”Kunsten er et frirum som kan skabe frie rum”

Vi sidder på Blomsten i Lille Strandstræde. Khaled, Robin, Donna Tella, Aram, Rami – næsten alle de syriske kunstnere fra dagens symposium og en række af de danske medarrangører og deltagere fylder den tågede café. Og for en stund glemmer man næsten at vi befinder os i København. Det er næsten som at sidde i Damaskus. Men det er langt fra Damaskus.

”Vi går ikke ud om aftenen længere”, siger Khaled, forfatter til bogen In Praise of Hatred, som netop er ved at blive oversat til dansk og udkommer i slutningen af maj på forlaget Korridor. I dag læser han op for et bevæget publikum.

”Jeg tænkte længe over det abstrakte begreb “fædreland” som alle havde ærefrygt for – fra vores egen organisation til torturbødlerne der slog os ihjel. De muslimske brødre ville have at fædrelandet skulle være islamisk, mens Salafa og hendes meningsfæller ville have, det skulle være marxistisk.

Vores bødler ville beholde Syrien som det var: Som deres private gods, så de kunne blive ved med at onanere ud over vores kroppe, mens de klamrede sig til magten og kontrollerede både hæren og fængslerne.”

Der er stille i salen, da Khaled lukker bogen. Med en uovervindelig charme og verdens bedste karma, sidder Khaled som en anden buddha og deler ud af sin visdom og varme.

Han er en af de få syriske kunstnere, som stadig bor i den syriske hovedstad. Han kan ikke forlade sit land. Det er bare ikke en mulighed. Her har han sin familie, sine venner og sit liv. Så hellere utrygheden og truslerne, selv tavsheden, hvis det skulle komme så vidt.

Gensynet

De fleste andre kunstnere er spredt for alle vinde, eksileret til Beirut, Paris, New York og andre storbyer. Fysisk langt fra den syriske opstand – mentalt lige midt i krigszonen. Og det er også med til at gøre dagen uforglemmelig.

For det er ikke bare danskerne der i løbet af denne dag har fået mulighed for at møde og lytte til de syriske kunstnere fortælle om opstanden og deres hverdag. Der er også mødet kunstnerne imellem. Mange af dem har ikke set hinanden længe, og det er en mulighed for at catche op, udveksle og dele erfaringerne fra deres liv spredt rundt på kloden.

Eksilet isolerer og slider. Mange har efterladt sig familie, hvoraf nogle er fængslede og relationerne er præget af uvished om deres skæbne. Sulafa, tegner og animator, fortæller om venner der er forsvundet, familiemedlemmer der er blevet overfaldet. Normalt plejer hun at skjule sin identitet, men i dag står hun frem på dansk tv, utilsløret. Det gælder flere og flere kunstnere, og er led i den måde at tackle frygten på. Den er der stadig, men den er ikke styrende.

De to tårne

Det er svært at beskrive denne stemning, her oppe på øverste etage af Rundetaarn, hvor udstillingen fylder det store smukke lokale og bringer tanken hen på tårnet i Homs, en af de syriske byer, som har spillet en central rolle i opstanden. I april 2012, altså for knapt et år siden, angreb regimets sikkerheds styrker en fredelig demonstration ved byens varemærke – klokketårnet. Pladsen ved tårnet kaldes i dag Freedom Square af de lokale.

Dagens program er mangfoldigt, der er oplæsninger, filmvisninger, og historiefortællinger. Indtrykkene fylder op og en blandt flere går ind under huden. Billedkunstneren Kework Mourad simultan tegner til en klarinet, der flydende, blidt og så alligevel med en foruroligende undertone fylder rummet, mens Keworks tegninger kastes op på lærredet, hvor vi kan følge hans hånd strejfe hen over papiret.

Jeg kigger rundt i lokalet og ser en bevæget skare, der sidder tavst og lyttende. Jeg får øje på en kvinde som forsøger at holde tårerne tilbage. Hun kunne godt være mig.

Resten tager tid

Kunstnerne er ikke opgivende. De beretter uden resignation. Krigen fortsætter blodigt i Syrien, men selv om vi fra foran fjernsynet er vidne til et oprør og en nedslagtning, som synes uendelig, så er kunstnerne her et andet sted. De VED, at noget har rykket sig. De har oplevet det. De får det til at ske. Kunsten har brudt regimets propaganda monopol, folket har fået en stemme i det offentlige rum.

Det hele startede med ti skoledrenge, der spraymalede en mur med udsagnet: ”Al-shaab yurid isqatal-nizam”–”Folket ønsker at vælte regimet”. Og derfra tog det fart. Drengene blev arresteret, tortureret, og befolkningen reagerede. Der opstod demonstrationer over hele landet.
Noget er lykkedes. Resten tager tid.

Og imens fortsætter kunstnerne ufortrødent, bakket op af håb og optimisme, men også med en alvorlig henstilling til at vi, publikum, ikke bare os i dag, men tilskuerne derude, verden over – ikke læner sig tilbage, og som Khaled skrev i sit åbne brev, der gik verden over sidste år – får blod på hænderne ved ikke at løfte en finger.

Sort humor

Jameel er bagmanden bag Masasit Mati, et syrisk dukketeater, som har skabt den satiriske dukkeserie Top Goon – Diaries of a little Dictator. Et forsøg – og et ganske vellykket et af slagsen set af en halv million seere på youtube – på at formidle et billede af Assad som en barnlig stammende diktator, der lyver og manipulerer.

Hans ambition er at fortælle den syriske befolkning om løgnene og virkeligheden. Og som han fortalte, da jeg mødte ham i Beirut sidste år, så behøver man slet ikke at opfinde noget som helst for at vise absurditeten. Derfor er et af afsnittene et klip fra et tv-interview med Assad, hvor han nægter sin egen indblanding i nedslagtningen af sit folk.

I dag vises et afsnit med titlen ’Who wants to kill a million’, hvor Assad høster døde, hver gang han svarer korrekt på spørgsmålene. Det går rigtig godt, og dødstallet stiger. Han ligger dog fortsat i hård konkurrence med sin far, Hafez Al-Assad.
Det groteske fylder rummet, syrerne griner, danskerne tøver lidt – for kan man grine af det? Ja, det kan man. Og det er en del af den befriende retorik, som findes side om side med den barske skildring i kunstnernes værker.

Kunsten er ikke bare et værktøj, der anvendes for at skildre, den er også en ventil, et pusterum, en overlevelseskanal. Humoren. Den er allestedsnærværende. Og vi mærker den lidt beklemt, for det er altid svært når virkeligheden trænger sig på, og man ikke rigtig ved, hvilke reaktioner, der er på sin plads.

Selv med den lille afstand – må vi eller må vi ikke – så er symposiet kendetegnet ved et fællesskab. Og uden at blive rørstrømsk, så er det måske netop det, som er så enestående ved denne dag. At afstanden faktisk er drevet på flugt. Vi sidder her i en lomme af håb og mod og tragedie og deler en poesi, som gør os alle til mennesker, med en forståelse for den trang til frihed efter at få lov til at leve i fred.

En anden gang

Men tilbage på Blomsten. Vi sidder her stadig, symposiet er slut, aftenen bliver sen, natten begynder, det har været en lang dag. Vi har ikke lyst til at den skal slutte. Men alting har en slutning – eller måske blot en afrunding med en fortsættelse. Som Khaled sagde tidligere på dagen under symposiets afslutning. ”Jeg håber at næste gang vi mødes, så er det for at fortælle en anden historie”.

Jeg deler en taxa med Khaled og Aram, vi skal samme vej mod Østerbro, hvor de er indlogeret i en lejlighed. Da jeg sætter dem af i taxaen vil jeg gerne betale. De er jo vores gæster. Men ikke tale om, Aram insisterer på at betale. Det gør jeg også. ”Danish women”, hører jeg Aram mumle fra forsædet. Den kamp tager vi en anden gang.

Af Annette Max Hansen, Kommunikationskonsulent, CKU

Fakta:
Udstillingen Syria’s Art of Resistance kan frem til 12. maj opleves i Rundetårn. 35. 000 mennesker har indtil nu lagt vejen forbi udstillingen, der åbnede den 21. marts med et stort symposium, hvor internationale eksperter og syriske kunstnere deltog. 19 syriske kunstnere udstiller i Rundetårn, og udstillingen er verdens hidtil største udstilling af syrisk oprørskunst.

Læs mere på cku.dk