7 min.

Greb om dialogen

Arkivbillede

Sådan er der formentlig en del af de danske organisationer, der er involveret i Det Arabiske Initiativ, der tænker en gang imellem. Og nu har initiativet endda fået et nyt navn, der konstant minder om, at partnerskaberne handler om dialog såvel som reformer: ”Partnerskabet for Dialog og Reform” (PDR).

Reformer er til at forholde sig til. Der er nogle samfundsstrukturer, der ændrer sig til det bedre. Mod friere, mindre repressive, mere pluralistiske og retfærdige samfund. Men dialog! Dialog har det med enten at blive noget meget banalt eller noget meget kompliceret.

Er dialogen blot en samtale mellem to mennesker? Eller kan man kun tale om dialog, hvis man forstår den tyske filosof Jürgen Habermas til bunds og kan indrette dialogen på hans ideelle præmisser? I det ene tilfælde bliver begrebet ligegyldigt, i det andet kropumuligt at have med at gøre.

Men hvad nu, hvis vi et øjeblik glemmer, hvad dialogen er for et dyr, og i stedet overvejer, hvad der skal komme ud af dialogen? Hvis vi fokuserer på, hvorfor det egentlig er, vi synes vi skal i dialog med hinanden.

For hvis vi kan definere hvad vi gerne vil have ud af det, så må dialogen jo kunne karakteriseres som ”god”, hvis man opnår de ønskede resultater, uanset hvordan dialogen så har været tilrettelagt.

Det var med den logik, at Karina Pultz og jeg fra Dansk Institut for Internationale Studier gik i kast med den svære opgave at undersøge, hvordan dialogen fungerer i PDR, hvis resultater netop er udgivet i rapporten ”Dialoguing Partnerships”.

”Men hvad nu, hvis vi et øjeblik glemmer, hvad dialogen er for et dyr og i stedet overvejer, hvad der skal komme ud af dialogen?”

I rapporten definerer vi på baggrund af Udenrigsministeriets præsentation af initiativet to formål for dialogen: Den skal nedbryde gensidige fordomme mellem Danmark og den arabiske verden, og den skal være med til at bygge broer i form af holdbare relationer mellem de danske og arabiske partnere.

Stereotyper

For at starte med det første: Det er ikke mit indtryk, at ret mange af partnerne i PDR generelt går rundt og er særligt fordomsfulde. Men vi finder ikke desto mindre konturerne af nogle generelle forestillinger, vi har om hinanden. Om at vi fra Vesten er bedrevidende og kølige – og måske også lidt uvenligt stemt overfor muslimer.

Og om at den arabiske verden er lidt tilbagestående udviklingslande med befolkninger, der måske også er lidt fjendtligt stemt overfor os danskere.

Disse mere eller mindre vage forestillinger ændrer sig typisk, fordi det konkrete partnerskab ofte viser noget andet. Men de kan også blive bekræftet.

”Noget kunne tyde på, at der er en sammenhæng mellem, hvor godt partnerskabet fungerer – særligt graden af tillid mellem partnerne – og det omfang, partnerne henviser til kulturelle stereotyper for at forklare adfærd hos hinanden.”

g noget kunne tyde på, at der er en sammenhæng mellem, hvor godt partnerskabet fungerer – særligt graden af tillid mellem partnerne – og det omfang parterne henviser til kulturelle stereotyper for at forklare adfærd hos hinanden.

Des tryggere man er ved hinanden, jo nemmere er det, at spørge ind til de ting, man undres over, og des mindre er man henvist til sine egne fortolkninger. Det er altså – ganske logisk – vigtigt, hvilken relation, der er i partnerskabet for, hvad der sker med ens forestillinger om hinanden.

Tillid

Dermed er vi ved andet dialogformål: at PDR skal bygge broer i form af holdbare relationer mellem de danske og arabiske partnere. Generelt var det lykkedes de partnerskaber vi studerede, at opbygge partnerskaber præget af gensidig tillid, respekt og ligeværd.

”Man skal ikke kunne flydende arabisk eller være mellemøstekspert for at det skal kunne fungere. Men det er en fordel at have generelle interkulturelle kompetencer…”

Vigtige faktorer for at det lykkes er, at partnerskaberne er bygget op om et fagligt fællesskab, der i sig selv bærer kimen til gensidig respekt, forståelse og tillid.

Man har som journalist, jurist, forfatter etc. typisk respekt for sine fagfæller uanset nationalitet, hvis ellers fagligheden er i orden. Derfor behøver det kollegiale fællesskab oftest ikke at bygge tilliden op helt fra grunden.

Men det faglige fællesskab er ikke i sig selv mantraet for tillidsfulde partnerskaber. Noget tyder på, at det er en god investering at bruge ressourcer på de sociale relationer i partnerskabet.

Skabe tid og rum til at komme bag de professionelle facader. Det er en almen sandhed i det private erhvervsliv, at det er nemmere at samarbejde med folk, man har delt en afslappet middag med. Det gælder ikke overraskende også for det samarbejde, der foregår i PDR.

Endelig er det sådan, at fordi samarbejdet i PDR stort set udelukkende er centreret om reformer i de arabiske lande, så stilles der fra arabisk side nogle særlige forventninger til de danske partneres evne og vilje til at sætte sig ind i den historiske, politiske, kulturelle og sociale virkelighed dette samarbejde foregår i.

Man skal ikke kunne flydende arabisk eller være Mellemøstekspert for at det skal kunne fungere.

Men det er en fordel at have generelle interkulturelle kompetencer bestående af nysgerrighed og interessere i at lære noget nyt, et minimum af kendskab til Mellemøstforhold, bevidsthed om ens eget kulturelle udgangspunkt og en motivation, der kan bære igennem de frustrationer som tværkulturelt samarbejde oftest også indebærer.

Gensidigt udbytte

Noget af det, der gør et partnerskab til et partnerskab er grundlæggende, at begge parter investerer i det, og at begge parter får noget ud af det. Det er tydeligvis væsentligt for partnerskaberne, at parterne – også de danske – er gode til at formulere, hvad de får ud af, at deltage i partnerskabet.

Det er vanskeligt at have tillid til en partner, hvis man ikke forstår, hvilken interesse partneren har i partnerskabet.

Det skaber grobund for ukonstruktive spekulationer om partnerens hensigter og motiver.

Det var derfor også opmuntrende i forbindelse med analysen at konstatere, at det ikke var spor svært for de danske partnere at pege på, hvad de fik ud af partnerskabet. Lige fra faglig inspiration, ny indsigt til gavn for integrationsarbejde med danskere med arabisk baggrund til viden om Mellemøsten og nyttige kontakter i regionen.

Det var bare ikke altid, at de danske partnere var opmærksomme på behovet for at fortælle deres arabiske partnere om alle disse gevinster.

Derfor er en af anbefalingerne fra analysen også, at der under processen med at udvikle et partnerskab gøres et nummer ud af at konkretisere og eksplicitere det gensidige udbytte ved partnerskabet.

Det essentielle er her, at de forskellige interesser og udbytter kommer på bordet og anerkendes som legitime, snarere end at de nødvendigvis spejler hinanden.

Den ene kan altså godt indgå i partnerskabet for at få overført teknisk viden, mens den anden indgår i partnerskabet for at få netværk eller kendskab til Mellemøsten. Så længe begge parter forstår, at det er det, ’handlen’ går ud på.

Dialog- og partnerskabs centrifugen

Der synes at være en sammenhæng mellem kvaliteten af partnerskabet og kvaliteten af dialogen. En god dialog skabes, når man tør lægge alt på bordet, fordi man ved det bliver behandlet fordomsfrit, med respekt og fairness.

Det kræver stor gensidig tillid. Tillid, på sin side, kommer jo bl.a. af erfaringen om at blive behandlet med respekt og åbenhed. På den måde skaber de to begreber en centrifugalkraft, der enten virker positivt eller negativt.

Forhåbentlig kan rapporten ”Dialoguing Partnerships” og de anbefalinger, der ligger heri (se nedenfor) bidrage til at accelerere de konstruktive centrifuger og forhindre de negative i at gå i gang.

Rapporten kommer med følgende anbefalinger:

  • Etabler tidligt i partnerskabet en eksplicit, fælles forståelse for institutionelle og individuelle interesser i partnerskabet, samt forventede såvel som oplevede udbytter af partnerskabet.
  • Etabler tidligt i partnerskabet en eksplicit, fælles forståelse af, hvad et partnerskab er.

Læg vægt på følgende, når det skal besluttes, hvem der skal repræsentere organisationen i partnerskabet:

    1. Tilstrækkelige sprogfærdigheder (i det relevante “tredje” sprog, typisk engelsk eller fransk)
    2. Faglig profil og erfaring, der tilsvarer partnerens repræsentant(er)
    3. Personligt drive og interesse i at indgå i et interkulturelt partnerskab
    4. Interkulturelle kompetencer
    5. Sandsynlighed for at personen (eller personerne) ikke skifter stilling i partnerskabsperioden (alternativt udvælg et lille team til at indgå I partnerskabet med henblik på at reducere sårbarheden ifm udskiftning af personer)
    6. Stilling i organisationen, der vil kunne institutionalisere viden og inspi

ration fra partnerskabet

  • Hold tæt kontakt med den relevante repræsentant for Udenrigsministeriet i den fælles formuleringsfase for at sikre, at forslag, der drøftes er inden for mulighedens rammer finansieringsmæssigt.
  • Skab løbende lejligheder til at partnerskabsrelationer kan udvikle sig i en social kontekst.
  • Se på dialogmålsætningen som et middel til at dyrke relationerne og styrke partnerskabet.