2 min.

Hvad er himlens farve?

En offentlig plads, hvor der vajer flag og bannere, der forherliger den magthavende leders ytringer: bannere i matte farver, nogle er gamle og slidte, andre er helt nye.

”Længe leve lederen, den eneste garant for forandringen”

”Forandringens helt”

”Fest for den første, anden, tredje, fjerde, femte, tiende, hundred tredje årsdag for forandringen”

”Folket ofrer sig for sin leder”

En gammel, krumrygget mand står under bannerne. Han bærer et lille flag med rystende hånd og prøver at klæbe det hen over fotoet af lederen, som har dækket flagets farve; sådan vil han forvandle billedet af ham til symbolet for landet.

En ung, forpustet mand kommer ind fra venstre side af scenen, han leder efter et sted at skjule sig. Han ser på den gamle, skælvende mand, går hen imod ham og spørger ham:

Den unge: ”Hvad laver du her på det her tidspunkt? Ved du ikke, gamle mand, at det er forbudt for os at gå ud på dagen for den store mindefest?”

Den gamle: ”Jeg er kommet for at skrive mit testamente på den her plads, jeg har ikke mere tid. Hjælp mig med at holde stand her, jeg vil rejse mig og hylde flaget.”

Den gamle mand snubler, han falder ned fra en faldefærdig mur. Den unge løber hen for at hjælpe ham. Den gamle mand rækker sin hånd med flaget ud mod den unge og siger med skælven i stemmen: ”Glem ikke himlens farve.”

Den unge tager flaget ind under jakken og trækker den gamle hen i et afsides hjørne.

Man hører skud og bifaldsråb.

Den unge går op og hiver bannerne ned, ét efter ét, og siger højt igen og igen med en stemme, der bliver højere og højere:

Den unge: ”Himlen er blå, himlen er blå, himlen er blå.”

En gruppe unge bærer et stort flag, nogle af dem er sårede. Med mobiltelefoner filmes deres skader, og nogle venner hjælper dem.

En af de unge mænd får øje på ham, der hiver bannerne ned, og han skynder sig hen for at hjælpe ham.

Mobiltelefoner foreviger dette historiske øjeblik, som man længe har ventet på.

En ung pige udstøder nogle høje hyl, hun hylder tyrannens fald.

En ung pige: ”Landet længe leve, borgeren længe leve, ned med diktatoren, længe leve friheden.”

En anden ung pige: ”Vi vil dø for fædrelandet.”

En mand: ”Når et folk vælger livet, er det skæbnen, der må svare.”

På pladsen danser alle, mens de svinger med flagene.

Folk danser på fotoene af lederen, som har mistet sin berettigelse. De danser på bannerne, som har prøvet at styre deres tanker; på regeringens løgne og falske løfter; på deres smerte.

Man hører skud igen og igen, men folk beskytter hinanden. Hver og én forsøger at stille sig foran sin ukendte ledsager på pladsen, alle vil tage kuglen i brystet først. Lyden af bifaldsråbene bliver højere end lyden af kuglerne; de bærer flaget i deres hænder, lyden af glædeshylene intensiveres.

Mørke.

En skærm på muren overbringer sejrstalen.

Indånd friheden.