Træning midt under massedemonstrationerne

Mellemfolkeligt Samvirkes danske træner fortæller her om at undervise unge egyptere, midt under sommerens historiske begivenheder

Fra den 23. juni til og den 8. juli gennemførte Mellemfolkeligt Samvirke, i samarbejde med den egyptiske organisation CEWLA (Center for Egyptian Women and Legal Assistance), en træningsrunde af fem kampagne-træninger i et af Egyptens fattige slumkvarter Boulaq El-Dakrour i Cairo.

Boulaq ligger lige op af ​​ middelklasseområdet Mohandeseen, men på trods af den korte afstand mellem de to naboområder ses forskellen tydeligt, når man nærmer sig Boulaqs smalle gader med larmende gadesælgere, og fattigdommen er ikke til at skjule.

Træningen havde til formål at give Boulaqs unge mellem 16 og 30 år en stærk motivation til at skabe forandring i deres lokalsamfund og give dem specifikke redskaber i, hvordan man udarbejder, organiserer og planlægger kampagner til gavn for deres lokalområde. Da deltagerne skulle lokalisere problemer, som de ønskede at gøre noget ved i deres område, var de enige om, at kriminalitet, infrastruktur og affald er ”alvorlige problemer som politikerne ikke gør noget ved”, som en af deltagerne udtrykte det.

Foto: Mellemfolkeligt Samvirke
Foto: Mellemfolkeligt Samvirke

Træning under massedemonstrationer

Da træningen var på sit højeste, planlagde Tamarod Initiativet massedemonstrationer på årsdagen for daværende præsident Morsi den 30. juni i håb om at vælte præsidenten. Millioner af egyptere gik på gaden, hvilket resulterede i, at Morsi den 3. juli blev afsat af militæret.

Træningen måtte midlertidigt sættes i bero, indtil uroen lagde sig igen den 4. juli. De historiske begivenheder, som fandt sted samtidig med træningen, skabte interessante og hede debatter, der for alvor viste, hvor frustrerede og desperate Egyptens unge er. Deltagerne havde ventet på denne dag, men var også nervøse.

Og mens vestlige medier kaldte begivenhederne for et militærkup, var deltagerne på træningen enige om, at militæret spiller et spil, og at de har en agenda, men at det stensikkert ikke er et militærkup. Tværtimod – de vil have æren for at have væltet Morsi ligesom folket væltede Mubarak.

”Vi er opmærksomme på, at militæret og andre har en agenda og udnytter vores revolution, men det er altså vores revolution, og som vi også har diskuteret på denne træning, tror jeg stadig på, at folket er i stand til at gøre meget, når vi blot står sammen,” siger deltageren Mohammed.

træning 1

For trænerne betød disse omstændigheder, at vi måtte inkludere hændelserne som praksiseksempel, men det krævede også mere af trænerne, da deltagernes koncentration og fokus rettede sig mod situationen udenfor træningsrummet. En af MS trænere, Rinad, fortæller:

”Jeg kan ikke sige, om vores træning havde nogen effekt på vores deltagere i forhold til situationen, og om de kunne bruge de nyerhvervede redskaber, men emnerne på træningen handlede mere og mere om, hvordan en kampagne som ”Tamarod” kan udvikle sig til noget så stort, og det gav deltagerne på træningen håb og mod”.

En anden af trænerne, Mahmoud, fortsætter:

Det var virkelig interessant at holde en træning midt i omvæltningerne – vi fik et helt unikt indblik i folkets aspirationer, hvilket kan blive integreret i vores fremtidige projekter, Mahmoud, træner

”Det var virkelig interessant at holde en træning midt i omvæltningerne – vi fik et helt unikt indblik i folkets aspirationer, hvilket kan blive integreret i vores fremtidige projekter”.

Planen er, at deltagerne efter denne runde træning skal mødes med beslutningstagere og præsentere deres kampagneforslag for et bedre Boulaq.  Deltagerne udtrykte, at de er sikre på, hvis politikerne ikke vil lytte til dem, så vil de kunne gøre meget ved blot at stå sammen.

“Nu giver vi det en chance, og vi er meget spændte på at mødes med politikerne, men vi ved også, at med nøje planlægning og ved at organisere os og stå sammen – som vi blandt andet har lært på træningen – så vil  vores mission om et affaldsfrit Boulaq vil kunne lykkes – med deres støtte eller ej”.