Yalla, yalla! – Ungdommen er på banen

Der er både flotte sportslige og sociale resultater for fodboldholdet JRC Ajloun. Efter et år med intens træning af de udsatte unge, deltager holdet i prestigefulde turneringer.

Vi er i den lille landsby Rasun ca. 80 km nord for Amman. En flok drenge i alderen 8-17 år samles lørdag efter lørdag for at spille fodbold i den lokale skolegård. Det har de nu gjort i over et år – med succes.

For som de siger; så er de først og fremmest blevet meget bedre til at spille fodbold, fordi de har rigtige trænere, og fordi de er blevet mere disciplinerede og har lært at respektere spillereglerne. Derudover har de det sjovt, og de har fået mange gode oplevelser sammen. En gang i mellem deltager de i større turneringer, og de kan med rette være stolte af deres fremgang.

Jordans Røde Halvmåne organiserer med støtte fra Dansk Røde Kors og Ungdommens Røde Kors ugentlig fodboldtræning for sårbare børn og unge i skolegården i Rasun. Udstyret og træningstøjet er doneret af klubber i Danmark.

Fodboldtræningen er en del af et større projekt der mobiliserer unge frivillige gennem konkrete aktiviteter. Projektet har siden 2008 været støttet af Udenrigsministeriet gennem Partnerskab for Dialog og Reform (tidligere DAI).

Straffesparkskonkurrence og spænding

Vi er på en skinnende grøn kunstgræsbane i byen Ajloun, for at overvære en fodboldkamp i anledning af kong Abdullah II’s fødselsdag.

I dagens kamp spiller to lokale hold mod hinanden. JRC Ajloun og Halawah. JRC Ajloun er støttet af partnerskabet, og er iklædt Hummel-trøjer og shorts i rød-hvide farver.Sponsorerne er repræsenteret på trøjerne: Sports Master Odense, Kvickly, Telia, Dalum I.F. osv. Humøret er højt inden kampen.

For undertegnede var det her den mest spændende fodboldkamp siden EM finalen i 1992. Vores hold, JRC Ajloun, startede fint ud med et mål i de første minutters spilletid.

Derefter fik modstanderholdet et mål, så et til og et tredje. Da vi nåede halvlegen, var stemningen helt i bund. Der var ikke mange pæne ord omkring dommerens gerning, også internt på holdet var stemningen nået et lavpunkt.

Anden halvleg gik i gang, og hurtigt kom der mere gang i spillet, og gentagne gange blev der råbt: Yalla, yalla! – kom nu! Og så var der mål! Fedt! Efter intens spænding ender kampen uafgjort med 4-4. Det betyder, at der skal være straffesparkskonkurrence, og dér viser JRC Ajloun sig at være virkelig gode. Det er tydeligt, at træningen har båret frugt.

Hvad der måske fungerede mindre godt spilleteknisk i første halvvej betyder intet, når man sikkert og præcist får tre ud af tre skud i kassen og i øvrigt har en målmand, som redder alle modstanderholdets skud og med rette bliver dagens helt.

Stemningen er fantastisk og målmanden, Waleed, bliver båret på skuldrene af en af de andre spillere, og alle råber og er glade.

Guldmedaljer til ungdomsbyrden

Det har det været en fantastisk dag for alle, og JRC Ajloun får deres guldmedaljer, men det bedste ved denne oplevelse har ikke kun været selve sejren. På en måde, er den største sejr, at det er lykkedes at skabe et hold – i Jordan.

Særligt blandt de mange udsatte unge er et fodboldhold ikke nogen selvfølge. Jordan er demografisk set modsat Danmark, og har hvad man kunne kalde en ’ungdomsbyrde’, idet ca. 60 % af befolkningen er under 24 år.

Mange børn og unge hænger ud på gaden, de går og tjatter lidt til hinanden og hvis de kan finde lidt plads og en halvflad plasticbold spiller de selvfølgelig også med den.

Det giver naturligvis noget underholdning, men det kan godt være farligt for mange steder foregår disse lege og spil på eller lige ved siden af stærkt trafikerede veje – det fører desværre til en hel del meget triste ulykker. Derfor er det vigtigt, at vi er med til at finde steder, hvor børn og unge sikkert kan træne og spille.

At være et organiseret hold betyder ikke bare at drengene er blevet bedre at spille fodbold, det betyder også at de er blevet mere disciplinerede og bedre til at løse konflikter med hinanden.

Fodbold ændrer børns adfærd

Fodboldtræningen har siden starten haft en positiv effekt på børnenes adfærd. Fra at skændes meget og diskutere over hver eneste kendelse, har træneren indført stor disciplin på holdet og dermed skabt en kultur hvor flertallet bestemmer kendelserne. Det betyder at man indretter sig efter hvordan de fleste har set kendelsen.

Børnene er i højere grad blevet deres egen dommer, og derfor kan træneren i ro og mag stå på sidelinjen og observere hvordan børnene selv håndterer konflikterne på fredelig vis. Den lokale træner fortæller stolt:

”Forældrene så gerne, at træningen fortsatte og gerne noget oftere. De kan tydeligvis se en ændring hos børnene. Fra at hænge ud på gaden og lave ballade deltager de nu aktivt i sport og bidrager til fællesskabet i dette lille samfund.”

Sammenhold og selvtillid

Træneren fortæller også, at fodboldtræningen i det hele taget har styrket børnene: ”Drengene får meget ud af at komme her, hvor de blandt andet får mere selvtillid og lærer at respektere hinanden. Det skaber en god stemning og et godt sammenhold.”

Han fortsætter med at fortælle om, hvordan flere professionelle klubber i Jordan har vist interesse for nogle af de unge spillere. Det har yderligere motiveret spillerne og banet vejen for at komme til at spille på et højere niveau. Enkelte spillere er allerede kommet i stald i professionelle klubber.

Det glæder træneren, at træningen har båret frugt i en sådan grad, at nogle af spillerne ligefrem er blevet vurderet gode nok til at spille på et højere niveau. Han glæder sig over at denne aktivitet har forbedret vilkårene og mulighederne generelt for de unge drenge fra Ajloun.