Unge skal gennemsyre det hele

De skal ikke bare i job. Unge i Tunesien, Marokko, Jordan og Egypten skal også selv være med til at lirke døren op til selvbestemmelse og skabe de forhold, der skal til, for at få flere i arbejde. Det mener Oxfam IBIS. Til juli skal ord og de millioner, organisationen har fået tildelt under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, omsættes til handling.

Forberedelserne til søsætningen af et 175 millioner kroner stort og fem år langt program er i fuld gang hos Dansk-Arabisk Partnerskabsprograms, DAPP, nye samarbejdspartner, Oxfam IBIS.

Der er dog ikke meget andet end skriveborde og et roligt kontor at se hos organisationen på Vesterbrogade i København. Her holder Karen Andersen til. Det er hende, der har stået i spidsen for at skrive ansøgningen til projektet sammen med Annemette Danielsen, der er faglig rådgiver om unge. Forklaringen på denne ro er, at

”Vi implementerer via Oxfams kontorer i de fire lande”, siger Danielsen.

Sagt med andre ord, foregår mange af forberedelserne til det omfattende projekt, der skal skaffe flere unge i arbejde i Tunesien, Marokko, Jordan og Egypten, i lige præcis de fire lande, som projektet ”Development Engagement on Youth Participation and Empolyment” er øremærket til.

Ikke trukket i en automat

Partnerskaber. Det er en af hovedårsagerne til, at Oxfam IBIS har valgt at søge samarbejdet med lige præcis Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram. Det er nemlig en måde at arbejde på, som Oxfam IBIS har meget erfaring med, og som organisationen vægter højt, fortæller Karen Andersen, der har arbejdet for IBIS siden 1996, og før det blev til Oxfam IBIS.

”Vores opgave er, hvordan vi kan lave en spændende cocktail af de tre partnerskaber, så vi sammen får skabt nye muligheder og alternativer for de unge i landene. ”

Karen Andersen
Oxfam-Ibis

”Når det så er ekstra spændende her, er det fordi, det ikke kun er et samarbejde med aktører i civilsamfundet. Det er også samarbejde med myndigheder og med den private sektor. Vores opgave er, hvordan vi kan lave en spændende cocktail af de tre partnerskaber, så vi sammen får skabt nye muligheder og alternativer for de unge i landene. ”

Hvor en del vestlige nationer er ramt af en ”ældrebyrde”, har Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan det til fælles, at de alle er ramt af en ”ungdomspukkel”. Eksempelvis er 70 procent af befolkningen i Jordan under 30 år, og ligesom i de tre andre lande, er det især de unge, der er ramt af arbejdsløshed.

Oxfam IBIS vil arbejde med aktiviteter, der skal forsøge at vende udviklingen. For at finde ud af, hvordan de skal gribe det an, valgte de at inddrage nuværende partnere i de fire projektlande, allerede da de skrev ansøgningen til projektet.

”Vores folk gik ud og talte med partnere, vi kendte i forvejen. De blev spurgt, om de var interesserede i projektet, og så bad de dem komme med forslag til aktiviteter. Vi har altså ikke trukket aktiviteterne i en automat. Det er vores partnere, der har været med til at udvikle dem”, understreger Danielsen, der tidligere har været formand for IBIS.

Listen over aktiviteter er lang. Den indeholder blandt andet planer om at skabe mentor-forløb for kvinder, at støtte små og mindre virksomheder i at oprette praktikforløb og at etablere en dialogplatform, hvor ministre, arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger, civilsamfundet og ungdomsgrupper kan mødes.

Fingrene i MENA-muld

Det er ikke nyt for Annemette Danielsen at have fingrene i MENA-mulden. Som konsulent i udviklingsbranchen igennem mange år har hun boet og arbejdet i Mellemøsten. Derimod er det nyt for det danske kontor at skulle arbejde i den del af verden, der er ramt af verdens højeste arbejdsløshed. Kontoret mangler alligevel ikke kvalificeret indsigt. For et år siden blev udviklingsorganisationen IBIS nemlig optaget i Oxfam International, der har arbejdet med at styrke civilsamfundet i MENA-regionen siden 1950’erne. Det er moderorganisationens viden, netværk og kapaciteter, Oxfam IBIS i høj grad trækker på til projektet. Der er dog begrænsninger for, hvor meget organisationen og partnerne kan præge projektets udformning.

”Et langt stykke hen ad vejen er det her en bunden opgave. Der er mange tiltag, der er defineret på forhånd, og det gør, at partnerne ikke kan gøre hvad som helst. Samtidig er det vores holdning, at det er et fælles projekt. Tanken er, at vi kommer til at stå for det mere administrative, imens vores partnere i landene kommer til at stå for den implementerende del”, siger Karen Andersen.

En fod indenfor

Der er afsat fem år til projektet, og ambitionerne er på plads.

”For at kunne legitimere, at vi har fået så mange penge, skal der skabes nogle arbejdspladser. Vi har lovet 9500”, siger Annemette Danielsen og tilføjer, at de mere langsigtede ambitioner er at ændre i selve strukturen og tankegangen om unges adgang til arbejdsmarkedet.

”Den måde, man får job på i flere af landene, er i meget, meget høj grad igennem familie eller netværk. Problemet er, at der ikke er tradition for at lade unge, og især ikke kvinder, få en fod indenfor. Derfor handler det for os om at få professionaliseret adgangen til arbejdsmarkedet. ”

“Problemet er, at der ikke er tradition for at lade unge, og især ikke kvinder, få en fod indenfor. Derfor handler det for os om at få professionaliseret adgangen til arbejdsmarkedet. ”

Annemette Danielsen
Oxfam-ibis

De overordnede parametre for indsatsen: Jobskabelse, inklusion og inddragelsen af kvinder vil være de samme i alle fire lande. Ambitionen er, at unge skal gennemsyre alle led af arbejdet. Helt konkret vil organisationen for eksempel forsøge at styrke de unges stemmer ved at træne dem i lederskab. De vil også hjælpe dem med at komme i direkte kontakt med lovgivere og arbejdsgivere. Hvordan, de kommer til at gøre det i praksis, varierer fra land til land af den simple årsag, at landene er meget forskellige.

Vil ændre tankegangen

Det bliver ikke nødvendigt at opfinde den dybe tallerken i alle henseender, for nogle af de job, de skal findes til de unge, eksisterer faktisk allerede.

I Tunesien er der stor mangel på ansatte inden for frugt- og grøntindustrien. I Jordan gør det samme sig gældende for byggeribranchen. De unge søger bare ikke de ledige stillinger inden for brancherne. Det skyldes både, at de ikke har de rette kompetencer, og at de heller ikke ved, hvordan man skaffer sig dem, men også fordi, der mangler ordentlige løn og arbejdsvilkår. Det handler også om, at der er en tradition for at opdele arbejdsmarkedet, forklarer Annemette Danielsen.

”I nogle af landene er det i høj grad udenlandsk arbejdskraft, der besætter alt manuelt arbejde. Det er ikke, fordi vi tror, at vi kan ændre den indstilling ‘over night’, men vi vil altså forsøge at ændre holdningen. Vi er ikke naive, så vi tror ikke, at vi kan starte en revolution”, siger Danielsen og understreger, at de er nødt til at starte et sted.

Oxfam IBIS har også ambitioner om at hjælpe unge med at starte egne virksomheder. Det er noget, mange har store vanskeligheder med, fordi der mangler adgang til kapital, love og reguleringer på området. Det betyder, at flere unge iværksættere giver op eller flytter til andre lande. Derudover har organisationen stort fokus på den uformelle sektor, hvor især kvinderne arbejder. Deres arbejde skal synliggøres og anerkendes.

Målgruppen for den samlede indsats strækker sig over både land og by.

”Meget af det arbejde, der er foregået i MENA, har handlet om unges samfundsdeltagelse, men det har været meget elitært. Vi søger i højere grad at få ”almindelige” unge og unge, der er dårligt stillet, med”, siger Danielsen og uddyber, at det for eksempel betyder, at de kommer til at arbejde med unge syriske flygtninge i Jordan.

Rundt i samme spor

Organisationen kommer ikke til at arbejde alene med jobskabelse i de fire MENA-lande. Det er et meget populært emne, og det vrimler ind med donororganisationer i særligt Marokko og Tunesien.

”Det er både godt og skidt, for det betyder, at vi får en kæmpe udfordring i forhold til at koordinere med de andre, så vi ikke ender med at stampe rundt i samme spor. ”

Der er også en række af Dansk-Arabisk Partnerskabsprograms andre partnere, der skal arbejde inden for samme felt i samme lande. Dem skal Oxfam IBIS samarbejde med, og de har allerede haft deres første møde. De to erfarne udviklingsarbejdere mener, de kan få stor glæde af at udveksle erfaringer. For eksempel nævner de KVINFO, der har særligt kendskab til kvinders adgang til arbejdsmarkedet.

Netop det med at dele erfaringer er noget, Annemette Danielsen flere gange understreger som vigtigt, for der mangler dokumentation på området.

”Vi vil arbejde med dokumentation af modeller, der virker, og vi vil sikre, at den viden bliver udbredt. ”

Det gælder både internt, i forhold til partnerne, til større organisationer som ILO og på tværs af regionen, så landene kan lære af hinandens succeser.

Problemet er, at der ikke er tradition for at lade unge, og især ikke kvinder, få en fod indenfor. Derfor handler det for os om at få professionaliseret adgangen til arbejdsmarkedet. ”