Et splinternyt og meget levende civilsamfund

Foto: Niels Bak Henriksen
Foto: Niels Bak Henriksen

”Det er vores opgave at støtte NGO’erne. Vi kan ikke forestille os sikkerhed uden stærke NGO’er.”

Ordene er Atia Lawgalis. Han er minister for kultur og NGO’er i den administration som den midlertidige overgangsregering, NTC, i Libyen har nedsat.

Og den indstilling kunne ikke være mere forskellig end det væltede Gadaffi-styres, der i dets 42 år ved magten ikke tolererede nogen form for civil organisering. Mange af dem, der har forsøgt, er endt i fængsel, tortur eller henrettelse.

Siden revolutionen er det til gengæld væltet frem med NGO’er – mere end 100 i Benghazi alene.

Startede med humanitært arbejde

En af dem er Libyan centre for development and human rights, dannet af juristen Hana ElGalal. Fra starten gik hun med i den lokalregering, der blev dannet efter Gadaffis folk blev fordrevet fra Benghazi.

Hun fik blandt andet ansvaret for humanitære forhold, især for de tusindvis af migrantarbejdere.

”Det var op til folket selv at beskytte immigranterne. Vi fandt 1000 tyrkere på havnen, hvor de ventede på skib,” siger hun. Med frivillig arbejdskraft fik de sørget for sikkerhed og mad til dem, til de blev udskibet, mens nye grupper dukkede op – filippinere, kinesere.

”Og så kom vi til det sværeste – afrikanerne. Mange af dem var illegale, og folk mistroede dem for så mange af Gadaffis lejesoldater var afrikanere. De var bange, vi var bange,” siger hun om de store udfordringer.

Men allerede i maj trak hun sig fra lokalstyret, for i stedet at kaste sit engagement ind i at lave en ny menneskerettighedsorganisation.

”Ikke for at følge op på Gadaffis menneskrettighedskrænkelser, men for at holde øje med vores egne. Jeg har indset, vi behøver nogen til at overvåge det nye styre,” siger hun.

Historien går igen hos flere andre organisationer, der har været hurtige til at organisere sig, ofte ledet af stærke, højtuddannede kvinder:

Helt fra revolutionens første dage var de med i demonstrationerne ved retsbygningen i Benghazis centrum, og da først Gadaffis styre var fordrevet fra byen kastede de deres energi ind i de mange praktiske og humanitære behov. Den frivillige organisering har ført direkte videre over i dannelsen af de mange organisationer.

Det gælder også Amira Megheiri. Hun leder organisationen Tawassul, som hun var med til at starte allerede 19. februar – 2 dage efter revolutionens start og mens der stadig var kampe i Bengazi. Fra starten havde de et dobbelt formål, som både var politisk og socialt.

”Vi ville sikre revolutionen ikke blev slået ned og tage os af dem, der behøvede hjælp,” siger hun. Så de besøgte hospitaler, tog sig af ofre for Gadaffi-styrkernes overgreb og blandede sig i debatten med det formål at undgå en hadefuld og hævngerrig tone.

”Folk har lært rigtig meget i den her periode. De er blevet oplyst. Før var der kun én vej at følge, nu er der diskussioner,” siger den lille smilende kvinde. Nu hvor den humanitære krise er ovre, er fokus især blevet rettet mod unge og kvinder.

Organisatonen, der har omkring 70 frivllige og en større gruppe af løst tilknyttede, arbejder med træning og awareness, og er ved at afholde en række offentlige møder bl.a. om kvindernes rolle i revolutionen. Møderne bliver bevidst lagt i områder med vidt forskellig social profil.

Tradition for frivilligt arvbejde

Atia Lawgali, ministeren, peger på at de mange nye organisationer og engagementet under revolutionen da heller ikke er opstået ud af den blå luft.

”Vi har en lang tradition for frivilligt arbejde,” siger han med henvisning til de sociale hjælpeorganisationer, der også under Gadaffi var udbredte – de eneste som fik lov at arbejde nogenlunde uhindret.

Til gengæld understreger han behovet for træning og input udefra for at kunne trække på erfaringer, de ikke selv har fået lov at gøre sig under årtiers Gadaffi-styre, og det samme gør repræsentanterne for stort set alle organisationer.

Sammen har de dannet en fælles paraplyorganisation, og et træningsforløb støttet af en britisk NGO er netop gået i gang. I et kulturcenter sidder omkring 50 – de fleste ret unge – samlet til et forløb om kommunikation til og fra unge.

Organisationerne, de kommer fra, rækker fra internationale venskabsorganisationer til miljøgrupper.

Forløbet er et af de første, der er gået i gang, og der bliver lyttet koncentreret til det ellers meget teoretiske oplæg, der når hele vejen omkring hjernens udvikling i barn- og ungdommen.

Og mange flere forløb er på vej, støttet af en række udenlandske NGO’er i samarbejde med forskellige af de lokale, herunder flere danskstøttede. I møderne med Hana ElGalal, Amina Megrahi og flere andre i Benghazi er det tydeligt, at nye samarbejder ikke længere bliver slugt råt.

Behov for kontakt

Til gengæld understreger alle behovet for de internationale kontakter. Man skal da heller ikke længere end et par timers kørsel øst for Benghazi, før trætheden over internationale NGO-møder er helt væk.

I Baida, hvor demonstrationerne faktisk så småt startede allerede i januar, før uroen nåede Benghazi, har de lokale digtere dannet en forfatterforening.

Her bliver man modtaget med åbne arme, og de har ikke været i kontakt med nogen af de internationale NGO’er endnu.

De tænker ellers stort. Planen er at gøre foreningen landsdækkende.

”Vi har kontakt til enkeltpersoner andre steder i landet, men vi er ikke så langt endnu,” siger formanden Khlifa Boghaim. Han understreger også viljen og behovet for samarbejde med organisationer udefra.

Og det samme gør NGO-ministeren. Den nye regering er ikke bange for den udenlandske indblanding, som ellers var yndlingsskydeskive for Gadaffis propaganda.

”I det 21. århundrede kan man ikke isolere sig. Jeg tror på vores folk vil finde balancen mellem at vinde friheden og ikke tabe sin identitet,” siger han.

Læs også: Organisationen, der startede det hele