Konference om cyberaktivisme

Online-aktivister mobiliserer sig på Facebook og Twitter og er med til at vælte en række regimer i Mellemøsten og Nordafrika. Bag de folkelige oprør står en helt ny generation af unge, og mange af dem er kvinder.

Cyberaktivisterne bruger de sociale medier til at rapportere til omverdenen om regimers overgreb, de samler hundredtusinder af mennesker på gaderne, og de dokumenterer befolkningens kampe for frihed.

Den 9. maj 2011 kan du møde nogle af de kvindelige bloggere, der har været med i forreste linje. De deltager sammen med journalister og internationale analytikere fra regionen i en international konference.

Her vil de bl.a. fortælle om cyberaktivisme, de sociale medier og kvindernes rolle i demokratibevægelserne i Mellemøsten og Nordafrika.

Konferencen er arrangeret af CKU, KVINFO og Dansk Pen i samarbejde. Det er gratis at deltage. Frokost kan bestilles og koster 100 kr.