Samarbejde med muslimske organisationer

Blandt de mange samarbejdspartnere danske organisationer har i den arabiske verden er der kun ganske få religiøse organisationer.

Men muslimske organisationer har stor betydning i samfundene. Lokalt kan de give adgang til relevante målgrupper og taler til dem i et sprog de er fortrolige med, siger Marie Juul Petersen, der er religionssociolog på DIIS.

En af effekterne af revolutionerne og de efterfølgende valg i Nordafrika har været at bringe religiøst baserede kræfter ind i midten af samfundet.

Det gælder både de partier, der har vundet overbevisende valgsejre, og det gælder den store mængde sociale organisationer, som har eksisteret hele tiden, men som ofte har ligget lidt lavt i vandet.

Samtidig har der fra dansk side været en betydelig tilbageholdenhed med at samarbejde med muslimske organisationer.

”Generelt har der været virkelig mange år, hvor man ikke har skænket det en tanke”, siger Marie Juul Petersen, Ph.d. og forskningsassistent på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

”Det har også at gøre med den moderniseringstankegang, der ligger i bistandstanken. Religiøse organisationer er blevet set som en konservativ kraft, der i bedste fald var irrelevant i værste blokerede, og som ville forsvinde i moderniseringen”.

Men den tænkning er ved at forandre sig. Ikke mindst fordi de muslimske organisationer udgør en vigtig del af civilsamfundet med et stort historisk grundlag. I Jordan er 800 ud af 2000 civilsamfundsorganisationer muslimske.

I Egypten har en organisation som Acala 70.000 medlemmer, mens Amr Khaleds ungdomsorganisation, Lifesavers, har lanceret et projekt i samarbejde med Vodafone, hvor de skal uddanne 85.000 trænere.

Flere fordele

Marie Juul Petersen peger på flere fordele ved at gå ind i samarbejde med de muslimske organisationer, også ud over de rene dialogprojekter. Ved hjælp af deres religiøse legitimitet kan muslimske organisationer give adgang til områder og befolkningsgrupper, der kan være svære at få i tale, især i meget traditionelle områder, eller områder, hvor der har været konflikter med Vesten.

Desuden er det sekulære sprog, som mange bistandsorganisationer taler, svært at forstå for mange mennesker. Her kan muslimske organisationer fungere som oversættere og formidlere, og de kan også forhindre nogle af de værste kulturelle brølere. Marie Skov fortæller blandt andet om et projekt, der byggede toiletter.

Det var indbyggerne glade for lige indtil toiletterne blev malet grønne – Islams farve.

”Man skal huske, at alle andre ikke ser sekulær ideologi som neutral. Samarbejde kan sætte spørgsmålstegn ved vores værdisæt. At det ikke er neutralt eller teknisk”, siger hun

Der er således mulighed for nytænkning og læring begge veje. Religiøse organisationer sætter ofte spirituelle værdier som håb, retfærdighed og fællesskab i centrum, og de er ofte de vigtigste for en fattig befolkning.

Til gengæld kan de vestlige organisationer være med til at professionalisere dem, ligesom flere har udviklet sig i deres syn på for eksempel kvinder.

”Der er flere og flere organisationer, hvor der er hul igennem. Jeg var ekstremt positivt overrasket i Jordan. Det gjaldt også helt små frivillige organisationer med stærke kvinder i front”, siger Marie Juul Petersen og fortæller om en organisation, der støtter prostituerede, og som er drevet af en gruppe ældre, konservative kvinder med et religiøst udgangspunkt.

Arbejdet handler om sundhed og støtte til at gøre de prostitueredes liv bedre og respekterer, hvis de bliver i prostitutionen. ”Det er endda ude i en lille by, og der har været stor modstand. Men de er bare blevet ved”, fortæller hun.

Tag diskussionen

Samtidig skal man heller ikke være blind for de mulige konfliktpunkter, især i værdibåret arbejde, som mange af projekterne i Det Arabiske Initiativ er.

”Tag diskussionen åbent. Man skal tage den snak”, lyder rådet fra Marie Juul Petersen. Desuden kan det være klogt at starte med ukontroversielle emner som for eksempel uddannelse, hvor ingen af de organisationer, der kan være interessante som samarbejdspartnere, vil være uenige i at det også gælder kvinder.

”Man skal ikke blive for religionsfikseret. Andre identiteter og almenmenneskelige aspekter må ikke drukne”, siger hun. Men mens det ofte er muligt at finde fælles grundlag i forhold til for eksempel kvinders rettigheder, så er der også områder, hvor samarbejder næppe er realistisk.

”Der hvor det bliver virkelig svært er for eksempel i forhold til homoseksuelle. Der finder man stort set ingen, der taler for rettigheder”, siger hun. Også Israel-Palæstina-konflikten kan give problemer.

”Det vigtigste er at man kender konteksten virkelig godt. Man skal gå ind i partnerskabet, de steder man kender samfundet godt”, siger hun. Desuden kan det være en god ide, at læne sig op af andre med konkrete samarbejdserfaringer, eller finde brobyggere for eksempel blandt de vestlige muslimske organisationer.

Aktuel debat

Mens eksemplerne på danske samarbejder med muslimske organisationer er få, så er debatten blevet tydelig. Da udenrigsministeren og udviklingsministeren for nylig lancerede den nye strategi for Det Arabiske Initiativ fyldte debatten om hvordan man forholder sig til de forskellige islamistiske kræfter da også en del.

”Vi skal ikke være håndsky.” lød meldingen fra udenrigsminister Villy Søvndal, især med adresse til de islamistiske politiske partier, der har vundet valgene i de nye demokratier. ”Jeg kan godt forstå, at partier i samfund, der er dybt funderet i Islam, bruger det”.

Til gengæld understregede han også, at det kræver en klar skelnen mellem de moderate og de ekstreme.

”Anti-demokrater skal vi bekæmpe”, sagde han

Vores nabolande langt foran

I debatten efterlyste Henrik Grunnet fra IMS en form for retningslinjer for samarbejder med islamistiske bevægelser, og det samme gjorde flere af deltagerne på det møde om emnet, som MENA-netværket holdt i november. Det har man blandt andet i flere af de andre europæiske lande, fortæller Marie Juul Petersen.

For eksempel har Holland en 100 siders manual om arbejde med religiøse organisationer, og i Norge er der blevet nedsat en kommission for at diskuteret emnet igennem, til dels efter at de norske bistandsorganisationer havde presset på. I USA har Georgetown University et helt center for religion og udvikling.

Men længst er man nået i Storbritannien, der også huser de største vestligt baserede muslimske hjælpeorganisationer som Islamic Relief og Muslim Aid.

Blandt andet har de været med til at opbygge effektive kontrolmekanismer om hvem, de ikke skal samarbejde med. Hvis der er problemer, går de ind og hjælper deres partnere i regionen til at skære den kontakt eller de personer ud, der er problemet.

Og i det hele taget skal man være opmærksom på, at spektret er virkelig bredt, både fra land til land og internt i de forskellige lande.

”Forskellen ligger meget mere andre steder end mellem muslimske og kristne eller sekulære”, siger Marie Juul Petersen. ”Det er mellem missionerende eller ej, om det er lokale eller internationale organisationer, og om de er baseret i Vesten eller for eksempel i Golfen”.