Sommerlejr skaber civilsamfundsengagement

I Jordan lærer unge fra Ungdommens Røde Kors og jordansk og palæstinensisk Røde Halvmåne om kønsproblematikker, mens der knyttes tætte bånd deltagerne imellem.

Elever fra Vallekilde Højskole har med støtte fra Ungdommens Røde Kors faciliteret en fem dages sommerlejr lidt uden for Amman i Jordan. Under titlen ”Youth Action for Gender and Voluntarism” har frivillige unge fra jordansk og palæstinensisk Røde Halvmåne samt Ungdommens Røde Kors i løbet af lejren prøvet kræfter med kønsproblematikker, facilitering samt udvikling af nye aktiviteter for børn og unge.

Ungdommens Røde Kors’ Regionale Sommerlejr i Amman er en årligt tilbagevendende begivenhed og finansieres gennem Det Arabiske Initiativ. Sommerlejren blev i år for første gang afholdt i samarbejde med Vallekilde Højskole, der desuden bidrog med deltagende elever fra højskolens forårshold ‘Take the Lead’. Lejren havde 37 deltagere fra Danmark, Jordan og Vestbredden og blev afholdt d. 14. – 18 juni 2013.

Flere og dygtigere frivillige

Lejrens deltagere er efter en lille uge med aktiviteter og foredrag under temaet ”Gender” blevet klædt på til at videreformidle kønsdebatten i deres respektive Røde Halvmåne og Røde Kors lokalafdelinger. Kønstematikken er en af Ungdommens Røde Kors’ kerneområder for  arbejdet i regionen, hvor målet bl.a. er at udfordre kønskonstruktioner i de forskellige samfund.

”Sommerlejren har været med til at opbygge en pulje af flere dygtige frivillige i Mellemøsten, der nu kan lave relevante gender-aktiviteter for andre lokale unge på Vestbredden og i Jordan,” forklarer Stine Bech Bregnhøj, international konsulent i Ungdommens Røde Kors og ansvarlig for sommerlejren.

Lejrens kønsorienterede emner blev modtaget godt af samtlige deltagere, der blandt andet skulle tage stilling til fordomme og stereotyper kønnene imellem, lære at adskille socialt og biologisk køn og debattere ligestilling.

Jeg har ikke kun fået en dybere indsigt i emnet ”Gender”, men også lært en masse værktøjer jeg kan bruge, når jeg skal hjem og lære fra mig i Palæstina, Sahar Abu Zayed, Palæstina

”Jeg synes, at ugen er forløbet virkelig godt. Jeg har ikke kun fået en dybere indsigt i emnet ”Gender”, men også lært en masse værktøjer jeg kan bruge, når jeg skal hjem og lære fra mig i Palæstina,” fortæller Sahar Abu Zayed fra palæstinensisk Røde Halvmånes Ramallah-afdeling.

Desuden hersker der ingen tvivl om, at en af sommerlejrens største bedrifter har været de venskaber og den kulturelle forståelse, deltagerne har fået for hinanden.

Foto: Ungdommens Røde Kors
Foto: Ungdommens Røde Kors

Dansk-arabisk dialog og kulturudveksling

Mustafa Tobal, en af lejrens palæstinensiske deltagere forklarer, hvordan de sidste dage radikalt har ændret hans syn på danskere, der tidligere i høj grad har været præget af de scener, der fulgte i kølvandet på de danske Muhammed-tegninger.

”Jeg husker de brændende rød-hvide flag i gaderne. Hvordan jeg var overbevist om, at alle danskere måtte være respektløse, forfærdelige mennesker. Men de sidste fem dage har givet mig en helt anden opfattelse af det danske folk. I er jo alle sammen søde og rare,” fortæller han.

Allerede efter første dag på lejren kunne deltagerne kaste sig hovedkulds ud i diverse navnelege og ryste sammen-aktiviteter. Derfor er det heller ikke kun Mustafa Tobal og de arabiske deltagere, der har fået rokket ved nogle fordomme i løbet af lejren.

”Vi var blevet forberedt på det værste og kunne lige forestille os, hvordan vi som vesterlændinge kom til Mellemøsten for at prædike kønsproblematikker for en gruppe dybt konservative og fundamentalistiske arabere. Jeg tror, vi alle blev meget glædeligt overrasket over de unge deltageres frisind,” fortæller Karen Louise Mørk, en af Vallekilde Højskoles danske deltagere.

Gennem debatter, oplæg og forskellige aktiviteter som forhindringsbane, menneskelige skulpturer og flere forskellige slags stoledans har de unge deltagere ikke blot lært at forholde sig til udtrykket ”gender”, facilitere foran andre og lavet handeplaner for, hvordan de vil videreformidle emnerne i deres hjemegne. De har også fået indsigt i en anden kultur og igennem dialog og venskaber været med til at bygge bro imellem Danmark og den arabiske verden.

Foto: Ungdommens Røde Kors
Foto: Ungdommens Røde Kors