Undskyld, er det Koranen, der hænger der?

De rå betonvægge i Den Sorte Diamant er i december måned blevet pyntet med vejrbidte lærreder med håndskrevne arabiske ord.

Lærrederne har ligget og tørret under Saharas brændende sol, og ordene er skrevet med knuste nødder og safran. Kunstudstillingen ”Nomade” af den marokkanske forfatter og kunstner Youssouf Amine Elalamy er kommet til København.

Folk spærrer øjnene op, når de kører op af rulletrappen til biblioteket på Den Sorte Diamant. Overalt på de rå betonvægge hænger lærreder prydet med snørklede arabiske bogstaver. Lærrederne er gulnet under Saharas sol og ligner næsten skattekort.

”En kvinde på rulletrappen spurgte mig, om det er Koranen, der hænger dér. Det siger ikke så lidt om danskernes kendskab til arabisk litteratur. Jeg håber, at folk med denne udstilling kan få øjnene op for den rige arabiske fortælletradition og poesi.” Sådan siger Youssouf Amine Elalamy.

Han er en af de mest funklende stjerner på den arabiske litterære himmel lige nu, hvilket understreges af, at både Al-Jazeera og marokkansk tv møder op til ferniseringen på hans udstilling ’Nomade’, der kan opleves i december i Den Sorte Diamant. ’Nomade’ er en novelle om vand – eller rettere manglen på vand.

Den eksisterer udelukkende som kunstudstilling; læseren oplever novellen ved at bevæge sig fra værk til værk og bliver dermed selv en nomade.

”Nomade er en historie, der nægter at blive inden for bogens snævre rammer. Udstillingen er et statement om, at alting er i bevægelse. Hvis du bevæger dig, skifter dit perspektiv, og du kan opleve verden på en ny måde. Bogens hovedperson, Tachfine, bliver ved sin fødsel vendt med hovedet nedad.

Det er en tradition nomaderne har, så man ikke bliver for knyttet til jorden. For en nomade er hjem altid noget, der ligger foran ham,” forklarer Youssouf Amine Elalamy.

Nutidens nomader

Åbningen af Nomade bliver fejret med et debatmøde i Den Sorte Diamant om nutidens nomader.
”De første tegn på menneskets liv på jorden er nogle 3.500 år gamle fodspor. Det vidner om, at vi mennesker altid har været i bevægelse.”

Sådan indleder Tore Leifer, vært på Kulturnyt på P1, aftenen. Herefter bliver der sat godt og grundigt spørgsmålstegn ved et af tidens helt store mantraer, mobilitet. For er det egentlig rigtigt, at globaliseringen har gjort os alle til nomader?

”Det er et stort paradoks, at verden på samme tid bliver større og mere indskrænket.

I Europa har vi fået fri bevægelighed mellem landene i EU. Men samtidig er der aldrig før blevet brugt så mange ressourcer på grænsekontrol, ” fortæller Thomas Gammeltoft-Hansen, der er forsker på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS og har skrevet phd. om globalisering af grænsekontrollen.

Han tegner et billede af, hvordan der i denne tid bygges usynlige mure mellem Afrika og Europa. Private vagtværn bevogter kystlinierne og både patruljerer i farvandene. Alt sammen fordi den ukontrollerede migration opfattes som en trussel.

”I praksis er Fort Europa en umulighed. Europa har i alt 8000 km grænser, og 665 internationale lufthavne, så det er umuligt at kontrollere, hvem der krydser grænsen. I stedet er man begyndt at rykke grænsekontrollen helt ned, hvor folk kommer fra,” pointerer Thomas Gammeltoft-Hansen.

I løbet af aftenen bliver det klart, at det idylliske billede af nomader med vind i turbanen og verden for deres fødder er en saga blot.

Thomas Gammeltoft-Hansen mener, at nutidens nomader kan deles op to kategorier: turister og vagabonder. For turisterne ligger verden åben; de kan rejse hvorhen de vil, når de vil. For vagabonderne består verden af mure; de bliver mødt af benspænd fra det sekund de går i gang med at planlægge deres rejse.

”Vi betaler lande som Libyen og Marokko for at gøre ”the dirty job” med at holde migranterne ude. Bl.a. har Italien betalt 4 mia. EURO til Libyen for at kontrollere kystlinien.

Samtidig har Libyen ikke underskrevet nogen aftaler omkring overholdelse af menneskerettighederne. Når grænsekontrollen foregår så langt væk, er det svært at få overblik over den situation, de mange migranter befinder sig i og at placere ansvaret for de krænkelser af menneskerettighederne, der finder sted,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen

Han fortæller, at de mange forsøg på at holde folk ude af Europa betyder, at flygtninge fra Afrika er begyndt at rejse hele vejen til Brasilien i stedet for at forsøge at forcere Fort Europa. Oven i det er der en dominoeffekt i gang, hvor lande som Marokko og Libyen skubber migranterne endnu længere sydpå.

”Nomade” handler om de udfordringer, nomaderne i Afrika udsættes for på grund af klimaforandringerne og er inviteret til København i anledning af klimatopmødet COP15.

Ørkenen breder sig i Afrika, og klimaflygtninge er et hot issue under COP 15. I dag har omkring 20 mio. mennesker været nødt til at rejse fra hus og hjem på grund af klimaforandringerne, og ifølge FN vil der i 2050 være omkring 200 mio. klimaflygtninge på verdensplan.

”Nomade” er samtidig en allegori over de folkevandringer, der præger verden gennem migration, flugt og rejser. Youssouf Amine Elalamys hjemland Marokko, er under stort pres for at regulere den illegale indvandring fra det afrikanske kontinent til Europa. Og det betyder, at det bliver sværere og sværere at bevæge sig frit.

”De mennesker, vi kalder nomader, er ikke nomader mere, for de kan ikke bevæge sig nogen steder hen. Da jeg var ung, tog jeg på interrail og kunne rejse fra Rabat til London uden problemer – og uden visum. Det er kun 30 år siden,” siger Youssouf Amine Elalamy eftertænksomt og kigger ud over publikum. ”Der er jer, der er blevet nutidens nomader!”

”Nomade” kan opleves gratis i Den Sorte Diamant frem til den 9. januar 2010. Nomade i København er støttet af Center for Kultur og Udvikling (CKU) og Dansk Pen