Topmøde mellem EU og Marokko tæt på at gå i fisk

Hvad et utal af rapporter om undertrykkelse af menneskerettighederne i Vestsahara ikke har formået – at bringe sahrawi-befolkningens rettigheder på EUs dagsorden – synes EUs fiskeriaftale med Marokko at kunne.

Men spørgsmålet om fiskerettigheder risikerer at afføde krav om selvstændighed.

I en årrække har menneskerettighedsorganisationer påtalt grove krænkelser af sahrawiernes rettigheder i Marokkos Vestsahara uden synderligt held. Hverken EU eller USA har ønsket at skade forholdet til en tro allieret i kampen mod terror og illegal immigration og har derfor vendt det døve øre til.

Men hvad menneskerettighederne ikke har kunnet, synes genforhandlingen af fiskeriaftalen fra 2006 at lykkes med: Nemlig at bringe sahrawiernes rettigheder på dagsorden og dermed rejse spørgsmålet om graden af selvstændighed for det besatte Vestsahara.

Debatten om firskeriaftalen startede allerede i 2002. Det var dog først i 2009, et år efter Marokkos opnåelse af avanceret EU-status, at Europa-Parlamentets juridiske tjeneste udsendte en vurdering af fiskeriaftalens juridiske implikationer for sahrawierne.

Tjenesten erklærede, at EU-fartøjers fiskeri ud for Vestsahara var ulovlige i henhold til international lov, fordi sahrawierne hverken var blevet konsulteret om fiskeriets konsekvenser for fiskebestanden eller havde fået økonomisk kompensation for fiskeriet.

Tjenesten anbefalede derfor ’på det kraftigste’, at sahrawiernes ønsker og interesser skulle diskuteres i den fælles EU/Morocco Joint Fisheries Committee samt at fiskeriaftalen skulle suspenderes eller ændres for at sikre, at EU-fartøjer ikke fisker ud for Vestsahara kyst. Den anbefaling blev overhørt af EU-Kommissionen.

Vurderingen blev afleveret til Europa-parlamentet i 2009, men først offentliggjort i februar 2010, da den blev sat til debat i Europa-Parlamentets fiskerikomité.

Marokkos avancerede EU-status

Det første topmøde mellem EU og Marokko efter at Marokko har fået ’avanceret status’ blev afholdt i Granada den 7.-8.marts. Et vigtigt formål med mødet var at vise, at Marokko fortjener denne høje status – men topmødet var tæt på at gå i fisk. Fiskeriaftalen mellem EU og Marokko truede nemlig med at forplumre topmødet.

Marokko er det eneste sydlige middelhavsland, som inden for rammerne af EU’s Naboskabspolitik fra 2004, har fået en sådan status. Det har det, fordi EU har en strategisk interesse i Marokko på grund af den europæiske kamp mod illegal immigration og terrorisme fra Nordafrika og Afrika.

Marokko er desuden det mest stabile sydlige middelhavsland, som er i gang med en moderniseringsproces, der også involverer en vis grad af politisk pluralisme og forbedring af menneskerettighedssituationen.

’Den avancerede status’ er sikkerheds – og frihandelsorienteret. Samarbejdet mellem EU og Marokko drejer sig om politi, immigration, narkotika, krisemanagement, ophævelse af EU’s toldbarrierer på nogle af Marokkos landsbrugsvarer samt finansiel hjælp. Marokko bliver også trukket ind i diverse EU-politiske fora, uden at det dog åbner op for EU-medlemskab

Suspension eller ændring af fiskeriaftalerne giver både Marokko og EU kuldegysninger, fordi det lukker op for spørgsmålet om graden af selvstændighed for det besatte Vestsahara.

Og ikke nok med at fiskeriaftalerne har udløst diskussion om Vestsaharas fremtid, også krænkelse af menneskerettigheder i Vestsahara er kommet på dagsordenen.

FN’s særlige udsending i Vestsahara, Christopher Ross erklærede således i januar i år, at FN-styrken MINURSO (United Nations Mission for the Referendum in Western Sahara) – som siden 1990erne har skullet sikre, at våbenhvilen mellem Marokko og sahrawierne ikke overtrædes – skal have ret til også at overvåge overholdelse af menneskerettigheder i Vestsahara.

Status quo og/eller langsomme reformer?

Marokko vil ikke høre tale om en selvstændig stat i Vestsahara. Det vil EU heller ikke, fordi det vil destabilisere de aktuelle magtforhold i Nordafrika. Sahrawierne afslår på deres side fuldstændig en integration af Vestsahara i Marokko.

Tilbage står så muligheden af autonomi og decentralisering af den marokkanske stat.

Marokko har i de sidste par år arbejdet på en regionaliseringsmodel, som blandt andet involverer fordeling af de regionale økonomiske ressourcer. Spørgsmålet er naturligvis, hvorvidt de fine intentioner har nogen gang på jorden.

Det vil være en fordel, at Marokko viser, at det er villigt til at påbegynde decentralisering og at de agter seriøst at konsultere sahrawierne, hvad angår ressourcefordeling, forbedring af levevilkårene, tilbagetrækning af det marokkanske militær samt at overholde menneskerettigheder i Vestsahara.

Hvis Marokko viser en reel reformvilje, vil det blive vanskeligere for separatistbevægelsen Polisario at få opbakning til oprettelse af en selvstændig stat i Vestsahara.

Efterskrift

Topmødet gik ikke i fisk. Det gjorde det ikke, fordi alle kontroversielle emner blev nedtonet. Man blev enig om, at alt gik godt. Og at alt ville blive endnu bedre i fremtiden på grund af uddybning af Marokkos ’avancerede status’. Vestsahara konflikten blev fejet til side med den sædvanlige erklæring om, at den skal løses i FN-regi.

Fiskeri-aftalen blev fejet af bordet. Marokko og EU var enige om, at ’begge parter ivrigt vil beskytte og fremme menneskerettighederne, demokratiet og retsstaten, som er grundpillerne i Marokkos ’avancerede status’.

EU hilste også Marokkos decentraliserings reform velkommen og begge parter blev enige om, at der skulle etableres et samarbejde mellem EU’s regionale komité og de involverede marokkanske parter. Alt ser således såre godt ud. Hvordan virkeligheden kommer til at se ud, er en anden sag.

Virkeligheden lå i topmødets kulisser. Her udtalte Herman Van Rompuy, EU’s formand for Det Europæiske Råd, at EU forventede, at Marokko ville anstrenge sig for at forbedre menneskerettighedssituationen generelt i hele Marokko samt specielt i Vestsahara.

Forbedring er ikke det samme som overholdelse af menneskerettighederne. Men det er en opfordring til at gå i gang med en proces. Spørgsmålet er, om EU vil kræve forbedring som modydelse til finansiel og økonomisk støtte. Det er der ikke meget der tyder på.

EU har generelt nedtonet spørgsmålet om menneskerettigheder i de sydlige middelhavslande. De arabiske regimers stabilitet er øverst på EU’s dagsorden. Derefter kan menneskerettighederne komme på tale – måske.

Af Ulla Holm, seniorforsker, DIIS