Kongen presset til demokratiske reformer

Arkivbillede. Tarte Aux Poires, Libanon.
Arkivbillede. Tarte Aux Poires, Libanon.

Lidt ubemærket i ly af begivenhederne i Egypten, Tunesien, Libyen og Syrien har Marokko både fået en ny og mere demokratisk forfatning og har afholdt parlamentsvalg.

Da det blev klart at demonstrationsbølgen ikke lod sig standse og lederne i nabolandene begyndte at falde som dominobrikker, slog kong Mohammed VI ind på reformvejen.

”Regimet prøvede på den hårde måde – folk fik bank, demonstrationer forbudt. Men ikke den hårde, hårde måde. Der var ingen skyderier”, beretter Aboubakr Jamai, da han midt i januar gæster Dansk Institut for Internationale Studier. Han er grundlægger af to politiske magasiner, der siden er blevet lukket og underviser Harvard University.

”De diktatorer, der brugte ekstrem vold, var i store problemer næsten øjeblikkeligt,” tilføjer han.

Store sejre

Til forskel fra Ben Ali, Mubarak, Gaddafi og Assad, så valgte kongen at komme demonstranterne i Marokko i møde med reformer. Til gengæld så har 20. februar-bevægelsen, som den kalder sig efter de første store demonstrationer, valgt ikke at udfordre selve monarkiet.

”20. februar-bevægelsen har vundet store sejre. De har presset monarkiet og ændret diskussionen”, siger Aboubakr Jamai. For kongen havde næppe fundet på demokratiske reformer af sig selv.

”Det er overhovedet ikke klart at monarkiet er dedikeret på det her mål”, siger han og henviser til kongens lancering af reformerne i en tale den 9. marts.

”Han svedte og mumlede og var klart ikke ideologisk overbevist. Men ordene var fantastiske”, siger han.

Ingen legitimitet

Hans skepsis blev da også opfyldt allerede dagen efter talen. Forfatningskommissionen blev udnævnt og ikke en valgt forsamling. Mange af reformkræfterne nægtede at deltage.

”Ingen af dem havde nogen demokratisk legitimitet. Det var eksperter men ikke intellektuelle. Lederen af kommissionen var indtil da leder af forfatningsdomstolen – og altså beskytter af den gamle autoritære forfatning,” siger Aboubakr Jamai.

Han kalder også folkeafstemningen om den nye forfatning for ”en skandale”. Der var kun en uge til debat fra forslaget blev lagt frem til afstemningen, kun få kritikere fik taltetid i medierne og forfatningsforslaget det blev oven i købet ændret på et afgørende punkt aftenen før afstemningen, så det blev kongen, der udnævner lederen af forfatningsdomstolen i stedet for premierministeren.

”Læs forfatningen! Det kræver ikke en ph.d. at se det ikke er en demokratisk forfatning”, lyder Aboubakr Jamais dom.

Islamistisk ledet koalition

Til gengæld anerkender han, at der er sket reelle fremskridt. Blandt andet med valget i november, som endte med sejr til et moderat islamistisk parti.

Partiet for Retfærdighed og Udvikling (PJD) fik en fjerdedel af stemmerne og næsten dobbelt så mange mandater som det næststørste parti ved parlamentsvalget i slutningen af november. Partileder Abdelillah Benkirane er blevet udnævnt til ny regeringsleder.

Men med en fjerdedel af mandaterne har det måttet gå i koalition med flere andre partier. Blandt andet så er indenrigsministeriet ledet af et af de mest monarkistiske partier.

Desuden sidder de på et spinkelt mandat. Mens Aboubakr Jamai ikke ser nogen tegn på decideret svindel ved valget, så var det kun 13 millioner af de 22 millioner marokkanere i den stemmeberettigede alder, der faktisk var optaget på valglisterne. Heraf deltog under halvdelen og af dem stemte 20% blankt i protest. PJD fik så 25 % af resten.

”I virkeligheden er det en lille bitte procentdel af vælgerne”, siger Aboubakr Jamai. ”Potentialet for modstandere er enormt, og de er svage over for dem”.

Her hentyder han især til de mindre moderate islamister i Al Adl wal Ihsane –bevægelsen (retfærdighed og velgørenhed). De anerkender ikke kongen som religiøst overhoved og holdt sig uden for valget, og de angriber PJD for at være for sekulære.

PJD’s strategi under Benkirane har været at blive accepteret i det offentlige rum, og det indebærer blandt andet accept af kongens religiøse stilling. Flere af de demokratiske grupper på venstrefløjen stillede heller ikke op.

Islamister brød med de progressive

Men oppositionen uden for parlamentet er splittet. Al Adl wal Ihsane støttede i begyndelsen op om 20. februar-bevægelsen, der ellers er domineret af unge sekulære studerende, men har siden officielt brudt med dem, blandt andet fordi de så at processen kunne spille magten i hænderne på PJD, som ikke sluttede op om demonstrationerne.

”Det der blev tabt i det mindste midlertidigt er det fantastiske perspektiv at 20. februar var i stand til at forene kravene fra islamisterne og de progressive”, siger Aboubakr Jamai. Han erkender dog også, at de to partnere havde det svært med hinanden.

”Vi har et seriøst problem med vores progressive. De taler til islamisterne så det grænser til det fornærmende”, siger han og understreger, at de marokkanske islamister er reformister og ikke revolutionære, selv om deres erklærede mål er en islamisk stat.

Korruption og høje forventninger

På nogle måder mener han til gengæld, at PJD var det parti i valget, der trods afstanden var tættest på 20. februar, blandt andet i deres angreb på kongens korrupte forretningsfolk.

”Når jeg lytter til lederen er jeg ikke sikker på han er interesseret i at få en seriøs demokratisk proces. Men de er oprigtige omkring god regeringsførelse”, siger Aboubakr Jamai, der også fremhæver at partiet langt fra er en monolitisk bevægelse. ”PJD er en sandt demokratisk bevægelse internt. Alt er gennemskueligt. De har to trumfer. Det interne demokrati, og presset fra gaden”.

Til gengæld er de oppe mod meget høje forventninger til et bedre liv, samtidig med at statens svindende ressourcer kan tvinge dem til at reducere subsidierne på fødevarer etc.

”Jeg ville nødig være i PDJ’s sko i dag,” siger Aboubakr Jamai. ”I det mindste må de levere på regeringsførelsen og korruptionsbekæmpelse. Og det kan de ikke for det går helt op til paladset”.

Han henviser til at kongen omgiver sig med en magtfuld kreds af rådgivere af hans gamle venner fra gymnasietiden, og at han har opbygget interesser i landets største bank, forsikringsselskab, olieselskab og mobiltelefonselskab. Det er nyt under Mohammed IV. Det havde hans far Hassan II ikke.

”Jeg tror korruptionen vil blive monarkiets endeligt”, siger Aboubakr Jamai – reformer eller ikke refomer.

”Det er klart at monarkiet er blevet tvunget af begivenhederne til i det mindste at forandre sin retorik. Men det er den samme mand”, siger han.