Den egyptiske fagbevægelse indstiller strejker, støtter Sisi

Demonstranter med plakater med billeder af Abdel Fatah al Sisi og Gamal Abdel Nasser, og teksten: "Militæret og folket er én hånd". Foto: Mai Shaheen, Ahram Online

ANALYSE: Den 10. maj i år underskrev både den gamle statslige og den nye uafhængige egyptiske fagbevægelse en erklæring til støtte for ex-general Abdel Fattah al-Sisi som Egyptens kommende præsident. Det skete på et møde i Kairo. Samme dag i Alexandria mødtes repræsentanter for organisationerne med erhvervsfolk og regeringsrepræsentanter, hvor de underskrev en erklæring om, at de ville stoppe alle strejker, indtil den politiske ’køreplan’ er fuldført. Det betyder frem til efter parlamentsvalget, hvis dato endnu ikke er fastsat.

Men kan aftalen mellem de nye og gamle fagforbund, regeringen og erhvervsfolk skabe stabilitet på arbejdsmarkedet?

Strejkebølge

Egypten har været ramt af omfattende strejker i de første måneder af 2014. Postarbejdere, læger, tandlæger, farmaceuter, dyrlæger, tekstilarbejdere, cementarbejdere, ja selv politifolk har været i strejke. De kræver en aftalt overtidsbetaling og bonusser. De offentligt ansatte kræver den nu lovfæstede minimumsløn på 1200 egyptiske pund om måneden (godt 900 kroner).

Strejkende på tekstilfabrikken i Mahalla. Foto: Omar Said, Flickr
Strejkende på tekstilfabrikken i Mahalla. Foto: Omar Said, Flickr

På fabrikker i det store tekstilcentrum Mahalla el-Kubra har arbejderne krævet et opgør med korruption og afsættelse af direktører.

Andre kræver nationalisering af deres arbejdsplads, fordi domstolene har afgjort, at virksomhederne blev solgt alt, alt for billigt under den tidligere præsident Mubaraks privatiseringsbølger.

I sundhedssektoren kræver de aktionerende højere løn, bedre arbejdsforhold og et større budget til det skrantende sundhedsvæsen.

Strejker har været forbudt under skiftende regeringer både før og efter opgøret med Mubarak i 2011, og politiet og militæret bliver ofte sat ind for at opløse dem. De mest aktive bliver fyret, og dem der organiserer strejkerne bliver fængslet. Derfor er endnu et af kravene, at de fyrede skal genansættes.

Den uafhængige fagbevægelse

Med aftalen i maj har både den gamle statslige fagbevægelse ETUF (Egyptian Trade Union Federation) og den nye uafhængige, EFITU (Egyptian Federation of Independent Trade Unions) erklæret deres opbakning til Sisi og et strejkestop.

ETUF har siden 1957 været tæt knyttet til staten og har traditionelt bekæmpet strejker, nogle gange i samarbejde med politiet

Under demonstrationerne i 2011 blev EFITU udråbt på Tahrirpladsen. Det er den første nationale sammenslutning af uafhængige fagforeninger i Egypten. Flere uafhængige fagforeninger fulgte efterfølgende, og i dag eksisterer flere sammenslutninger sideløbende. En af de største for fagforbundenes arbejde er arbejdsmarkedsloven (lov nr. 35), der siden 1976 har frataget egypterne retten til at danne frie fagforeninger. Myndighederne tolerer de nye, frie organisationer. Men de har stadig ingen juridisk legitimitet eller ret til at opkræve kontingenter. Derudover er mange egyptiske arbejdere tvungne betalende medlemmer af ETUF.

Nasser genopstået?

Da præsident Mubarak blev væltet i februar 2011, var det den unge middelklasse, der gik forrest. Men oprøret var en konsekvens af flere års udvikling i den egyptiske økonomi. I årene forud for januar-revolutionen (som egypterne kalder det) var Egypten præget af lokale og landsdækkende strejker, bl.a. den 6. april 2008, der blev navnet på en af de revolutionære ungdomsgrupper.

Vi er stadig i begyndelsen. Vi må vente på parlamentsvalget og på, at hele det politiske system er på plads, før vi kan sige mere Joel Beinin, professor med speciale i egyptiske arbejderforhold

Men man skal helt tilbage til tiden under præsident Gamal Abdel Nasser (præsident fra 1954-1970) for at forstå forholdet m

ellem fagbevægelse og stat, og hvorfor fagbevægelsen i dag støtter Sisi.

Oprørets slogan i 2011 lagde vægt på de sociale krav: ”Brød, frihed og social retfærdighed”. Det var som taget fra en bog om Egypten under Nasser – en tid, mange egyptere længes tilbage til.

Nasser opbyggede en autoritær og nationaliseret stat, hvor fagbevægelsen ETUF blev underlagt staten i en uformel social kontrakt mellem stat og arbejdere: Staten sørger for jer, og I sørger for produktionen.

I sin første præsidentperiode i 50’erne og 60’erne skabte Nasser et Egypten i fremgang. En landreform og moderniseringsprojekter, som Helwan stålværkerne og Aswan dæmningen, satte gang i økonomien og den nationale købekraft. Nationaliseringen af Suez kanalen har sikret store indkomster siden 1956.

Den sociale kontrakt

Selvom ‘den sociale kontrakt’ blandt andet indebar højere mindsteløn, mange flere job og billige boliger, var langt fra alle tilfredse med ETUFs kontrol med arbejderne på statens vegne, og det førte til konflikter og fængslinger.

Ulandssekretariatet støtter EFITU, Egyptian Federation of the Independent Trade Unions, som blev formelt grundlagt i 2011, og hvis mål er at opbygge en demokratisk og uafhængig fagforening.

Med midler fra DAI støtter Ulandssekretariatet dels EFITU til juridisk at repræsentere medlemmerne og træne medlemmerne i forhandling.

Endvidere gives der støtte til at opbygge en kommunikationsafdeling for at forbedre det offentlige omdømme samt til at udvikle politikpapirer, som kan bruges til at påvirke de politiske meningsdannere i forhold til blandt andet retten til fri organisering og arbejdstagerrettigheder.

Læs også: Egyptisk fagbevægelse erklærer 1. maj hele måneden

Nasser var også den præsident, der slog hårdest ned på Det Muslimske Broderskab. Efter to mordforsøg på ham, blev Broderskabets støtter og medlemmer sat i fængsel, nogle dømt til døden. Det skete også for arbejderaktivister, men det synes at være glemt af de fleste i dag.

Den sociale kontrakt fra Nassers tid blev brudt under Anwar Sadats og især Hosni Mubaraks regeringstid. Sadat inviterede private investorer til Egypten i midten af 1970’erne. I løbet af 1990’erne tog privatiseringer og salg af nationaliserede virksomheder for alvor fart. Det betød lønnedgang om omfattende fyringer. Den politik fortsatte og blev forstærket frem til Januar-revolutionen i 2011.

Bruddet på kontrakten mellem stat og arbejdere, førte til store strejker og demonstrationer blandt arbejdere og fattige egyptere.

Sisi skal nu balancere mellem en liberaliseret økonomi og et løfte om at føre Egypten tilbage til Nassers tid. Det er det sidste, som millioner af egyptere håber på, og som både internationale og egyptiske eksperter tvivler på kan ske.

Sisi og Nasser

Da al-Sisi blev interviewet på TV for første gang, var det også som at høre ekkoet af Nasser; sådan som millioner af egyptere har ønsket at se Sisi, og som næsten alle medier har fremstillet ham, siden han afsatte den islamistiske præsident Mohamed Morsi i juli 2013.

Han har lagt byggestenene til en økonomisk genrejsning, som på mange måder kunne ligne Nassers bedrifter: På listen er en inddragelse af nye landbrugsarealer, nye turistbyer, minebyer og lufthavne samt en million nye boliger til de fattige.

De fattige er Sisis prioritet, siger han. Så samtidig med, at der skal fjernes subsidier til strøm og benzin, vil han appellere til private virksomheder om at holde priserne nede, så det samlet set ikke bliver dyrere at være fattig i Egypten.

Pengene til projektet skal komme fra egyptere, der arbejder i udlandet, fra investorer i og uden for Egypten og fra udenlandsk bistand fra især Saudi Arabien og De Forenede Emirater. Mange egyptiske og udenlandske eksperter betvivler dog, at Sisis planer økonomisk kan hænge sammen.

Henvendt til arbejderne sagde han i samme interview, at hvor gerne han end vil møde deres krav, så er det ikke muligt som landets økonomiske situation ser ud lige nu. Og så kaldte han på deres tålmodighed.

Splittelse i fagbevægelsen

Den uafhængige fagbevægelse støttede den kampagne, som samlede underskrifter for at kræve Morsis afgang, da han blev afsat af militæret den 3. juli 2012. Men da

 Grundlægger og tidligere leder af EFITU - Kamal Abu Eitta. Foto: Hossam al Hamalawy, Flickr
Grundlægger og tidligere leder af EFITU – Kamal Abu Eitta. Foto: Hossam al Hamalawy, Flickr

fagbevægelsen skulle finde et fælles ståsted i forhold til den efterfølgende udvikling, kom de interne uenigheder frem. EFITU udtrykte officielt sin uforbeholdne støtte til militæret. Det var ikke alle internt i fagbevægelsen, der var enige.

Nu har bevægelsen officielt udtrykt sin støtte af al-Sisi og indstillingen af strejkerne. Om bevægelsen samlet kan opretholde denne støtte afhænger af, om al-Sisis regering indfrier sine løfter på arbejdsmarkeds- og det sociale område, og hvordan den nye fagbevægelse klarer de udfordringer, som den står overfor.

Den amerikanske professor med speciale i egyptiske arbejderforhold Joel Beinin tror, at der kommer en arbejdsmarkedslov, som vil bevare ETUF intakt og gøre det umuligt for den uafhængige fagbevægelse at eksistere. Men han drager ingen forhastede konklusioner:

”Vi er stadig i begyndelsen. Vi må vente på parlamentsvalget og på, at hele det politiske system er på plads, før vi kan sige mere.”

Marie Larsen er cand. mag. i Mellemøststudier og har skrevet speciale om den egyptiske fagbevægelse (2013). UM har bidraget til ophold i Egypten.

Helle Schøler Kjær er pressemedarbejder ved Dansk Egyptisk Dialog Institut og har for Ulandssekretariatet redigeret en bog om fagbevægelsen i Egypten (2012).