Værdig støtte til syriske flygtninge

 

Jordan og Libanon oplever i øjeblikket en stor tilstrømning af syriske flygtninge. Særligt Beqaa i Libanon og Zarqa i Jordan, hvor Mellemfolkeligt Samvirke i en årrække har implementeret projekter under Det Arabiske Initiativ, modtager mange syriske flygtninge.

Det er derfor helt naturligt for Mellemfolkeligt Samvirke og de lokale samarbejdspartnere at igangsætte en række indsatser for syriske flygtninge. Målet er at bistå, uddanne og mobilisere de unge syriske flygtninge i deres nuværende situation og samtidig styrke deres færdigheder til at bidrage til genopbygningen af Syrien efter borgerkrigen.

Uddeling af nødhjælp

Flere gange om ugen tager unge lokale ansatte og frivillige ud til verdens næststørste flygtningelejr, Za’ateri, der ligger i Jordans ørkenområde. Her ydes hjælp til nogle af de nu mere end 120.000 bosiddende syriske flygtninge. Uddelingen af nødhjælp bestående af tøj, hygiejneartikler og førstehjælpskasser, bliver gjort med inddragelse af flygtningene selv. MS tror på at man på denne måde sikret den mest værdige fordeling.

”Vi prioriterer et tæt samarbejde med folk i lejren. Vi lytter til deres behov og har for nylig oprettet små grupper, hvor flygtningene selv er med i beslutningsprocesserne. Det giver fantastiske resultater. De forbliver aktive og mister ikke værdigheden,” siger Ahmed al-Damrawy, regionaldirektør for Mellemfolkeligt Samvirke.

Derudover yder MS psykosocial støtte, der bidrager til at de syriske flygtninge kan hjælpe hinanden i den hårde situation. I mødet med nogle af de syriske flygtninge i Zaatari fik vi bekræftet, hvor afgørende hjælpen er for helt almindelige mennesker, der pludselig har mistet næsten alt. Uddelingen af nødhjælp sker i samarbejde med MS’s tilknyttede ungdomsnetværk Activista, der på landsplan har mere end 80 frivillige unge jordanere.

 

Foto: Ted Nieters
Foto: Ted Nieters

Flygtninge reparerer mobiltelefoner 

En del af de syriske flygtninge i Jordan har også bosat sig i byerne, særligt i området Zarqa. Her arbejder MS på at vende de unges frustration til engagement og styrke deres selvstændiggørelse. Dette gøres eksempelvis gennem teknikkurser i at reparere mobiltelefoner, der styrker deres kompetencer og på sigt kan øge chancerne for at få et job. Målet er ligeledes at ruste de syriske flygtninge til bedre at kunne genopbygge deres hjemland den dag, de kan vende tilbage.

Vi skal overvinde den effekt, krigen har haft på os og på et tidspunkt genplante rødderne i vores samfund og skabe et nyt sammenhold, Mouna, syrisk flygtning

Den nyeste aktivitet er psykosociale kurser i selvrefleksion og mere bevidsthed om egne følelser.

 ”Efter al den gru, vi har oplevet, bor frygten i vores hjerter. Vi skal overvinde den effekt, krigen har haft på os og på et tidspunkt genplante rødderne i vores samfund og skabe et nyt sammenhold. Derfor er denne træning god for os,” Mouna, 27 år, syrisk flygtning

Fellowship program

Mange syriske flygtninge har bosat sig i den nordlige by Mafraq i Jordan. Har har MS startet et Fellowship program, der har til formål at forene og styrke unge syriske flygtninge. En fellow er en ung mand eller kvinde der søger at mobilisere lokalsamfundet og fremstå som rollemodel.

Undervisningen fra MS hjælper de unge til at sætte ord på deres sårbare tilstand, styrker deres evner til at organisere sig og giver dem kundskaber til at forbedre deres nuværende situation – noget, de også kan få brug for i genopbygningen af lokalsamfund i Syrien efter borgerkrigen.

MS’ Fellowship team består af en programkoordinator fra Myanmar, en dansk praktikant samt to Activistas med henholdsvis jordansk og syrisk baggrund. Træningen bidrager til afveksling og variation, som de unge syrere nyder godt af og indeholder både sociale lege, der skaber en tryg stemning, problembrainstorming til at videretænke mulige løsningsmodeller samt træning i at præsentere projektforslag for mulige interesserede.

”Gennem træningen får vi ny viden, der virkelig gavner os i fremtiden. Det er af stor værdi for mig” siger den unge Fellow Iman Khames.

Målet for de kommende seks måneder er at træne, mobilisere og engagere 100 unge syrere i Jordan sammen med 12 lokale organisationer. Samme program vil også blive gennemført i Libanon for 50 unge syrere i samarbejde med to lokale organisationer.

Kompetenceudvikling og mobilisering af syriske flygtninge i Fellowship programmet finansieres af Det Arabiske Initiativ, mens uddeling af nødhjælp, psykosocial støtte og teknik-kurser finansieres af offentlige indsamlinger i England og Danmark.