”Før kæmpede vi mod Ben Ali – nu kæmper vi mod salafisterne”

Billedet af Aya Chebbi
Tunesisk aktivist og blogger. Foto: Aya Chebbi

Men ved at tegne et hårdt fjendebillede af den islamiske bevægelse, risikerer de tunesiske menneskeretsfolk også selv at bidrage til en skyttegravskrig.

”Gad vide om salafisterne også er på spil her i København – der er jo ikke noget vin på bordet!”

Gruppen af tunesiske menneskeretsfolk griner højlydt, og man fornemmer tydeligt, at det ikke er første gang, de har rystet en salafist-joke ud af ærmet. Vi er til frokostbuffet på Tivoli Congress Center i København, hvor Euro-Mediterranean Human Rights Network fejrer sin 15 års fødselsdag med et seminar for 100 toneangivende menneskeretsfolk fra den arabiske region.

Blandt gæsterne er en stor flok tunesiske menneskeretsforkæmpere. I flere årtier har de – med store personlige omkostninger – kæmpet imod Tunesiens diktator Ben Ali, og selvom Ben Ali nu er historie, er kampen ikke forbi.

”Det er vores lod i livet at kæmpe. Først kæmpede vi mod Ben Ali – nu kæmper vi mod salafisterne,” siger Mokhtar Trifi, en af Tunesiens mest kendte menneskeretsforkæmpere, inden han går op til buffeten for at fylde sin tallerken op.

Menneskeretsaktivisten Tarek Ben Hiba sidder stadig ved det runde frokostbord og fortæller ’røverhistorier’ om salafisternes seneste bedrifter. I løbet af de seneste måneder har salafisterne stået bag flere voldelige optøjer i Tunesien.

De har angrebet en bar, de har hevet skørterne af kvinder med korte nederdele – og de har chikaneret journalister, der var på vej på arbejde.

”Der var endda en teaterdirektør, der fik slået tænderne ud, fordi han havde sat en forestilling op med både mænd og kvinder,” fortæller Tarek Ben Hiba.

Angriber det ’moralsk anstødelige’

Tunesien er lige nu skueplads for en heftig værdikamp, der handler om, hvor meget Islam skal fylde i samfundet. På den ene side står de sekulære, vestligt orienterede bevægelser, som menneskeretsbevægelsen er en del af – og på den anden side står de konservative religiøse kræfter, de såkaldte salafister.

Et sted mellem dem står partiet Ennahda, der med opbakning fra omkring 40 procent af vælgerne er det største af de tre regeringspartier i Tunesien.

Salafisterne opfatter sig selv som fromme og tager de ting, der står i Koranen bogstaveligt. De ser Profetens tid, som det, man skal efterstræbe og mener, det kan være legitimt at bruge vold, hvis folk ikke forstår Islams budskab.

”Salafismen var noget af det, der kom ’op af posen’ efter regimets fald i Tunesien. I foråret 2011, da røgskyerne efter Ben Ali havde lagt sig, begyndte en række voldelige episoder i Tunesien.

Men tunesisk presse har også været meget hurtig på aftrækkeren: Alt, hvad der er voldeligt og udføres af folk med skæg, kaldes salafisme. Men det er svært at sige noget om, hvor mange de er og hvad de vil opnå. Faktisk ved vi meget lidt om salafisterne, fordi ingen taler med dem.”

Det fortæller Rikke Hostrup Haugbølle, der er Tunesien ekspert og phd. på Københavns Universitet og har fulgt Islams udvikling i Tunesien igennem flere år.

Salafisterne har i juni måned optrappet deres angreb på såvel politiet og en række politistationer som de ting i samfundet, de finder moralsk anstødelige.

Den 10-11. juni blev galleriet Abdellia Palace i Tunis-forstaden La Marsa vandaliseret: kunstværker blev revet ned af væggene og sat i brand, og en truende video med navne på kunstnere blev lagt ud på internettet.

Ved fredagsbønnen den 15. juni udstedte Imamen ved Zaytune Moskeen midt en Tunis, en fatwa mod kunstnere, idet han sagde at ’kunstneres blod kan flyde, uden at det medfører straf.’

Tunesisk politi
Foto: Aya Chebbi

Det tunesiske religionsministerium har efterfølgende fordømt Imamens udtalelser og forbudt ham at prædike.

Skingre stemmer på begge sider

Rikke Hostrup Haugbølle mener, at de voldsomme angreb fra salafisterne knytter sig til den transitionsproces, Tunesien er igennem lige nu. Det tunesiske samfund er ved at opdage sine forskelligheder, og det medfører en kaos-periode, hvor de forskellige fronter kridter banen af.

”Det brager løs lige nu, og der er nogle skingre stemmer – både på den religiøse fløj og på venstrefløjen. Det virker voldsomt og det fylder meget, men det skal nok dulme sig igen.

De forskellige grupperinger i det tunesiske samfund skal finde deres ben – og vi må acceptere, at der er en voldsom fase, man må igennem, indtil man finder et stabilt leje,” siger hun.

Tunesien har officielt været en sekulær stat og derfor er det kommet som et chok – især for venstrefløjen – at islam er så synlig i samfundet og har den store folkelige opbakning, som det første frie valg viste.

”Man skal huske på, at islam ikke har været diskuteret offentligt i Tunesien i 60 år. Selv om venstrefløjen var imod regimet, har de også profiteret af den sekulære stat.

De har levet i en boble i Tunis – men nu ryger rullegardinet op, og de kan pludselig se, at de lever i et land, hvor religionen spiller en betydelig rolle. Det er noget af en kamel at sluge,” siger Rikke Hostrup Haugbølle.

Ingen ved, om vi bevæger os forlæns eller baglæns!

På Tivoli Congress Center er frokostpausen ved at være forbi. Souheyr Belhassen hanker op i sin dametaske – den ældre dame med beige spadseredragt og store øreringe har gennem flere årtier været en af de mest internationalt kendte tunesiske menneskeretsforkæmpere.

Hendes hjem i Tunis har været under konstant overvågning af Ben Alis hemmelige politi, og hun var i en længere periode landsforvist på grund af sit arbejde for fremme af menneskerettighederne.

Lige nu pendler Souheyr Belhassen mellem Tunis og Paris, hvor hun passer sit arbejde som den første kvindelige præsident for Den Internationale Liga for Menneskerettigheder, FIDH. Hun sætter sig ned i en lænestol og fortæller om den seneste udvikling i Tunesien.

”Tunesien er i en paradoksal situation lige nu. Det hele er i bevægelse, men ingen ved, om vi bevæger os forlæns eller baglæns!” siger hun.

I Tunesien tændtes det arabiske oprørs ild i bogstaveligste forstand, da frugthandleren Mohammed Bouazizi i december 2010 i afmagt satte ild til sig selv. Tunesien blev arnestedet for den arabiske opstand, der siden bredte sig til hele den arabiske region.

Den 14. januar 2011 lykkedes det tuneserne at smide deres diktator, præsident Ben Ali på porten – og Tunesien er siden blevet betegnet som best case scenario i arbejdet med at transformere et diktatur til en demokratisk stat.

”Først og fremmest har vi fået en formidabel ytringsfrihed. Der er en passioneret debat om politik i hele det tunesiske samfund – ja, folk diskuterer politik i stedet for at se fodbold og egyptiske soaps.

Jeg læser selv avisen fra ende til anden hver dag. Før i tiden var aviserne i Tunesien én lang reklamesøjle for præsidenten med et stort billede af Ben Ali på forsiden,” smiler Souheyr Belhassen og fortsætter:

”Der er en helt ekstraordinær gejst i Tunesien i disse dage. En myriade af organisationer er piblet frem og kunstnerne viser en stor fantasifuldhed.”

Demonstrationer i Tunesien
Foto: Aya Chebbi

Den dag, Ben Ali flygtede ud af Tunesien, sad Souheyr Belhassen på en café i Paris sammen med sin gode ven Kamel Jendoubi, der er præsident for Euro-Mediterranean Human Rights Network. Da hun hørte nyheden om, at Ben Ali var trådt tilbage, var hun ved at falde ned at den parisiske caféstol.

”Det var som en drøm – jeg havde ikke forestillet mig at Ben Ali ville træde fra magten i min levetid. Jeg vil være taknemmelig til mine dages ende for revolutionen.” fortæller hun, tydeligt berørt.

Islamisterne har slået os af banen!

Men selvom forandringens vinde har ført en fremskridt med sig, er der også tordenskyer over Tunis. Efter Ben Alis fald er de islamiske bevægelser kommet på banen i Tunesien. Ved det første frie valg blev Ennahda det største politiske parti – og det er ikke lige noget, der behager Souheyr Belhassen.

”Vi er slået af banen! Islamisterne har overtaget scenen. Vi har fået en regering, der går imod de værdier, vi tror på. Det er ikke det her jeg har kæmpet for,” siger Souheyr Belhassen med en opgivende mine og fortsætter:

”Vi oplever konfrontation med islamisterne på gaderne. Det er virkelig voldeligt og truer vores ytringsfrihed. Min datter på 8 år bliver ved med at sige til mig, at hun ikke vil gå med slør. Hun oplever, at flere og flere piger i hendes klasse i løbet af de seneste måneder er begyndt at bære slør.”

Souhayr Belhassen fortæller, at hun selv – og andre menneskeretsfolk – forsvarede islamisterne, da de fik knægtet deres ytringsfrihed under Ben Ali, der kørte en hård klapjagt på landets islamister. Hundredvis af Ennahda tilhængere blev sat i fængsel – mens mange flygtede i eksil i Europa.

Demonstrationer i Tunesien
Foto: Aya Chebbi

”Vi har et princip om at skride ind over for menneskeretskrænkelser, uanset hvem der udsættes for dem. Derfor har vi også forsvaret islamisterne. Og nu vender de os ryggen!” sukker hun og siger stille:

”Det er realiteten i et demokrati, at der kan komme nogle kræfter til magten, som vil kæmpe for at få en anden samfundsmodel.

Vi må acceptere den politiske virkelighed, der er – men vi bliver nødt til at kæmpe for menneskerettighederne og insistere på, at de er universelle. Vores problem er, at vi er en lille elite, der ikke når ud til den brede befolkning.

Der ligger et kæmpe arbejde i at få folk til at forstå, hvad menneskerettigheder er. Banen er åben – så det er bare med at komme i gang,” slår hun fast.

Den djævel du ikke kender

For menneskeretsfolkene, der er samlet i Købehavn, er det en stor udfordring at navigere i den nye islamiske virkelighed. De entusiastiske menneskeretsfolk er ved at blive grå i toppen, og de er alle skåret over samme læst. Ingen repræsentanter for islamiske organisationer er med til seminaret.

”Hvorfor har vi ikke islamiske bevægelser i menneskerets netværket – er det fordi vi ikke tror på, at islamiske bevægelser respekterer menneskerettighederne – eller er det fordi det er lettere at håndtere den djævel du kender, end den du ikke kender?” lød et spørgsmål fra en af oplægsholderne.

Rikke Hostrup Haugbølle fortæller, at kunstnere, menneskeretsforkæmper, journalister og professorer på universiteterne i Tunesien er lavet af ’den samme surdej’. De er sekulære venstrefløjsfolk, der har svært ved at acceptere, at islam er kommet på banen i Tunesien – og de har en tendens til at skære alle udtryk for islam over én kam.

”Alt hvad der hedder noget med islam, bliver kaldt terror, salafisme eller islamisme. Men vi kan ikke tillade os at skære alle islamister over en kam. Nogle er fromme, nogle er voldelige og nogle bliver kaldt salafister, fordi det ligger godt til højrebenet for venstrefløjen,” siger hun.

Rikke Hostrup Haugbølle mener, at journalisterne spiller en stor rolle i forhold til at skabe et skræmmebillede af islam i Tunesien.

”Det er vigtigt at holde sig for øje, at alt er politisk inficeret i Tunesien. Ingen er trådt pletfri ind på scenen – heller ikke journalisterne. De skriver ud fra deres verdensbillede, der for størstedelens vedkommende er sekulært og venstreorienteret.

Derfor bliver salafismen beskrevet i ’pas-på-vendinger’ – og journalisterne taler ikke med dem,” pointerer Rikke Hostrup Haugbølle.

Kan man forene islam og demokrati?

Venstrefløjsfolk og salafister skyder på hinanden fra hver sin skyttegrav. Det helt store spørgsmål er, om det kan lade sig gøre at bygge bro mellem islam og menneskerettigheder og demokrati. JA, mener Tunesiens udenrigsminister fra Ennahda, Rafik Ben Abdessalem, der besøgte Danmark i slutningen af maj.

Her stillede han op til debatmøde på Københavns Universitet og fortalte åbent og direkte om sine visioner for Tunesiens fremtid.

”Demokratiets elementer kan fungere i flere religiøse kontekster og kan sagtens forenes med Islam. Det handler om, hvordan man fortolker Islam. Tunesien er lige nu inde i en proces, der netop går ud på at redefinere Islam. Tingene går i den rigtige retning, men det betyder ikke, at vi lever i Paradis,” sagde Rafik Ben Abdessalem.

Ennahda i Tunesien har spillet sig selv på banen som brobygger mellem de forskellige fløje i det tunesiske samfund. Men med de salafistiske angreb er Ennahda kommet under dobbelt beskydning.

På den ene side kritiserer salafisterne Ennahda for at optræde for sekulært, da de blandt andet har sagt nej til at lade den nye forfatning basere sig på Sharia.

Og på den anden side angriber de sekulære dagligt Ennahda i medierne for at nære skjulte ønsker om at islamisere Tunesien og stå i ledtog med salafisterne.

Oven i det truer salafisternes gentagne angreb på politi og kulturinstitutioner den ro og orden, som Ennahda ønsker at sikre for at bringe det tunesiske samfund ’op i gear’ efter revolutionen sidste år.

Rikke Hostrup Haugbølle fortæller, at hun har haft en lang række samtaler med Ennahda og beskriver dem som både imødekommende og kompromisvillige.

”Det er min opfattelse, at Ennahda har et godt greb om, hvad der foregår og hvad de vil acceptere. De mener, at der skal være plads til trosmæssig salafisme, men ikke voldelig salafisme i det tunesiske samfund,” siger Rikke Hostrup Haugbølle og fortsætter:

”Det vigtigste for tuneserne lige nu er at styre igennem transitionsprocessen og kigge længere fremad. Der skal skrives en ny grundlov og Tunesien står over for en kæmpe økonomisk udfordring.

Alt i transitionsfasen går virkelig stærkt. Det er svært for både dem der skal leve i det og dem der skal analysere det. Men uden for Tunis er det ikke værdikamp, men økonomi folk tænker på,” siger Rikke Hostrup Haugbølle.