Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen

Tunesisk fagbevægelse insisterer på forhandling

Mindre end to uger efter en af de største strejker i Tunesiens historie fandt sted, er regeringen og den stærke tunesiske hovedorganisation UGTT igen tilbage ved forhandlingsbordet. Det er et særsyn i et land, som i årtier har været præget af store konflikter mellem arbejdsmarkedets parter, men hvor der nu sker fremskridt i evnen og viljen til social dialog.

Den 17. januar organiserede den tunesiske hovedorganisation, UGTT, for første gang siden 1970’erne en generalstrejke. Mindst 670.000 offentligt ansatte strejkede og flere tusinde mennesker var på gaden ved fredelige protestaktioner landet over. Målet var at få genoptaget de nedbrudte forhandlinger med regeringen om højere lønstigninger til de ansatte i staten.

”Det, vi forlanger, er blot forhandling. Vi er allerede blevet enige med regeringen om lønforhøjelser for de ansatte i statsejede virksomheder frem til 2020. Nu ønsker vi at lave en lignende aftale for de øvrige ansatte i staten,” forklarede vicegeneralsekretær i UGTT, Anouar Ben Kaddour, dagen før strejken.

Risiko for ny generalstrejke

Den tunesiske premierminister, Youssef Chahed, mente derimod, at regeringen allerede havde strakt sig langt.

”Generalstrejken er beklagelig, fordi den bliver omkostningsfuld, særligt set i lyset af landets økonomiske situation. Regeringen har forsøgt at opnå en aftale ved at præsentere nye forslag, så strejken kunne undgås, som forbedring af borgernes købekraft, mens vi har taget hensyn til statsbudgettet og landets ressourcer,” sagde Youssef Chahed i en tale, som han holdt dagen før strejken, ifølge nyhedsbureauet TAP.

Strejken er en demokratisk udtryksform og alle sociale problemstillinger bør løses ved social dialog.

Youssef Chahed
Tunesiens premierminister

Den omfattende generalstrejke ramte både flytrafikken, skoler, hospitaler og offentlig transport og UGTT annoncerede, at der vil komme en ny to-dages generalstrejke den 20-21. februar, hvis ikke fagforeningen og regeringen inden da har indgået et kompromis.

Men på trods af uenighederne lagde Youssef Chahed – allerede inden strejken var afholdt – op til, at konflikten skulle efterfølges af forhandling.

”Strejken er en demokratisk udtryksform og alle sociale problemstillinger bør løses ved social dialog. Derfor inviterer vi vores partner til forhandling efter generalstrejken, så vi sikrer os, at de nationale interesser prioriteres,” sagde han.

Forhandlingerne mellem UGTT og regeringen blev genoptaget kort efter den 17. januar. At parterne allerede er tilbage ved forhandlingsbordet, er bemærkelsesværdigt i et land, der i årtier har været præget af konflikter mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Den danske fagbevægelse har i flere år været involveret i at styrke evnen og viljen til forhandling blandt fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og politikere.

“Vi strejker ikke kun. Vi arbejder på mange andre fronter for at skabe et bedre samfund og med god støtte fra fagforeninger i blandt andet Danmark. Vi har gjort flere fremskridt på disse fronter, selvom vi har konflikter med regeringen,” siger vicegeneralsekretær i UGTT, Anouar Ben Kaddour.

Vi arbejder på mange andre fronter for at skabe et bedre samfund og med god støtte fra fagforeninger i blandt andet Danmark. Vi har gjort flere fremskridt på disse fronter, selvom vi har konflikter med regeringen.

Anouar Ben Kaddour
Vicegeneralsekretær, UGTT

Nyt råd skal fremme dialogen

Ulandssekretariatet – fagbevægelsens udviklings- og bistandsorganisation – har blandt andet været med til at skabe det nye Nationale Råd for Social Dialog, der efter lange forhandlinger blev oprettet i november. Anouar Ben Kaddour nævner Rådet for Social Dialog som det perfekte eksempel på et af de fremskridt, der er sket siden revolutionen og som skaber et fundament for mere forhandling og mindre konflikt.

”Rådet for Social Dialog er noget helt nyt i den her region, og dets etablering var en vigtig succes for vores lobbyarbejde i parlamentet,« siger Anouar Ben Kaddour.

Ulandssekretariatet er derudover i gang med at træne UGTTs medlemmer i konfliktløsning, arbejdstagerrettigheder, fagligt arbejde, overenskomster og forhandling i de lokale afdelinger rundt om i Tunesien. Træningen sker med støtte fra Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.

“UGTT er tilstede i hele landet. Det giver dem en stor styrke, men det giver også et stort behov for kapacitetsopbygning af de medlemmer, som er valgt til tillidsposter, sådan at de er klædt på til at udføre deres rolle ude på arbejdspladserne og i de lokale fagforeninger,” siger Sofie Okkels Birk, international rådgiver hos Ulandssekretariatet.

 ”Tunesien er undtagelsen”

UGTT var en vigtig politisk og organisatorisk del af den bevægelse, der til sidst fik væltet diktatoren Ben Ali i 2011. Nu – 8 år efter Det Arabiske Forår – spiller den nobelprisvindende organisation stadig en central rolle i tunesisk politik, hvor utilfredsheden i befolkningen ulmer bag succeshistorierne om Tunesiens demokratiseringsproces: Arbejdsløsheden ligger på 15 procent og stiger paradoksalt nok til det dobbelte, hvis man har en universitetsuddannelse. Særligt unge og kvinder er socialt marginaliserede, og mange tunesere har allerede forladt landet.

Generalstrejken gør det meget synligt, at der fortsat er store, uløste konflikter i det tunesiske samfund. De sociale omstændigheder, der antændte revolutionen i landet, er stadig til stede i dag og det truer med at underminere de fremskridt, som Tunesien har gjort siden 2011. Isoleret set handler den igangværende forhandling om en ny overenskomst for de offentligt ansatte, men perspektivet er større.

“Vi lever midt i en region præget af diktaturer, vold og ekstremisme. Tunesien er undtagelsen. Vi har demokratiske valg, en god forfatning og eksempelvis lighed mellem kvinder og mænd. Men alt det kan gå tabt, når folk ikke oplever, at der er social retfærdighed,” siger Anouar Ben Kaddour.

Et forsvar for den sociale retfærdighed

Selvom strejker – og særligt generalstrejker – er en drastisk metode, så har den slags konflikter mellem arbejdsgivere og arbejdstagere historisk set været et vigtigt værktøj for fagforeningerne og deres medlemmer til at udvise utilfredshed og solidaritet – også i Danmark har metoden været i brug mange gange gennem de sidste hundrede år.

“Vi forsvarer den sociale retfærdighed. Ligesom de europæiske fagforeninger også gennem historien har kæmpet for mere retfærdighed i samfundet og ikke blot højere lønninger til deres egne,” siger Anouar Ben Kaddour.