Trossamfund kan være en del af løsningen

Agnete Holm fra Danmission har skrevet denne kronik, der blev bragt i Weekendavisen den 3. maj 2013

På et hotel i Libanons bjerge snor personlige beretninger om vold, kidnapninger, fængslinger, tortur, dødsfald og voldtægter sig ind og ud mellem hinanden. Mænd og kvinder deler deres grufulde oplevelser fra hjemlandet Syrien.

Historier om tab af familiemedlemmer, tab af arbejde, tab af hjem – tab af integritet og identitet. De to tolke, der oversætter mellem engelsk og arabisk, bryder flere gange sammen. De kan ikke rumme at høre mere.

Jeg befinder mig på hotellet sammen med 30 unge syrere fra Damaskus, Homs, Hama, Aleppo, Tartous og Latakia. Vi er samlet for at bevæge os gennem en dialog og konfliktløsningsproces.

Sammen med to facilitatorer og konfliktløsere fra Sydafrika leder og underviser jeg på den fem dage lange workshop. En workshop, som er arrangeret af den folkekirkelige organisation Danmission og samarbejdspartneren Forum for Development, Culture and Dialogue ( FDCD) med base i Libanon og det syriske netværk Mobaderoon. Workshoppen og de efterfølgende aktiviteter er en del af et større projekt, der er støttet af Udenrigsministeriets Det Arabiske Initiativ gennem Danmission.

Jeg har arbejdet som dialogkonsulent i en årrække. Alligevel er det første gang, jeg oplever granvoksne mænd bryde sammen i gråd. Det er første gang, jeg oplever tolke bryde sammen, fordi de ikke kan rumme at oversætte flere historier.

Det er for sensitivt at have undervisere og facilitatorer fra arabisktalende lande, derfor er facilitatorerne fra Sydafrika.

Deltagerne, der er blevet indlogeret på forholdsvis neutral grund i Libanon, er både kristne og muslimer, ortodokse, katolikker og protestanter, sunni-og shia-muslimer og alawitter.

Nogle støtter den syriske præsident Bashar Assad og hans styre – andre støtter forskellige oppositionsgrupper.

Mange års diktatur og de seneste par års uro og borgerkrig har betydet, at det syriske folk efterhånden er skarpt opdelt i forskellige grupper. Der er en stor mistillid mellem folk, og man er bange for at udtrykke sig og ikke mindst stole på folk fra andre grupper. Derudover florerer der mange fordomme, og visse grupper har interesse i at skabe yderligere splid i befolkningen og vende dem mod hinanden.

Det, at det er lykkedes at samle 30 unge med vidt forskellige baggrunde, vidner om, at der stadig findes folk, som vil gå imod had, fordomme, opsplitninger og krig. Derfor er formålet med workshoppen også, at de unge skal vende tilbage til Syrien som forandringsagenter og fredsstiftere.

Med rystende hænder stiller Hussein fra Hama sig frem foran gruppen. Han fortæller, at han er alawit og imod den syriske regering. Han hader Assad. Bilal, der er sunni reagerer stærkt på Husseins ærlige udmelding. Han bliver vred og forsvarer præsident Assads regering.

Da der kort efter er en pause, bliver jeg opsøgt af en grædende Hussein. Han fortæller mig, at hans far har siddet i fængsel i 15 år, og at han selv har været i fængsel to gange. Sidste gang var for et halvt år siden, hvor han sad inde i to måneder. Han blev tortureret og viser mig sine ar. Som alawit bliver han straffet dobbelt så hårdt for at være imod regeringen og Assad, fordi Assad selv er alawit.

Frygten ligger som en tung dyne over hotellet de første dage, og for at mindske den bliver vi enige om, at ingen må tage billeder. Det er almindeligt kendt, at Facebook bliver brugt til at angive de mennesker, der er imod den syriske regering. Når deres foto er blevet offentliggjort på Facebook, er de efterfølgende forsvundet.

Det er en udfordring at skabe et tillidsfuldt rum, så deltagerne tør åbne sig for hinanden. Jeg forklarer, at hvis de tør gå i dialog, så vil de finde ind til deres egen menneskelighed.

Konflikter og krigssituationer opstår, fordi folk ikke længere kan se hinanden som mennesker. Når man opdeler et samfund og lever adskilt, så er det nemt at opbygge fjendebilleder – man bilder sig selv ind, at den anden ikke er et menneske.

Det gør det lettere at slå ihjel.

Basma fra Homs møder ikke op efter en pause, og flere af de andre deltagere har set hende græde. Jeg går ud for at lede efter hende. Da jeg finder hende, fortæller hun, at hun inden for den sidste måned har mistet både sin bror og sin forlovede.

Det er oppositionen, der har slået dem ihjel. Hun har lige opdaget, at en af de andre deltagere tilhører den oppositionsgruppe, der har dræbt dem. Hvordan skal hun kunne være i dialog med ham? Jeg beder deltagerne om med et enkelt ord at beskrive, hvordan de har det lige nu. På den måde bliver alle synlige for hinanden, og det bliver tydeligt, at alle er mærkede. Den næste dialogøvelse handler om at lære at lytte og selv blive klar over, hvor god man er til at lytte. Vi taler om forskellen mellem at høre og at lytte. Vi taler om, hvorfor det er vigtigt at lytte. Vi er alle forbundet med hinanden, og kan vi ikke bekræfte hinanden gennem det at se og lytte til hinanden, opstår der mistillid og frustration.

Deltagerne lytter velvilligt til hinanden.

Mange formår at sætte sig i den andens sted, vise interesse og nysgerrighed. De opdager, at de alle er berørte af krigen, og alle har mistet. Gennem dialogøvelsen finder de modet til at smide masken og stå frem som dem, de er.

Tarek fra en af de syriske oppositionsgrupper og Rahim fra den græsk-ortodokse kirke sidder længe og lytter til hinanden.

Rahim har indtil nu undgået Tarek, fordi han var bange for ham, og fordi en af hans venner er blevet slået ihjel af den oppositionsgruppe, Tarek er en del af. Dialogen har ikke gjort dem enige, men de har hver især fået sat et menneskeligt ansigt på fjenden.

Et af formålene med Det Arabiske Initiativ og Danmissions dialogarbejde er at skabe projekter og indsatser, der understreger, at vi alle er mennesker og menneskelige.

Både som kristne og muslimer tror vi på, at vi er skabt af Gud, og at vi er skabt til at være skabende. Dér, hvor vi mennesker mærker vores menneskelighed stærkest er, når vi er kreative og relationelle, når vi gør noget i fællesskab. Projekter, der indeholder sportsbegivenheder, kulturelle initiativer, arbejdsfællesskaber, sociale og dialogiske sammenkomster er eksempler på initiativer, der understreger vores menneskelighed.

Derfor skal deltagerne også – med støtte fra Danmissions samarbejdspartner FDCD – igangsætte mindre projekter, når de er tilbage i deres hjembyer. Projekterne skal være med til at skabe tryghed, tillid og sammenhold mellem de forskellige grupperinger.

Basma fra Homs fortæller, at hun vil samle mødre, der har mistet børn – mødre fra begge sider af konflikten. Projektet har hun allerede døbt »Mødre til martyrer«. Hun tror på, at kvinderne vil kunne se ud over konflikten og stå sammen om at være fortalere for fred. Leyla fra Tartous vil starte et projekt, hvor kvinder, der har mistet deres mænd i konflikten, bliver oplært i at kunne varetage et job.

Bilal fra Damaskus vil lave et projekt, der skal være med til at bekæmpe den omfattende korruption, der hersker i Syrien.

Han vil producere badges, hvorpå der står, at man er imod korruption og ikke modtager penge under bordet. Ideen er, at folk, der arbejder i forskellige offentlige kontorer, og som vil støtte kampen mod korruption, kan tage et badge på. Det giver de folk, der henvender sig på kontorerne mulighed for at vælge, hvem de vil serviceres af. De andre deltagere mener dog, at Bilals idé er for farlig at realisere.

Dagene på hotellet i bjergene har vist, at disse unge vil dialogen. De tager afstand fra den vold, der præger det syriske samfund. Nu er det deres opgave at rejse hjem og ved fælles hjælp starte aktiviteter, der fremmer dialog og genopbygger samfundet. Det er en stor udfordring.

I Syrien har friheden til at ytre og organisere sig været begrænset under præsident Bashar Assad. Kirker og moskeer er nogle af de få strukturer, som har eksisteret ud over politistaten.

Netop derfor giver det rigtig god mening at bygge på de religiøse strukturer og de nye, spæde netværk af aktivister, der arbejder med menneskerettigheder, demokrati og opbygning af samfundet. Derfor er det vigtigt, at Udenrigsministeriet anerkender, at trossamfundene kan være en del af løsningen. Med de 6,5 millioner kroner, som Udenrigsministeriet har bevilget tilDanmissions dialogarbejde, kan vi lære lokale religiøse ledere og unge aktivister, hvordan de samarbejder og konkret får startet fælles initiativer, som fremmer dialog og opbygning af lokalsamfundene i Syrien.

Der er lang vej, men trods mistillid og frygt spirer der blandt gruppen af syrere, et håb om en bedre fremtid – ellers havde de aldrig indfundet sig på hotellet og boet dør om dør med deres fjender. De er indstillet på at bringe menneskeligheden tilbage til Syrien.