonstreret mod selvstyret, og i Gaza har Hamas med et vist held forsøgt at påberåbe sig revolutionens kappe. Fatah-styret har forsøgt at lægge låg på ved at udnævne ny regeringsleder, udskrive valg og love reformer.

De ændringer bakker Suheir op om. Samtidig gik hendes organisation med ind i demonstrationer til støtte for revolutionen i Egypten.

Det samme gjorde Rabih Dandashly i Libanon. Han er leder af Muslim Student League, som han selv beskriver som moderat islamistisk. Og mens Suheirs Fatah i årtier har haft tætte forbindelser til de faldne styrer i Tunesien og Egypten, så ser han Mubarak som en diktator støttet af USA og Israel.

Men ellers har begivenhederne i Egypten ikke gjort så stor forskel i Libanon. ”Det politiske liv er på kogepunktet i forvejen”, konstaterer han tørt.

Af samme grund kommer der heller ikke nogen revolution i Libanon. Landet er alt for splittet til, at det vil ske.

På samme måde lægger splittelsen mellem Fatah og Hamas rammen om enhver konflikt i Palæstina.

”Revolution på den måde – det tror jeg ikke”, siger Suheir.

Måske er det også erfaringen fra det splittede libanesiske samfund, der får Achad Pakradounian til at tvivle på den spontane samling, som revolutionen i Egypten var udtryk for.

”Der må stå nogen bag”, siger han. Han tilhører den armenske befolkning i Libanon og er medlem af det største armenske parti.

Men samtidig har han selv oplevet den magt, der kan ligge i de sociale medier. Til en i øvrigt lovlig demonstration, han deltog i, brugte politiet skydevåben og kastede med sten efter demonstranterne, fortæller han. Efterfølgende fik de demonstrerendes organisationer et sagsanlæg for at anstifte uro.

Men fotos af stenkastende politifolk dukkede hurtigt op på Facebook, og det printede de unge ud og gav til Achads far, der er parlamentsmedlem. Efter han præsenterede dem, forsvandt sagsanlægget.

Og faktisk synes han de nye mediers evne til lynhurtig information er lidt skræmmende, blandt andet fordi de giver grobund for rygter og misinformation.

”Før havde man nogle erfaringer man kunne trække på”, siger han. ”Nu er der ingen af de gamle regler, der gælder mere. Man er nødt til at lære det hele forfra, mens det sker.”