Egyptens nye politiske landskab

Arkivbillede

Demonstrationerne på årsdagen for revolutionens start 25. januar var måske de største Kairo endnu har set. Oven i fik aktivisterne et af deres hovedkrav, der har været med lige fra start, opfyldt dagen før – militærets regeringsråd ophævede den 30 år lange undtagelsestilstand.

Begivenhederne satte streg under, hvor store sejre demonstranterne på Tahrir-pladsen faktisk har vundet og hvor grundlæggende det politiske liv i Egypten har forandret sig.

”Før 2011 så vi i et par årtier en slående kombination af autoritære regimer, valg der ikke betød noget for fornyelse af eliten eller politikken og et klientsystem. Folkelig mangel på engagement var meget udbredt, også for de platforme der blev tolereret, og i det civile samfund generelt”, siger Rasmus Alenius Boserup om situationen i de arabiske lande.

Han er dr. og ph.d. ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og tidligere direktør for Dansk-egyptisk Dialoginstitut (DEDI) i Kairo.

”Det overraskende var, at de to faktorer ikke holdt den gamle orden oppe. Det var et historisk udbrud”, siger han.

For 50 % af ligningen – depolitiseringen – har i den grad forandret sig.

”Gennem hele året har vi set en genopståen af gadepolitikken med krav om bedre regeringsførelse”, siger han. ”Det har givet et kæmpe opsving i formel politisk deltagelse og en revitalisering af politik, også på det individuelle niveau”, siger han.

Men efter valget til det nye parlament er Egypten på vej ind i en ny fase, hvor det ikke længere er Tahrir, der er hovedscenen.

”De politiske institutioner, især parlamentet, er blevet forandret af dette engagement. Parlamentet har fået legitimitet, og de har magt til at genforhandle forholdet til præsidenten, hæren, erhvervslivet”, siger han og forudser, at vi i 2012 vil se en udvikling væk fra gadepolitikken til en mere institutionaliseret proces, centreret omkring parlamentet.

Islamistisk jordskælv

Hans betragtninger falder på et seminar på DIIS, hvor der også blev fremlagt resultaterne af de vælgerundersøgelser som DEDI, Dansk Institut for Flerpartisamarbejde og Al Ahram-centret for statskundskab ved American University i Kairo har fået lavet.

For vælgerne leverede et jordskælv på størrelse med udbruddet af revolutionen ved de tre valgrunder mellem november og januar. Ikke alene fik Det Muslimske Broderskabs Friheds- og Retfærdighedsparti (FJP) den ventede valgsejr med 38 procent af stemmerne. Det ultrakonservative salafistparti al Nour (lysets parti) fik 28 procent.

Til sammen sidder de to partier på syv ud af ti mandater i parlamentet.

”Det er ikke noget, der var der 25. januar. Støtten til de islamiske partier udviklede sig efter regimets fald,” siger Gamal Abdul Gawad, der er tidligere direktør for al Ahram centret. Meningsmålinger fra det tidlige forår og frem til september peger på meget mindre tilslutning til de religiøse partier, især al Nour.

Basen for deres vækst viser sig til gengæld i projektets undersøgelser. For eksempel beskriver 44 procent sig først og fremmest som egyptere, mens 52 procent svarer muslimer.

”Jeg mener dette er vigtigt. De nylige valg i Egypten handlede faktisk ikke om politik – sundhed, uddannelse, økonomi blev sjældent nævnt. Essentielt var det om identitet”, siger Gamal Gawad.

Ingen konsistens i økonomisk politik

Projektet gennemførte tre større undersøgelser igennem valgkampen, og de viser en tydelig vækst i konservativt religiøse værdier hos vælgerne. Ganske vist svarede vælgerne at økonomi og sikkerhed var de vigtigste konkrete emner, men det var ikke her de klare skillelinjer mellem partierne viste sig.

”Der er ingen konsistens i partiernes standpunkter omkring økonomiske værdier og vælgerne ofrer det ikke meget opmærksomhed.

Omkring religion er alle partierne nogenlunde konsistente, undtaget det tidligere regeringsparti NPD og dets efterfølgere, og kan ordnes på en liberal-konservativ skala – Liberale, Wafd, FJP, Nour”, siger han. ”Valget blev afgjort på det her spørgsmål og det var derfor NPD’s efterfølgere tabte.”

Når det gælder al Nours succes, så peger Rasmus Boserup på, at det var i stand til at stå for både konservatisme og nybrud samtidigt.

”De er den eneste rigtigt nye spiller. Det er ikke tilfældet med Det Muslimske Broderskab,” siger han. Jakob Erle, DEDI’s nuværende direktør, peger også på, at partiet faktisk har taget nogle opgør med gamle magtstrukturer og som det eneste for eksempel formået at bryde det traditionelle mønster i Øvre Egypten hvor en række prominente familier har siddet på parlamentspladserne.

De unge og lavtuddannede på landet

Jakob Wichmann fra JMW consulting, der har været med til at udføre undersøgelserne, kalder al Nours valgkampagne ”meget effektiv”. Hans analyse viser at partiets vælgere har en overvægt af unge, lavtuddannede ude på landet. Til gengæld gør hverken køn eller indkomst nogen forskel.

”Det ligner en prosteststemme fra de unge, mindre uddannede på landet mod de unge veluddannede i byerne og mod det de ser som en kampagne mod Islam”, siger han. De liberale partiers vælgere er socialt nærmest salafisternes modbillede med en stor overvægt af veluddannede byboere.

FJP, derimod, Broderskabets parti, dækker et bredt udsnit af befolkningen, dog med en tendens til lidt flere lavtuddannede. Men med hensyn til alder, land/by, køn eller indkomst spænder partiet vidt.

”Partiet har karakter af at være et masseparti”, siger han.

Kort- og langsigtede alliancer

Med tæt på halvdelen af pladserne i parlamentet sidder FJP nu med en nøglerolle. Lige nu forhandler alle dog med alle.

”Det er meget usandsynligt liberale og salafister kan samarbejde på længere sigt, men der er en stor mulighed for samarbejde på kort sigt for at begrænse Broderskabets indflydelse”, siger Gamal Gawad.

Men når det gælder samarbejdsmønstrene på længere sigt, så peger han på, at FJP og Wafd er centrum på den liberalt-konservative akse.

”Så det ligner det logiske ægteskab. Hvis FJP allierer sig med salafisterne, vil det skade deres image. Det samme vil det at alliere sig med de mest liberale”, siger han. Desuden er der skel, der slet ikke har vist sig endnu.

”Hele den politiske prioritering mangler de alle sammen. En fordelingspolitisk identitet. Det er uklart for mig hvem der lander hvor”, siger Rasmus Boserup. Han forudser fremtidige fluktuationer, især fordi Egypten har så mange udfordringer med hensyn til økonomien, og det kan blive svært for den kommende regering at levere.

”Der er en stor mulighed for at en fornyet populisme spirer frem igen”, siger han og peger på den både kan være islamistisk og nationalistisk baseret. ”Det kan føre til nogle rigtig grimme kampagner og blive et sikkerhedsproblem”.

Men der er også nogle muligheder i den nye demokratiske ramme.

”Det kan føre til en ny politisk bevidsthed, der er mindre centreret om enhed. Det kan gøre konflikter mindre farlige, fordi man må forhandle og indgå kompromisser”, siger han. En ny social pagt, som inkluderer konflikter i stedet for de autoritære regimers forcerede enhed”.