Syriske kunstnere tager livtag med frygten

Foto: Sidsel Becker

Den 25. februar rejste en flok syriske kunstnere fra Damaskus til Beirut for at deltage i Danish Arab Urban Arts Festival. Her fik de et pusterum fra de voldsomme begivenheder i Syrien – og et frirum til at vise deres kunst.

”Imagine all the people….living life in peace.” Lyden af John Lennon med arabisk accent får for en stund tiden til at stå stille i den gamle lagerhal.

Vi er i et gammelt industrikvarter i udkanten af Beirut, som med tiden nok vil blive omdannet til et hipt kunstnermiljø, og på scenen står det syriske rockband ”Anas and Friends” og synger, mens publikum står med hinanden om skuldrene og sender tankerne til det folkelige oprør i Syrien.

For er par timer siden ankom ”Anas and Friends” til Beirut i en rusten, støvet minibus, direkte fra
Damaskus på endnu en dag med voldsomme overgreb på landets civilbefolkning.

”We need to breathe,” lød det fra forsangeren Anas, da han, med en guitar på ryggen væltede ud af tourbussen sammen med bandmedlemmer, groupies og kærester.

”Selvom der er voldsomme kampe flere steder i Syrien, så er der forholdsvis roligt i Damaskus. Men vil føler ikke, det er moralsk rigtigt at stille sig op og lave en rockkoncert i Syrien lige nu. Vi har holdt en lang pause – så vi brænder for at stå på scenen igen,” sagde han.

Nu står ”Anas and Friends” på scenen – som en del af Danish Arab Urban Arts Festival, der er arrangeret af Center for Kultur og Udvikling i samarbejde med den danske ambassade i Beirut og den lokale partner Tarte aux Poires.

Bag en stor tung metallåge og facade, der er overmalet med graffiti, gemmer sig et mekka af undergrundskunst. Et råt, pulserende sanseorgie med musikere, poeter, filminstruktører, bloggere og billedkunstnere fra Danmark, Syrien, Libanon og Jordan.

Kodeordet er eksperimenterende kunst – og formålet med festivalen er at skabe et rum, hvor yngre, progressive kunstnere kan udtrykke sig frit – herunder en række kunstnere fra Syrien, der er under ekstremt pres lige nu.

Libanon er et frirum

”Det er enormt spændende at bringe kunstnere fra regionen sammen lige nu, mens det buldrer løs i den arabiske verden. Vi står midt i en arabisk vækkelse, og det er vigtigt at støtte de kræfter, der arbejder for åbne, demokratiske samfund. Vi vil gerne give de unge, eksperimenterende kunstnere et skulderklap og et skub fremad i deres udfoldelse,” siger dansk ambassadør i Libanon, Jan Top Christensen.

Han mener, at kunsten kan ses som en indikator for, hvor meget de arabiske styrer vil tillade.

”De unge kunstneres udfoldelsesmuligheder er lakmusprøven på, om de samfund vi får i den arabiske verden bliver åbne og demokratiske eller lukkede og konservative. Vi håber, at vi med festivalen i Beirut kan være med til at rykke barren en smule,” siger Jan Top Christensen. Han er glad for, at mange syriske kunstnere har valgt at bruge festivalen som en ventil til at komme ud med deres kunst.

”Libanon er et frirum for syrerne lige nu – så længe de ikke blander sig for direkte i den syriske konflikt,” siger Jan Top Christensen.

Et andet formål med Danish Arab Urban Arts Festival er at vise resultaterne af nogle af de partnerskaber mellem danske og arabiske kunstnere, der har fundet sted gennem det seneste år. Cremen af dansk-arabisk kultursamarbejde ruller sig ud, side om side med libanesiske lysinstallationer, live-graffiti og funky billedkunst fra Jordan.

På første sal kan man tage sig en drink i en dansk “kolonihave-bar” med græsplæne og campingmøbler. Herfra kan man skue ud over festivalen og blandt andet følge koncerten med den danske DJ duo Ladybox og arabiske folkemusikere.

Eller man kan stoppe op ved en tørresnor med løst hængende blog-citater og blive klogere på, hvad danske og arabiske kvindelige bloggere har fået ud af at mødes både i cyberspace og i virkeligheden.

Følger man stearinlysene og de gulnede digtsamlinger, der ligger på trappen op til øverste etage, kommer man til festivalens poesirum. Gamle bøger står stablet i tårnhøje, skæve bunker og marokkopuder og arabiske tæpper fuldender den intime stemning. Her skal om lidt være digtoplæsning med syriske og danske poeter, der gennem det seneste halve år har arbejdet sammen i projektet Poetic Corridors.

”Der blæser en storm gennem mit hjemland”

Lyriske beskeder til fængslede venner, hænder der er ’lavet af træ’ og en sitrende nervøsitet. Inden de skal optræde på festivalen, har tre syriske digtere sagt ja til at fortælle om, hvordan de reagerer på de voldsomme begivenheder i deres hjemland. Vi mødes på en café i det mondæne Hamra kvarter – på behørig afstand af den syriske grænse. Alligevel føles det, som om Damaskus er lige på den anden side af gaden.

”Det er den største personlige krise, jeg har oplevet i mit liv. Der blæser en storm gennem mit hjemland, og jeg kan slet ikke holde op med at tænke på det. Jeg tænker på min fortid, min nutid og min fremtid og er nervøs hele tiden. Men jeg tænker også på, hvad jeg kan gøre for mit folk lige nu.”

Golan Haji fjerner en hårtot fra panden og kigger ud i luften med et tænksomt blik. Han skrev sit første digt, da han var 13 år – og siden da har han været på banen med en lang række udgivelser i bl.a. Libanon. I oktober sidste år rejste han til Danmark for at deltage i projektet Poetic Corridors, hvor han har arbejdet tæt sammen med den danske forfatter Kristina Stoltz. De to har skrevet et digt sammen, som de skal læse op til festivalen i Beirut.

Mens han tager en tår af sin cappuccino fortæller Golan Haji, at syrerne er fysisk forandrede på grund af det syriske regimes overgreb på civilbefolkningen.

Folk kan ikke koncentrere sig – de kan ikke spise og sidder paralyseret foran skærmen hele dagen for at følge med i, hvad der sker. Alting er gået i stå.

Ansigt til ansigt med rædslen

For tre måneder siden flyttede Golan Haji til Amman for at undslippe syrisk militærtjeneste. Her har han oplevet sit forfatterskab løbe i en helt ny retning. I stedet for at bruge timer og dage på at finde den helt rigtige poetiske metafor, har han givet sig selv lov til at improvisere. Dag og nat sætter han sig til tasterne for at kommentere de overgreb, der finder sted i Syrien.

”Syrerne står ansigt til ansigt med rædslen – du mærker frygten hos andre, og jeg prøver at omsætte denne rædsel til ord. Det er for mig en helt ny måde at se sproget på. Metaforerne er væk – når jeg skriver at der er blod, så mener jeg ikke noget som helst andet end blod. Jeg forsøger at skrive en form for oversættelse af det, der foregår i syrernes hoveder,” siger han.

Golan Haji er dagligt på Facebook, hvor han med sin lyriske pen spidder, hvad der sker i Syrien. Han har blandt andet skrevet et digt med en kodet besked til sine venner, der er blevet fængslet af de syriske myndigheder – og han fortæller åbent om sine tekster, uden at tænke så meget på konsekvenserne.

”Jeg er nødt til at se min frygt i øjnene. Jeg har haft en frygt for at blive arresteret – men den er nu blevet afløst af en ny frygt. Som forfatter er du nødt til at være et vidne og du er nødt til at sige noget. Du ved alligevel ikke, hvem de slår ned på. Diktaturets regler er, at der ikke er nogen regler,” siger han og smiler:

“Writing is an act of freedom –you find a way, regardless of the consequences.”

“Mine hænder er lavet af træ”

Ved cafébordet sidder også Hanadi Zarka. Hun har mørke rander under øjnene og virker nervøs. Hanadi Zarka bor i Latakia i Syrien og har udgivet digte, siden hun var 21 år gammel.

Hun har publiceret tre bøger, som er blevet oversat til flere sprog. Men siden overgrebene i Syrien begyndte, har papiret foran hende været blankt.

”Jeg kan ikke skrive noget som helst – mine hænder er lavet af træ. De her begivenheder får mig til at tænke på, at det ikke nytter at skrive. Hvad kan jeg som poet gøre for at ændre situationen i Syrien – ingenting,” sukker hun.

Alligevel glæder Hanadi Zarka sig til at stå på scenen i aften og læse den tekst, hun har produceret i København. Det er hendes første oplæsning i 4 måneder.

Mens vi sidder og taler, kommer endnu en syrisk digter ind af døren. Hun gemmer ansigtet bag sit lange hår og sætter sig med ryggen til os, mens hun kigger på sin mobiltelefon.

Man kan ane en tåre i hendes øjenkrog. Det var meningen, at hun skulle deltage i interviewet, men hun har netop fået at vide, at 15 mennesker er blevet dræbt i hendes mands landsby i Syrien og tankerne er hos dem.

Den kreative energi er der simpelthen ikke, fortæller Simon Kristensen fra forlaget Korridor, der står bag Poetic Corridors projektet. For ham har den spændte situation i Syrien betydet ekstra udfordringer.

På det praktiske plan har det været vanvittig svært at koordinere, fordi situationen hele tiden ændrer dig. Det, der lykkes den ene dag, mislykkes den næste,” siger han.

Men giver det så overhovedet mening at lave et samarbejde med syriske kunstnere lige nu?
”Jeg synes i høj grad, det giver mening. I Syrien er der et kæmpe reservoir af kunstnerisk kreativitet, der er låst inde. Enten har folk ikke overskud til at skabe – eller også kan de ikke få lov til at skabe.

I en situation som denne er det utrolig vigtigt at give de syriske kunstnere et rum, de kan udtrykke sig i,” siger Simon Kristensen.

Kameraet er regimets største fjende

Tilbage i lagerhallen begynder publikum at myldre ind – over 2000 mennesker finder vej til festivalen og Tv-kameraerne snurrer livligt rundt. Blandt gadekunst og farverige malerier placeret på bildæk sidder de to syriske filminstruktør Hazem Alhamwi og Lamia Albukher.

De er netop ankommet fra Damaskus og skal om lidt vise Lamias dokumentarfilm ”The Red Colour” for et publikum for første gang. Filmen har frygten som omdrejningspunkt.

”Frygten er en del af vores dagligdag – og jeg prøver i min film at finde ud af, hvad frygt betyder og hvordan den kommer til udtryk,” fortæller Lamia på hakkende engelsk. I filmen zoomer Lamias kamera ind på en række unge syriske kvinder og mænd.

En ung smuk kvinde fortæller, at hun ikke længere ved, hvad glæde betyder, fordi hun altid bærer frygten i sig, mens en ung fyr med hestehale kigger intenst ind i kameraet, mens han siger.

”Vi er den tabte generation. Vi kan ikke længere drømme i det her land.”

Lamia fortæller, at hendes film er blevet til i private lejligheder, da hun var bange for at filme på gaden i Damaskus.

”Faktisk blev jeg inspireret af, hvad der skete på gaderne i Egypten under oprøret mod Mubarak. Endelig kan vi råbe højt og fortælle hvad vi føler. Jeg har ikke selv haft modet til at gå på gaden – men min film er min måde at råbe på,” forklarer Lamia med et lille smil.

Hendes manager Hazem Alhamwi tager over.
”Kameraet er det syriske regimes største fjende lige nu. Kameraet er farligt, fordi det dokumenterer, hvad der sker. Det er derfor en stor udfordring for os filmmagerne at arbejde netop nu – men jeg føler, at jeg er nødt til at gøre noget. Min rolle er at lave en god film, der reflekterer situationen i mit hjemland,” siger han.

Hazem fortæller, at han selv er gået i gang med at lave en meget speciel film.
Mens ”Anas and Friends” gør sig klar til et ekstranummer på festivalens store scene , hiver han et manuskript op af sin taske.

”Hvordan ville du have det, hvis du følte, at du skulle dø om lidt – ikke på grund af kræft eller en anden dødelig sygdom? Hvordan ville du kunne se denne følelse i øjnene? Hvis du så, hvordan folk, du elsker, bliver fængslet eller dræbt, så er det pludselig ikke en fremmed følelse længere.

Jeg har besluttet at se følelsen i øjnene ved at arbejde med det jeg tror på. Gaderne er fulde af vold. Jeg hader vold.

Men jeg tror på den kraft, der er i kunsten, så jeg vil lave mit sidste kunstværk – efterlade mit fodspor i livet. Det er den eneste måde jeg kan føle en glæde ved siden af den følelse af død, der sniger sig ind på mig.”

Lyden af de dansende festivalgæster med Red Bull drinks i glassene bliver en fjern summen. I morgen går turen tilbage til Damaskus – med frygten som blind passager.