”Jeg kan se det for mig, når jeg lukker mine øjne”

Arkivbillede

”Det vigtigste er ikke kun at forstå med hovedet, nogen gange skal man også forstå med hjertet.”

Ordene er Henrik Hartmanns, Direktør for Betty Nansen Teatret. Han taler fra scenen i King Abdullah Cultural Centre i Zarqa camp, en flygtningelejr nordøst for Amman. Det er december 2010 og salen er fuld. Publikum er kommet langvejs fra, og mange er mødt forventningsfulde op allerede timer før forestillingens begyndelse.

Hartmann takker alle de medvirkende i forestillingen ”Sorah”, på dansk ”Billeder”, som netop har haft premiere for et begejstret publikum, der råber og klapper og pifter op mod scenen, mens de medvirkende bukker og modtager en velfortjent hyldest.

De to instruktører, jordanske Mousa Satari og danske Runi Lewerissa kæmper sig vej op til scenen og hen forbi det prominente 1. parket, der bl.a. tæller gæster som den jordanske prinsesse Haya Bint Al Hussein og hendes entourage. Kamerablitzene lyner.

Irakiske flygtninge på scenen

Bag Hartmann står 29 irakiske flygtninge, som den seneste time har fortalt os om deres oplevelser med overgreb, bomber og kidnapninger. Om livet som ofre for en brutal krig der har fordrevet dem fra deres hjemland, som de endnu ikke kan vende tilbage til.

De er her på ubestemt tid og befinder sig som rejsende på et tog, der er stoppet mellem to perroner, og ingen ved hvornår kan køre videre. Nogle flygtede for mange år siden med planer om at komme videre til Egypten.

”Den egyptiske ambassade fortalte os, at opholdet i Jordan kun var midlertidigt – men midlertidigt er blevet til 13 år, og den egyptiske regering har afvist os indtil nu”, fortæller 23-årige Dua’a fra Bagdad, som er med i forestillingen. Hendes far tog i 2003 tilbage til Irak for at undersøge muligheden for, at familien kunne vende hjem.

Det var samme år som invasionen, med USA som fortrop, startede. Hun har ikke set ham siden, og ved ikke hvad der er blevet af ham. Hun er en ud af mange hundrede tusinde.

Omkring 4,3 millioner er flygtet fra deres hjem i Irak, til omkringliggende lande, siden krigen startede for knapt otte år siden. 2,2 millioner af dem menes at befinde sig i Jordan. Som flygtninge har de begrænsede civile rettigheder.

”Da jeg gik hen til skolen, bad læreren mig om at se min tilladelse, og da jeg forklarede hende, at jeg ikke havde nogen, bad hun mig om at forlade klassen”, fortæller Dua’a.

Udover at mange flygtninge har lidt tab, lider af traumer, fysiske lidelser, ingen penge har og oplever en smuldrende identitetsfølelse, så er der svært at etablere en hverdag og bygge noget op indtil Irak atter kan blive et hjem. Og tabet af hverdag er tabet af tryghed.

De unge har mistet tilliden til samfundet, til deres omgivelser, til fremtiden.

” Jeg stoler ikke på mennesker, Jeg stoler ikke engang på mig selv. Jeg er blevet skeptisk overfor alt “, siger Dua’a, som bor med sin mor i Zarqa lejren.

En generation af analfabeter?

C:ontacts project er blevet udviklet i samarbejde med Center for Kultur og Udvikling og MS Actionaid og den jordanske partner CDC med det formål at skabe muligheder for unge, der befinder sig i en dyb social krise.

Til at genskabe et tabt selvværd, give en tro på en fremtid og identificere talent og skabe muligheder. Meget banalt handler det om at bygge mennesker op, der føler sig kasserede, uønskede og i mange tilfælde også er det. Og ikke mindst for at forhindre en barsk virkelighed fuld af vold og undertrykkelse.

De unge dropper typisk ud af skolen, og 90 % af børnene finder arbejde udenfor det officielle arbejdsmarked, som de ikke har adgang til pga. af deres flygtninge status. De gør det primært for at tjene penge, så de kan forsørge deres familie. Mange piger ender som prostituerede.

” I Syrien og Jordan er der i alt 625.000 irakiske børn i den skolepligtige alder. Kun omkring en tiendedel af dem er indskrevet i det offentlige skolesystem.

Det skyldes først og fremmest, at børnene skal forsørge deres familier ”, forklarer Jawad Al-Gousous, chef for uddannelsesprogrammet Questscope i Jordan.

Questscope forsøger at få irakiske børn ind i skolesystemet og stod i 2009 bag en undersøgelse, der kortlagde årsagerne til, at irakerne ikke sender deres børn i skole. Undersøgelsen pegede på stigende fattigdom som den primære årsag.

” Og det vil give genlyd langt ud i fremtiden ”, mener Jason Erb, vicegeneralsekretær for Red Barnet i Jordan. Han fortsætter: ”Den næste generation af irakere vil have mange funktionelle analfabeter, der hverken kan læse eller skrive.

Det vil holde Iraks fremtid i skak, fordi uddannelsesniveauet er en nøglefaktor for et lands evne til at udvikle sig.”

Ofrenes historieskrivning

”Det vigtigste I har, er jeres historier”, fortsætter Hartmann oppe fra scenen, mens han med hånden på hjertet vender sig om og bukker ærbødigt overfor de medvirkende, berørt af stemningen.

Og historiefortællingen er fundamentet i dette projekt, hvis idé blev fostret for mange år siden hjemme på teatret på Frederiksberg, som er del af Betty Nansen Teatrets integrationsinitiativ, der skulle give indvandrere og flygtninge-unge i Danmark en platform for at fortælle deres historier.

Her i Jordan får historierne pludselig en ekstra dimension. Her bliver de irakiske flygtninge historieskriverne på afstand af de officielle beretninger og magtens kurerer.

”I starten kom vi her bare for at have det sjovt. Men så startede vi på prøverne og pludselig gik det op for os, at vi var i færd med at fortælle Iraks historie, og vi begyndte at tage det meget seriøst”, fortæller Dania, en 11-årig pige der er med i forestillingen.

Projektet er med til at ruste de unge. Uden at skulle forklejne den omfattende indsats, som er nødvendig for at sikre et værdigt liv for disse unge, og som på ingen måde er gjort med et teaterprojekt, så virker C:ontacts metode.

Projektet er ikke med til at skabe en fremtid – men den er med til at skabe troen på en fremtid.

De unge har siden juni modtaget undervisning fra trænere oplært af C:ontact i forskellige genrer såsom dans, sang, film, radio etc. De har selv skrevet teksterne til forestillingen, som alle bygger på virkelige begivenheder, og alle har afsæt i de medvirkendes personlige oplevelser. Intet er opfundet til lejligheden.

”Jeg har været med i andre forestillinger, men denne her er den første der handler om Irak, mit land. Jeg ser det for mig, når jeg lukker mine øjne. Det er tæt på mit hjerte, og det er virkeligt “, fortæller 11-årige Jawad.

Forestillingen er bygget op af scener. Der er historier om de unges drømme, om deres hverdag før og efter krigen. Om deres familier, og familiemedlemmer der er blevet ofre for krigen.

”Jeg hedder Abbas”, fortæller en af de medvirkende under en af scenerne der med al tydelighed afspejler de unges beskedne ønske om en tålelig tilværelse.

”Jeg vil gerne emigrere.” ”Hvorhen”, spørger veninden. ”Hvor som helst der ikke er krig”, svarer Abbas. Og mens denne virkelighed er svær at forholde sig til, endsige identificere sig med som dansk statsborger, så har størstedelen af publikum en anderledes direkte og akut relation til skildringerne på scenen. ” Filmen som indledte forestillingen foregik i ørkenen, og jeg genkendte den.

Vi tilbragte to år ved grænsen ligesom dem vi så på filmen.” Tårerne løber ned af kinderne på kvinden mens hun taler. Hun er mor til en af de medvirkende i forestillingen. Mange familier er ikke mødt op, fordi teater ikke betragtes som lødigt. Andre er mødt op med skepsis, endnu andre er mødt op fordi de er nysgerrige.

Men alle, der oplever forestillingen, er ikke længere i tvivl. ”Det var svært for min familie i begyndelsen. Men da de så showet blev de berørt og sagde, at teater ikke er spild af tid ”, fortæller en af de medvirkende. ”De oplevede at det er godt at fortælle vores historie.”

Masser af potentiale

For mange af de unge handler det om at bearbejde deres oplevelser. I sjældne tilfælde måske oven i købet om at udvikle et talent, pege på en karriere og give de unge redskaber til at forandre.

“Det gav os mere selvtillid og det gav os evnen til at deale med vores smerte. Projektet har hjulpet os til at gøre fantastiske ting, som jeg tror på kan have indflydelse på verden. Efter det her projekt er det min drøm at skrive historier for at fortælle verden, hvad der virkelig foregår i Irak.

Jeg har skrevet de fleste af forestillingens tekster og nu er jeg i stand til jeg skrive et helt manuskript fra a til z. Om børn, krig, lykke og ulykke”, fortæller Ala’a. Ala’a er 30 år, sidder i rullestol og spiller en central rolle i forestillingen.

Han optræder som en slags kommentator eller som narren i det klassiske vestlige teater og slår med mellemrum en skraldlatter op, der forplanter sig til publikum og virker forløsende midt i al tragedien.

Man får som publikum lov til at trække vejret og opleve absurditeten i dette meningsløse univers. Han skaber et rum der gør det muligt at kapere disse voldsomme historier, der som piskeslag rammer én lige i ansigtet uden varsel.

Ala’a er med sin drøm om at fortsætte med at forfatte tekster et eksempel på, at selvom omstændighederne er umenneskelige, så slumrer der et håb, og et uudnyttet potentiale, som skriger på at blive realiseret. Det skal tages alvorligt. For viljen er der blandt disse unge.

Det starter med at få en stemme, fortælle sin historie, blive hørt og forstået. Og herigennem genetablere sin identitet, sit selvværd og generobre kontrollen over sit eget liv.

Det er hovedingrediensen i C:ontacts projekt og redskabet til at bringe dem videre. Der er lang vej endnu, men som en viis mand engang sagde. Den lange rejse, starter med det første skridt.


Af Annette Max Hansen Kommunikationschef, Center for Kultur og Udvikling

Fakta
Forestillingen ”Sorah”, på dansk ”Billeder”, skabt af C:ntact i samarbejde med Center for Kultur og Udvikling og MA Actionaid, lader unge irakere fortælle om livet som flygtning efter Saddam Hussein.

De 29 medvirkende beskriver en hverdag præget af daglige overgreb, bomber og kidnapninger. De unge er alle flygtet til Jordan, hvor de nu bor i permanente flygtningelejre.

Siden juni måned har C:ntact arbejdet i den store flygtningelejr Zarqa Camp udenfor Amman. Det oprindelige formål var at lave forestillingen “Min Verden”, hvori unge palæstinensere fortalte deres historie. Den blev vist i Jordan og kom til Danmark under My World IMAGES festivalen i begyndelsen af september.

“Irakerne henvendte sig selv til os. De havde set den forestilling, som vi lavede med jordanske palæstinensere og ville også italesætte deres tilværelse i Jordan og den krig, de oplevede i Irak,” siger leder af C:ntact International, Najat El Ouargui.