DAI kontoret i Tunis gør status på arbejdet mod det nye Tunesien

På vej mod det nye Tunesien. Foto: Janne Louise Andersen
På vej mod det nye Tunesien. Foto: Janne Louise Andersen

På væggene i Det Arabiske Initiativs kontor i Tunis hænger en billedserie fra protesterne foran indenrigsministeriet på 14. Januar Pladsen, som den senere blev døbt efter dagen, hvor Zine El Abidine Ben Ali gik af efter 23 år ved magten. De kom op, da kontoret åbnede i marts 2012.

”Det er også på tide, at vi får nogle andre billeder op”, konstaterer kontorets leder, seniorrådgiver Anne Margrethe Rasmussen.

For der er sket meget siden revolutionen, og det er vi kommet for at høre om fra Rasmussen og resten af tre-mands besætningen på kontoret.

Rasmussen, som har kørt kontoret siden åbningen, har boet i Tunesien over flere omgange siden 1992, og det var også her, hun i to omgange lavede feltarbejde som antropolog. Den 52-årige seniorrådgiver har fulgt den politiske og sociale transitionsproces i Tunesien siden de spæde post-revolutionsdage.

The High Authority for the Achievement of the Revolution Objectives (HAARO), er en midlertidig national myndighed bestående af repræsentanter fra forskellige tunesiske politiske partier og civilsamfundsorganisationer samt en række nationale personligheder oprettet til at håndtere overgangsperioden indtil valget til en grundlovgivende forsamling.

Kvartetten består af The Tunisian General Labour Union (UGTT), Tunisian Union of Industry, Trade and Handicrafts (UTICA), The Tunisian League for the Defence of Human Rights (LTDH) og the Bar Association, som sammen blev accepteret af både regering og opposition til at mægle i processen.

”For mig er det et stort privilegium at få lov til at følge den tunesiske udvikling på nærmeste hold”, skrev hun i en julehilsen til DAIs hjemmeside i december 2011.

At opbygge Tunesien fra scratch

Siden da har revolutionseuforien for længst lagt sig, overskygget af intens politisk konflikt, mord på to venstrefløjs politikere, terrortrusler og en synkende økonomi.
Rasmussen har fulgt det hele tæt.

Efter revolutionen blev alle de valgte instanser opløst, først parlamentet og efterfølgende kommunalbestyrelserne, og oppositionen til Ben Ali og hans parti RCD skulle skabe rammerne for et nyt Tunesien. Til at håndtere overgangsperioden indtil et valg til en grundlovgivende forsamling, nedsatte man den midlertidige nationale myndighed, The High Authority for the Achievement of the Revolution Objectives bestående af repræsentanter fra forskellige tunesiske politiske partier, civilsamfundsorganisationer og en lang række nationale personligheder.

Det første frie valg i Tunesien blev afholdt den 23. oktober 2011, og det blev vundet af det moderate islamistiske Ennahda parti (som var forbudt under Ben Ali). Ennahda vandt 90 mandater ud af 217 i den nye forfatningsforsamling og dannede en regeringskoalition med centrum-venstre partiet Congress for the Republic, CRP, og det socialdemokratiske parti Ettakatol.

Den 12. december 2011 blev den tidligere systemkritiker og menneskerettighedsaktivist Moncef Marzouki fra CRP udpeget som præsident, og Ennahdas generalsekretær Hamadi Jebali blev taget i ed som premiereminister. Og så var det politiske tog mod det nye statsprojekt på rette spor.

Frustrationer satte dog snart ind med islamisternes manglende erfaring med at styre en moderne stat samt konflikter i forfatningsarbejdet omkring de politiske visioner mellem de sekulære og islamistiske politiske partier.

Men i marts 2012 erklærede Ennahda, at det ikke ville støtte at gøre sharia den vigtigste kilde til lovgivning i den nye forfatning, men opretholde den sekulære status af staten. Det blev hilst velkommen af ​​de sekulære partier, men kritiseret af radikale islamister, der ønsker sharia fuldt integreret i al lovgivning.

DAI kontoret i Tunis. Foto: Janne Louise Andersen
DAI kontoret i Tunis. Fra venstre: Anne Margrethe Rasmussen, Aziz Erraji og Imene Ben Salem. Foto: Janne Louise Andersen

Tunesisk terror chokerede landet

Herefter viste medlemmer af bl.a. organisationen Ansar al-Sharia deres utilfredshed i jævnlige protester mod forhold, som de opfattede som blasfemiske, og de er blevet mistænkt for at stå bag en række voldelige episoder, som da salafister angreb en tv-station, der viste filmen Persepolis i oktober 2011 samt en kontroversiel kunstudstilling i juni 2012.

”Angrebet på den amerikanske ambassade den 14. september 2012 kom som et chok for tuneserne. Det svarede ikke til den forståelse de havde af deres eget land”, siger Rasmussen. Med angrebet blev Ansar al Sharia kategoriseret som en terrororganisation i Tunesien og sidenhen i USA.

Mordet på Chokri Belaid, en leder fra ​​den venstreorienterede opposition og en fremtrædende kritiker af Ennahda den 6. februar 2013 var ifølge Rasmussen endnu et chok.

”Folk sagde, vi er jo ikke i Libanon”, husker Rasmussen.

Da endnu en oppositionspolitiker Mohamed Brahmi blev myrdet i juli udbrød der masse demonstrationer og en generalstrejke med krav om regeringens tilbagetrædelse. Mange var vrede over det, de opfattede som regeringens stilhed og tolerance over for islamistiske ekstremister.

Efter seks måneder var der ingen udmelding fra politiet om, hvem som var mistænkt for at stå bag det første mord. Denne gang udpegede statsadvokaten en mistænkt tre dage efter, og siden har myndighederne slået hårdt ned mod salafisterne, fortæller Rasmussen og tilføjer, at de tunesiske sikkerhedsstyrker og militær siden sommeren 2013 har bekæmpet væbnede grupper i bjergområderne der støder op til Algeriet.

Vidste du?

Navnet “Jasmine Revolution” stammer fra den amerikanske journalist Andy Carvin, men det var ikke udbredt i Tunesien. I Tunesien bliver revolutionen refereret til som Dignity Revolution, som er en oversættelse fra arabisk ثورة الكرامة [Thawrat al-Karamah]

Civilsamfundet tager affære

Efter drabet på Brahmi suspenderede en væsentlig del af oppositionen deres aktiviteter i Forfatningsforsamlingen og det parlamentariske arbejde gik reelt i stå i omkring tre måneder. Oppositionens vigtigste krav var, at regeringen skulle gå af. Samarbejdet mellem forskellige dele af oppositionen blev hurtigt styrket af krisen og politiske partier og civilsamfundsorganisationer samledes i Le Front du Salut National.

Det blev det tunesiske civilsamfund, som kom til at mediere mellem regering og opposition og dermed banede en vej ud af den politisk blokerede situation. Den såkaldte kvartet, ledet af fagforbundet UGTT, blev af begge parter accepteret som mægler, og det lykkedes dem sidst i oktober at præsentere en køreplan, som de fleste politiske parter kunne acceptere. En såkaldt national dialog blev påbegyndt, og oppositionen vendte tilbage til Forfatningsforsamlingen.

Den første opgave for den nationale dialogs partnere var at blive enige om en ny uafhængig regeringsleder, og det viste sig at blive mere end vanskeligt.

UGTTs generalsekretær Hassine Abassi holdt den 4. december en pressekonference, hvor han gav partierne en sidste udsættelse på 10 dage – til lørdag den 14. december kl. 12.

Et nyt kapitel

”Og det er så her vi er”, siger Anne Margrethe Rasmussen, som oplever, at landet af mærket af politisk træthed og desillusion. Hun har endda hørt folk udtrykke en vis nostalgi i forhold til tiden under Ben Ali.

Hun opsummerer: For de fleste tunesere er den økonomiske situation vanskeligere, end den var før revolutionen, og samtidigt oplever de fleste stor usikkerhed på mange områder. Strejker og uro har haft en negativ effekt på udenlandske investeringer og har medvirket til en nedgang i turismen. Dertil kommer trusler om terrorisme og en oplevelse af, at den almindelige kriminalitet er øget. Købekraften for den almindelige tuneser er stærkt forringet, priserne er steget voldsomt, der er forsat stor arbejdsløshed, især blandt unge og højuddannede, og mange oplever det som om politikerne ikke gør noget ved det. Senest har IMF sat udbetaling af lån midlertidigt i bero.

Det er det overordnede billede. Men Rasmussen er trods alt opmuntret af, at der hele tiden har været en politisk proces, at opposition og regering taler sammen. ”Og det tunesiske civilsamfund har vist sig stærkere end nogen havde troet og spiller en meget vigtig rolle for landets demokratiske udvikling, siger hun. Det har hun fået en god fornemmelse for gennem de mange DAI støttede projekter, som hun overser.

Der er masser af fremskridt rundt om i samfundet. Og senere samme dag modtager vi nyheden, at der også er fremskridt på den politiske scene, og at et historisk politisk kompromis mellem de sekulære og islamistiske politiske partier er indgået. Regeringen og oppositionen er blevet enige om at udpege Mehdi Jomaa som leder af transitionsregeringen, der skal styre Tunesien frem til det parlamentsvalg, som forventes afholdt senere i år.

Et nyt kapitel kan begynde.

 

Hvad støtter Danmark konkret i Tunesien? Se en oversigt over de DAI-støttede projekter i Tunesien.