1 min.

Radio MENA: Mit arabiske forbillede

Foto: GAME

”Det, jeg har lært af Raneem, er, at der er unge kvinder, som er klar til at træde ind og tage en rolle, hvis de bliver givet muligheden for at tage et ansvar og være noget for andre.”

Sådan siger medstifter og direktør i den danske gadeidrætsorganisation GAME, Simon Prahm, om sit arabiske forbillede, fodboldspilleren Raneem Abu Khalaf. I Radio MENAs nye podcastserie spørger vi nemlig ikke kun, hvordan danske idealister har præget udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika, men også om hvordan mødet med arabiske unge har sat sit tydelige præg på dem.

For Simon Prahm har mødet med den unge Raneem Abu Khalaf gjort et stort indtryk. Abu Khalaf brækkede sit bækkenben i en bilulykke i 2017 og har måttet erkende, at hun aldrig igen kommer til at spille fodbold på højt niveau. I stedet for at kaste håndklædet i ringen er hun blevet frivillig i GAME og er nu fodboldtræner og rollemodel for unge piger i Amman.

Raneem er et tydeligt bevis på, at der ikke er nogen modsætning mellem at være kvinde og dyrke sport, og at man desuden sagtens kan spille fodbold i en lilla hijab.

GAME er en del af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram og har siden 2002 arbejdet for at skabe varige sociale forandringer gennem unge-ledet gadeidræt.

Hør hvad Simon har lært af Raneem i podcasten her:

Du kan finde podcasten på Soundcloud, Apple Podcasts og Spotify

Vi høres ved!