Reformatoriske tendenser i islam

Vesten er i høj grad fokuseret på underskuddet af demokratiske normer og værdier i de muslimske samfund.

Man taler om nødvendigheden af at ’eksportere’ eller ’indsætte’ demokratiet fra vestlig side. Men hvor er interessen for og støtten til de reformatoriske tendenser, der vinder frem internt i de muslimske samfund?

Overalt i de muslimske samfund er der reformatoriske tendenser, men det primære fokus vil være på den nulevende iranske tænker Abdolkarim Soroush (f. 1945). Han har en doktorgrad i farmakologi og har gennemført studier indenfor historie og videnskabsfilosofi. Derudover har han modtaget en omfattende traditionel islamisk undervisning.

Dette har gjort ham i stand til at sammenkoble og fastholde nødvendigheden af at gøre brug af de sociale og humanistiske videnskaber, når fx Koranen skal fortolkes.

I det iranske samfund har det vist sig som en udfordring at fastholde brugen af disse videnskaber, idet de blev beskyldt for at være ’urene’ og ’vestlige’ videnskaber, der i deres yderste konsekvens ville virke korrumperende og ikke mindst sekulariserende på den iranske ungdom.

Dette synspunkt har Soroush forsøgt at modbevise i en serie af artikler og forelæsninger, der omhandler, at hvis islam eksempelvis kan forenes med revolution, som det skete i Den Islamiske Revolution i Iran i 1979, kan den således også forenes med menneskerettigheder, demokrati og frihed.

Derudover peger han på, at den form for fastlåst fortolkning af islam, der efter hans mening karakteriserer den iranske regering, er med til at fremme religiøs fanatisme, fordi islam bruges som en politisk ideologi.

Konsekvensen af disse holdninger har været, at hans forelæsninger blev udsat for voldelige forstyrrelser, hvilket har tvunget ham til at suspendere dem siden 1996, eftersom den iranske regering ikke har kunnet, eller villet, garantere for hans sikkerhed. Alligevel har Soroush i de seneste år vundet stor popularitet hos den iranske ungdom, der i hans politiske og filosofiske tekster, ser et alternativ til det iranske teokratiske styres kanoniserede fortolkning af de muslimske kilder.

Manglerne og indskrænkelserne ved en dogmatisk forståelse af islamisk lov, og fraværet af en dynamisk fortolkning af Koranen, er ikke levedygtigt i det religiøse samfund i en moderne tid. Soroush’ sammenkædning af intellektualisme og religion, er således et forsøg på at gøre op med de fastlåste regler, der er fremherskende i det iranske samfund. Samtidig karakteriserer sammenkædningen det reformatoriske islæt ved Soroush.

For at forstå det radikale ved Soroush’ tanker, vil nogle af hans tænknings centrale begreber blive kort gennemgået i det følgende.

Religion og religiøsitet
For at islam kan tilpasses en moderne verden, er det centralt for Soroush at revurdere opfattelsen af islam.

Selve religionen skal adskilles fra religiøsiteten, som er de ritualer og regler, der udgør den måde, hvorpå man dyrker sin religion. Skellet mellem religion og religiøsitet gør det muligt på den ene side at anerkende Koranens ufejlbarlighed samtidig med, at der åbnes for en kritik af den måde hvorpå den fortolkes af mennesket.

Fortolkningen kan indeholde fejl, idet mennesket ikke er guddommeligt og ikke er i besiddelse af en guddommelig indsigt.

Således er religiøsiteten til stadighed i konstant behov for udvikling, for at vedblive med at være aktuel for det menneske og det samfund der identitetsmæssigt definerer sig selv som religiøst.

Det skal derfor ifølge Soroush anerkendes, at den religiøse viden er en del af den samlede menneskelige videnskab, og at de forskellige videnskaber har en indvirkning på, hvorledes mennesket fortolker de religiøse kilder.

Derudover er det vigtigt at understrege, at den individuelle fortolkning af Koranen kun er én blandt flere, og at der derfor ikke er én fortolkning, der kan tage patent på sandheden.

Det radikale ved at adskille religion og religiøsitet er understregningen af, at ingen fortolkninger kan kanoniseres, og at ingen har ret til at monopolisere fortolkningen.

Opgør med det teokratiske styre

I forlængelse af Soroush’ skelnen mellem religion og religiøsitet, for at sikre en mere dynamisk og kontekstuel fortolkning af de muslimske kilder, ser han det ligeledes nødvendigt at gøre op med det monopol, det iranske og shi’itiske præsteskab har på fortolkningen, der blandt andet er basis for det iranske samfunds lovgivning.

Dette opgør er således også et direkte opgør med den iranske regering. Soroush er af den overbevisning, at den iranske regering henter sin legitimitet i religionen, og at denne legitimitet giver mulighed for at henvise til en påstået ufejlbarlighed, idet lovgivning og sociale retningslinjer således bliver guddommeligt bestemt.

Det shi’itiske præsteskab mener at være repræsentant for den okkulterede Imam, og dermed også vogter af den eneste sande version af islam. I Soroush’ optik er præsterne dog stadig mennesker, som i praksis udleder lovene fra de religiøse tekster, og ligeledes skal implementere dem praktisk i samfundet. Derfor skal den iranske regering, ligesom demokratiske regeringer, være underlagt institutionelle former for overvågning og undersøgelser.

Soroush gør således op med det eksisterende hierarki af officielle religionsfortolkere, der ikke er tilhængere af hans forslag til reformer, eftersom de truer deres etablerede position i samfundet. Han anerkender ikke den officielle religiøse fortolkning, og inviterer til en alternativ styreform, der sikrer rettigheder for mennesket og konstant udvikling af samfundet.

Det religiøse demokrati
Soroush er af den opfattelse, at det moderne menneske kræver mere af det omgivende samfund, end den eksisterende styreform i Iran kan tilbyde. Højt på listen over krav er ønsket om at opnå flere individuelle rettigheder, såsom fx ytringsfrihed. Soroush er derfor tilhænger af en sekularisering af samfundet, således at disse rettigheder kan opnås uanset etnisk og religiøst tilhørsforhold.

Denne samfundsform defineres som det religiøse demokrati, fordi Soroush ikke ser en uoverensstemmelse mellem det at være religiøs og det at være demokratisk. I det religiøse demokrati, bruges religionen som en vejledende faktor for de etiske og moralske principper, der udgør fundamentet for et samfund, mens rationaliteten er den faktor der regulerer opfattelserne omhandlende nye fortolkninger af Koranen, og sørger for vedligeholdelsen af menneskerettighederne.

Religionen og rationaliteten er således gensidigt afhængige af hinanden, for at kunne opretholde den optimale samfundsorden. Det centrale omdrejningspunkt i det religiøse demokrati er, at det er den religiøse forståelse, der skal tilpasse sig demokratiet, og ikke omvendt.

Denne samfundsform skulle, ifølge Soroush, give plads til at mennesket uanset tro kan deltage aktivt i samfundet på lige fod. Sekulariseringen af samfundet, er således altafgørende for dets fremtidige succes.

Den reformatoriske tendens

Soroush’ tanker kan kritiseres for at have en elitær tilbøjelighed, der gør dem svært tilgængelig for mennesker uden længere uddannelse, og en fastholdelse af referencer til termer som ’traditionalisme’ og ’modernisme’ som uforanderlige størrelser.

Ikke desto mindre er han en del af den betydningsfulde reformatoriske tendens, der bliver mere og mere tydelig i den muslimske verden. I en muslimsk kontekst, er Soroush’ tanker radikale, men ikke enestående.

Han er således del af en verden, der ønsker at invitere til nyfortolkninger af Koranen og hadîth Fortællinger der beretter om Profeten Muhammads liv, som blandt andet er kilde til Shari’a-lovgivningen, der udmunder i præsentationen af en reformering af islam. Koranen og hadîth er centrale, fordi de er primære kilder til, hvorledes menneskerettigheder, lovgivning og demokrati opfattes og udformes i de muslimske samfund.

Nyfortolkningen kan åbne op for flere menneskerettigheder og demokratiske elementer ved at udmunde i præsentationen af en reformering af islam.

I denne sammenhæng kan eksempelvis peges på den egyptiske reform-tænker Nasr Hamid Abû Zayd og den algeriske intellektuelle tænker Mohammed Arkoun. Ligesom Soroush, arbejder de for at bryde de fastlåste tilgange til Koranen og hadîth, ved hjælp af en mere videnskabelig og rationel stillingtagen til, hvorledes en sådan nytænkning kan lede til en mere demokratisk fortolkning. De gør alle brug af filosofiske såvel som videnskabelige tilgange, for at kunne tilbyde en form for liberalisering eller reformering af islam.

Således mener de, at en fortolkning af Koranen skal foretages ud fra den kontekst, hvori den fortolkes, så Koranen og dermed religionen vedbliver med at være relevant for det enkelte menneske.

Kun således tvinges mennesket til at deltage i den verden, det er en del af, i stedet for at fastholde dogmer, der var udslagsgivende for en anden tid.

Det er kendetegnende for denne reformatoriske tendens i den muslimske verden, at den åbner sig mod en globaliseret verden. Derfor er det nødvendigt at fokusere på denne tendens i den vestlige verden, og fremhæve og støtte Soroush og andre tænkere som værdifulde i forsøget på at formulere nytænkende og dynamiske fortolkninger af Koranen og hadîth.