“Vi skal ikke komme som nogle Kloge-Åger, der ved alt om demokrati”

Befolkningerne i den arabiske region har fået hår på brystet efter Det Arabiske Forår.

Det stiller nye krav til de internationale aktører. – men samtidig er der lige nu en unik mulighed for at bidrage til forandringsprocesser i regionen, mener DIIS forsker Helle Malmvig, der har bidraget til en ny stor undersøgelse af eksterne aktørers rolle i den arabiske region.

Mens De Olympiske Lege har domineret mediebilledet gennem de seneste uger, har EU helt ubemærket vundet sølv i popularitet i den arabiske region – kun overgået af Tyrkiet, der er rendt med guldmedaljen. I en ny stor undersøgelse – the Euromed Survey – er 700 eksperter og politikere i den arabiske region og EU blevet spurgt om deres syn på de eksterne aktørers rolle i den forandrede arabiske region.

Det er ikke manden på gaden, der deltager i undersøgelsen, men diplomater, repræsentanter for tænketanke, kulturfolk og andre, der har et kendskab til de eksterne aktørers gøren og laden. Og resultatet er overraskende, fortæller Helle Malmvig.

Hun er seniorforsker på DIIS og har sammen med seniorforsker Fabrizio Tassinari analyseret undersøgelsens resultater.

”Noget af det, der har overrasket mig allermest, er den relativt positive evaluering af EU’s svar på Det Arabiske Forår. Mange vil nok sige, at EU har gjort alt for lidt i forhold til at skubbe på for demokrati og menneskerettigheder i den arabiske region i de seneste 10-20 år.

Deklarationerne har været flotte, men EU har været lidt for god til at samarbejde med regimerne i stedet for at støtte civilsamfundene i de arabiske lande.

EU har fået rigtig mange hug for sin politik – især i starten af Det Arabiske Forår, hvor Frankrig var inde og tilbyde at hjælpe Tunesiens diktator Ben Ali med at slå oprøret ned. HELLE MALMVIG, SENIORFORSKER, DIIS

Samtidig har EU fået rigtig mange hug for sin politik – især i starten af Det Arabiske Forår, hvor Frankrig var inde og tilbyde at hjælpe Tunesiens diktator Ben Ali med at slå oprøret ned,” siger Helle Malmvig og fortsætter:

”At EU på trods af alt dette alligevel kommer ind på en andenplads siger selvfølgelig noget om, at de andre internationale aktører i den arabiske region heller ikke er ’for fede’. Træerne vokser ikke ind i himlen – men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at EU har klaret sig så flot,” siger Helle Malmvig.

EU har redskaberne klar

I undersøgelsen overhaler EU USA og kommer ind som nummer to, lige efter Tyrkiet. En af forklaringerne på den positive vurdering er, at EU ikke er startet fra scratch med sin støtte til demokrati og reformer i den arabiske region.

Faktisk har EU allerede de redskaber, der skal til for at bidrage positivt til reformprocesserne – nu handler det bare om at gøre det, man siger.

Som en reaktion på Det Arabiske Forår har EU da også været hurtig til at opdatere sine initiativer.

Det såkaldte Naboskabsprogram har fået et brush up, og EU er nu klar til at lave handlingsplaner med de enkelte regeringer i den arabiske region. Princippet er, at de arabiske regeringer forpligter sig til at arbejde for at styrke menneskerettigheder, pressefrihed osv. mod at få bedre handelsvilkår i EU. Jo længere, et land bevæger sig hen imod et demokrati – jo større adgang får det til EU’s indre marked.

Samtidig har EU Kommissionen på det seneste vist en villighed til at lempe visumreglerne for borgere fra den arabiske region, der vil til Europa for at arbejde eller gå på universitetet. Det er noget, der er meget efterspurgt i den arabiske region.

Oven i det melder nye EU-aktører sig på banen: I årevis har landene i Sydeuropa siddet tungt på rollen som aktører i landene syd for Middelhavet. Men mens de kæmper med økonomisk krise, er især Polen trådt i karakter som ny spiller i den arabiske region. De østeuropæiske lande kan trække på deres egne erfaringer fra politiske transitionsprocesser og er dermed med til at puste nyt liv i EU’s initiativer.

En helt ny forståelse af den arabiske region

Men EU kan ikke tillade sig at hvile på laurbærrene. Helle Malmvig har fulgt udviklingen i den arabiske region i årevis og fortæller i sin analyse af The Euromed Survey, at en helt ny normativ orden er ved at se dagens lys i regionen. Det stiller nye krav til de arabiske lande, men det stiller også nye krav til de internationale aktører.

”Der har ligget et åg over hele den arabiske region. Før Det Arabiske Forår var det stort set umuligt at bruge ordet demokrati – også i EU fora, hvor de arabiske lande var repræsenteret – fordi det straks blev set som en trussel.

Mange af de gamle travere om, at der i den arabiske region er en skepsis over for udefrakommende aktører, lever endnu. Der er ingen tvivl om, at befolkningerne i den arabiske region selv har skabt revolutionerne. HELLE MALMVIG, SENIORFORSKER, DIIS

Men nu er det blevet muligt frit at tale om pluralisme og demokrati, og det er blevet muligt at kritisere hinanden. Det presser alle – også de lande, hvor vi ikke har set revolutioner endnu .Og det skaber nye skel i regionen.

Førhen var den arabiske region delt op i provestlige og anti-vestlige stater – nu handler det mere om, hvem der har været en del af revolutionen, og hvem der sidder fast i det gamle hængdynd,” forklarer Helle Malmvig.

Samtidig har Det Arabiske Forår tydeligt vist, at reformerne kommer indefra, og det stiller nye krav til de internationale aktører.

”Mange af de gamle travere om, at der i den arabiske region er en skepsis over for udefrakommende aktører, lever endnu. Der er ingen tvivl om, at befolkningerne i den arabiske region selv har skabt revolutionerne. Men Det Arabiske Forår har også betydet, at det er langt nemmere for EU og Det Arabiske Initiativ at komme til Mellemøsten og Nordafrika med et reformprogram.

Førhen kunne eksterne aktører blive beskyldt for at handle ud fra egne sikkerhedsinteresser – men nu rider vi med på en reformbølge, der allerede er i gang, og det giver langt mere troværdighed,” forklarer Helle Malmvig.

Hold tungen lige i munden

For de eksterne aktører gælder det dog om at holde tungen lige i munden. ”På den ene side skal vi hjælpe til med reformprocesserne – men på den anden side skal det være de lokale aktører, der selv bærer processerne. Vi skal ikke komme som nogle Kloge-Åger, der ved alt om demokrati. Men vi kan respondere på den efterspørgsel efter teknisk bistand, der er lige nu.

Der er brug for ekstern rådgivning inden for alt fra retsopgør med tidligere regimer til at hjælpe nye politiske partier til at få en platform. Men det er nødt til at være partnerne i den arabiske region, der spørger,” pointerer hun.

Helle Malmvig understeger, at de udfordringer, der gælder for EU, også gælder for Det Arabiske Initiativ.
”Danmark har – i kraft af sin størrelse- ikke på noget tidspunkt kunnet komme til regionen og lege verdensmester – men lige nu er det mere aktuelt end nogensinde at lytte til de arabiske befolkninger.

Samtidig er det vigtigt at acceptere, at der er nogle eksperimenter i gang med islamistiske grupper, der laver demokrati på en anden måde, end vi er vant til – og måske også eksperimenter med nye styreformer, der ikke er demokrati i vores forstand,” siger Helle Malmvig og fortsætter:

”Det mest spændende ved Det Arabiske Initiativ lige nu er en villighed til og nødvendighed af at engagere Det Muslimske Broderskab og andre islamiske aktører i programmerne. Det åbner op for nye former for samarbejde, men også for nye former for balancegange. Danske partnere står i nye dilemmaer, og der vil måske opstå nye gnidninger – for det er vigtigt at de sekulære samarbejdspartnere ikke bliver skubbet væk.”

Helle Malmvig fortæller, at der i EU-kommissionen er rigtig meget debat om, hvordan man kan engagere de islamiske aktører i samarbejdsprogrammerne.

Det har i mange år været et kontroversielt emne, men nu viser realiteterne, at man er nødt til at åbne op for de islamiske bevægelser.

”Det er helt afgørende at tage dem i partnerskaberne – de er de nye magthavere, så man kan ikke gå uden om dem,” siger Helle Malmvig.

Masser af dilemmaer for EU

Trods den fine andenplads i undersøgelsen, er der stadig masser af udfordringer for EU i den arabiske region.
”For det første skal EU i gang med at reparere på sit image i Tunesien og Egypten, hvor der har været et tæt samarbejde med de væltede regimer. For det andet skal EU finde ud af, hvad de skal gøre i de stater, hvor der ikke har været revolution.

Det gælder i Marokko, Algeriet og Jordan – her kunne jeg godt være bange for, at EU kører ud af sit sædvanlige spor og trækker dem frem som mønsterlande, selvom der ikke sker så meget,” siger Helle Malmvig.

Og så er der Syrien

”Jeg frygter, at konflikten i Syrien vil blive ved med at holde hele regionen i en undtagelsestilstand i flere år frem. Man kunne ønske sig, at EU ville tage ansvar og lede her.

Men mange af EU’s aktuelle problemer handler om de sydeuropæiske landes økonomi – så jeg er bange for, at hvis vi ser nogen, der rykker i forhold til Syrien, så skal det være USA på den anden side af et præsidentvalg,” konstaterer Helle Malmvig.

Tyrkiet indtager førstepladsen

Til sidst dvæler vi et øjeblik ved undersøgelsens vinder – Tyrkiet. For hvad er det, Tyrkiet kan?
Helle Malmvig fortæller, at Tyrkiet har formået at skabe en meget høj troværdighed i den arabiske region.

Blandt andet har Tyrkiet afbrudt sine kontakter til Assad regimet, selvom Syrien har været en strategisk vigtigt samarbejds- og handelspartner for Tyrkiet. Det er i regionen blevet læst som, at Tyrkiet har sine værdier i orden og står på oprørernes side, selvom det har omkostninger.

”Men lige som EU, så skal Tyrkiet også holde en balancegang og lade være med at opføre sig som et nyt Osmannisk rige,” slår Helle Malmvig fast.

Læs mere om The Euromed Survey