Politik og sikkerhed i Mellemøsten

Mellemøsteksperten Søren Schmidt har skrevet en tilgængelig lærebog om en række konflikter i Mellemøsten som er god at blive klog af – hvis man ellers kan se hen over, at udviklingen er gået så hurtigt, at situationen allerede er løbet fra mange af analyserne.

Ideen med ”Politik og sikkerhed i Mellemøsten” er rigtig god. Bogen tager udgangspunkt i en række analyser, som ph.d. og ekstern lektor ved RUC, Søren Schmidt har skrevet for Politiken, og kombinerer så hver af dem med relevante samfundsteoretiske afsnit.

Det gælder for eksempel en analyse af militærets rolle i revolutionsdagene i Egypten, der så bliver foldet ud i et teoretisk afsnit om demokrati og militærets rolle i samfundet. På samme måde bliver borgerkrigen i Irak koblet til teorier om mekanismerne bag interne konfllikter og til teorier om sammenhængen mellem religion og politik.

Bogen er rettet mod gymnasiet og de indledende niveauer på universitetet, og det kan naturligvis ses i formen, komplet med pædagogiske spørgsmål til overvejelse efter hvert afsnit. Appellen til læsere ud over klasseværelset ligger i, at den giver perspektiv til de daglige, ofte dramatiske, nyheder fra regionen.

Nogle af dem er helt grundlæggende diskussioner, så som hvornår grundlaget for demokrati er til stede.

Bogen er ret let læst, også teoriafsnittene, trods henvisningerne til politiske tænkere og teorier, der for mange ikke i forvejen vil være kendte. Samtidig er hvert afsnit afsluttet og kan læses for sig.

Man behøver altså ikke at tilegne sig teorierne i afsnit 1, der handler om blød og hård magt set i forhold til revolutionerne i Mellemøsten, for at forstå f.eks. afsnit 7 om udenrigspolitisk ”realpolitik” med udgangspunkt i det vellykkede spil Assads regime i Syrien evnede at gennemføre, før revolution og oprør sendte det ud i en desperat overlevelseskamp.

Fortiden bliver hurtigt gammel i Mellemøsten
Analyserne i bogen er således skrevet mellem 2006 og foråret 2011. Selv om det er et relativt kort tidsspænd, så er det bogens største svaghed. De nyeste – der klogt er lagt forrest i bogen – er reaktioner på revolutionsbølgens første faser i Egypten og Libyen. Men mange af de andre er tiden mere eller mindre løbet fra i den voldsomme udvikling, som regionen har været inde i.

Det er i sig selv ikke noget problem i forhold til bogens ærinde med at koble teorier og faktiske begivenheder sammen, men i og med analyserne står, som de i sin tid er bragt i Politiken, så kræver det, at læseren har et overblik over de seneste års begivenheder i Mellemøsten, for at det skal give mening.

Eller i det mindste kan se bort fra de aktuelle forhold, og så ryger meget af bogens grundlæggende ide med at koble teorier og begivenheder.

Dækker meget bredt

De er også andre skønhedsfejl. Det kan undre, at en Mellemøstkender bruger betegnelsen for området i flæng for ”den del af den islamiske verden, hvor der er ballade”, rækkende fra Pakistan til Libyen.

Desuden er det svært at dække hele den store og mangeartede region med samme dybde, og for eksempel bærer afnsittet om perspektiverne for Libyen efter Gadaffi, skrevet i slutningen af marts, ikke præg af et indgående personligt kendskab til det libyske samfund.

Det havde stort set ingen på det tidspunkt, da det ikke havde været muligt for vestlige eksperter at arbejde i landet i årtier, men alligevel så virker de dragne paralleller til Yemen, Somalia eller Afghanistan noget tynde.

Analysen af mangler og problemer i den libyske statsstruktur og civilsamfund eer sådan set korrekt nok, men dels så betyder for eksempel stammestruktuer ikke nødvendigvis det samme i forskellige samfund og dels så er Libyen et helt andet sted med hensyn til uddannelsesniveau og ressurser.

Bogens form med en enkelt teori eller sæt af teorier koblet til en enkelt begivenhed eller aktuel situation kan heller ikke levere en udtømmende analyse af de ofte komplekse forhold i samfundene.

Det foregiver bogen sådan set heller ikke, men det den vinder i overskueligheden, stiller den til gengæld i krav til læserens øvrige viden om landene, hvis det ikke er viden om teorierne, der er ens motivation for at læse bogen.

Til gengæld er styrken, at teoriafsnittene er skrevet som eftertanke til de aktuelle analyser, i stedet for, at begivenhederne er eksempler, der skal illustrere teorierne, som det er tilfældet i de fleste lærebøger.

Og dermed giver bogen meget stof til eftertanke også for folk, der ikke umiddelbart er teoretikere, men som arbejder med eller på anden måde har interesse for regionen, og gerne vil nogle spadestik ned under de umiddelbare begivenheder.


Anmeldelse af Niels Bak Henriksen

Fakta om ALF
Anna Lindh Foundation arbejder for at fremme kulturel dialog gennem samarbejde mellem de 25 EU lande og 10 lande langs Middelhavets sydlige kyst. Fonden støtter samarbejde mellem civilsamfundspartnere inden for uddannelse, kultur, videnskab og kommunikation.
ALF Forum 2010 fandt sted i Barcelona 4. – 7. marts 2010.
Læs mere om Anna Lindh Fonden
Læs om det danske ALF-netværk